Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

12. august 2022 08:51

Der er tryghed og tillid til politiet på Fyn og øerne

Justitsministeriets årlige tryghedsundersøgelse er landet, og her står det klart at tilliden til politiet og trygheden på Fyn og øerne fortsat er på et højt niveau.

I Fyns politikreds er det 87,6 pct. af borgerne, der i 2021 angiver, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Det antal skiller sig ikke signifikant ud fra sidste måling i 2019 ligesom trygheden og tilliden til politiet på Fyn ligger på niveau med er eller lidt højere end i resten af landet. 

Politidirektør Arne Gram er glad for resultatet af den nye måling: - Jeg er naturligvis godt tilfreds med undersøgelsens resultater, der viser at borgerene her i kredsen generelt er trygge og har tillid til politiet. Vi er dog også meget opmærksomme på, at det er en tillid, som vi hver dag skal gøre os fortjent til, og som vi ikke må tage for givet.

 

Tilliden er altafgørende

Fyns Politi arbejder kontinuerligt på at sikre og styrke såvel trygheden som tilliden til politiet. Arne Gram siger: - Borgernes tillid er helt essentielt for, at vi kan udføre vores arbejde i hverdagen, derfor er det også et emne, der altid er på dagsordenen, og som vi jævnligt arbejder med at styrke.

En af de indsatser politiet på Fyn har søsat for nyligt er arbejdet med at styrke tilliden til politiet hos bl.a. ofre for voldtægt. Her påbegynder et stort antal af kredsens politifolk et undervisningsforløb efter sommerferien, som skal klæde dem på til at møde ofre, der er traumatiserede efter fx en voldtægt med mere viden og forståelse for det, de har oplevet. Samtidigt er Fyns Politi i fuld gang med at indrette særlige afhøringslokaler, der i højere grad giver mulighed for, at politiet kan møde ofrene i øjenhøjde, og hvor der er mulighed for at foretage videoafhøring. 

I undersøgelsen nævnes det, at andelen af borgere, der har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, er større i 2021 end i 2019 i en række politikredse, heriblandt Fyns politikreds.

 

Utryghed i de særligt udsatte boligområder – også på Fyn

Men der er også tal i undersøgelsen der kalder på opmærksomhed. Som i resten af Danmark er der på Fyn en tendens til, at borgere i de særligt udsatte boligområder føler sig mere utrygge end borgere, der bor andre steder. 

Undersøgelsen viser andelen af borgere, der angiver, at de føler sig trygge i deres nabolag, opdelt efter de enkelte kommuner og SUB-områder i Fyns politikreds. Andelen af borgere, der angiver, at de føler sig trygge i deres nabolag, er statistisk signifikant større i Faaborg -
Midtfyn Kommune, Nordfyns Kommune og Ærø Kommune end i resten af Fyns politikreds. Omvendt er andelen af borgere, der angiver, at de føler sig trygge i deres nabolag, statistisk signifikant mindre i Vollsmose. 

– Alle borgere skal i udgangspunktet kunne føle sig trygge, der hvor de bor og færdes, så jeg er glad for, at der er så høj en andel af borgere der føler sig trygge i store dele af vores kreds. Det er dog en klar udfordring at der også er områder i vores politikreds, hvor borgerne føler mere utryghed. Jeg kan love, at vi i Fyns Politi gør alt, hvad vi kan, for at sikre borgerne tryghed i Vollsmose, bl.a. med periodisk indførelse af visitationszoner, tryghedspatruljering samt målrettede indsatser og aktioner -  og så sørger vi naturligvis for at få anholdt og fængslet de kriminelle, hver gang vi har muligheden,  siger Arne Gram og tilføjer, at Fyns Politis massive pres på de kriminelle grupperinger fortsætter, så lang tid det er nødvendigt, og at arbejdet med få styrket trygheden blandt borgerne i de udsatte boligområder har høj prioritet.

Fyns Politi har kontinuerligt tæt dialog med både med de fynske kommuner og boligselskaber, hvor man drøfter de udfordringer og muligheder, der er for at sikre trygheden for alle de helt almindelige og fredelige borgere, der bor og arbejder i kredsens udsatte boligområder.

 

Tryghedsundersøgelse 2021


Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

16. april 2024

Fyns Politi

To mænd dømt for omfattende bedrageri

Mandag den 15. april 2024 blev to mænd idømt fængselsstraf for bedrageri og databedrageri ved retten i Svendborg. Dermed er tre personer blevet dømt i sagen om omfattende bedrageri, da en tredje gerningsmand blev dømt den 5. april 2024.

11. april 2024

Fyns Politi

Fyns Politi fjerner flere hunde på grund af groft uforsvarlig behandling

Flere hunde er af racen rottweilere er torsdag blevet fjerne fra en borger, da vedkommende ikke kunne tage vare på hundene. Der er tale om en 31-årig mand, der nu er sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.

11. april 2024

Fyns Politi

Aktion ”Lommebamser” i Fyns Politi

Børn kan have brug for lidt ekstra tryghed, når de møder politiet i forbindelse med en voldsom eller ubehagelig hændelse. Derfor har Fyns Politi sat gang i aktion ”Lommebamse-ven”, som består i små hæklede og strikkede bamser, som både uniformerede patruljer og efterforskere kan benytte, når de rykker ud til en hændelse, hvor et barn er involveret og måske har brug for en ekstra ven at kramme. ​