Spring til hovedindhold

Forslag

Sikkerhedsråd til festivalgæster

Få gode råd til, hvordan du får en god og sikker festivaloplevelse, og hvad du som forælder til en festivalgæst bør være opmærksom på.

Roskilde Festival

Hver sommer drager tusindvis af danskere på musikfestival, og hver sommer er der nogen, der kommer galt af sted og/eller bliver udsat for tyveri, overgreb, svindel e.l., som de måske kunne have undgået ved at følge nogle simple sikkerhedsråd fra politiet.

 

Ikke al kriminalitet kan undgås, men du kan beskytte dig selv mest muligt ved at følge vores festivalråd. Hvis du er forælder til en teenager på vej på festival, så tal med ham/hende om rådene.

 

Bemærk at der gælder de nøjagtig samme regler på festivaler som alle andre steder, og der er derfor ikke "frit lejde" til at foretage dig ting, som du heller ikke må foretage dig andre steder.

Inden festivalen
Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie inden, du tager på festival om, at du ringer eller sender en SMS hjem med jævne mellemrum, så de ved, at du har det godt.

Køb kun billetter fra officielle billetudbydere eller undersøg, om festivalarrangøren har en service for videresalg mellem private.

 

Køber du alligevel billetter af andre, så tjek altid, at samme navn figurerer på billetten, MobilePay-kontoen (som kan spores) og fx sælgers Facebook-profil.

 

Undgå at tiltrække svindlere ved selv at lave et opslag, hvor du søger billetter.

Festivalgængere får ofte stjålet deres billetter, mens de ligger i kø. Vær derfor meget opmærksom på dine ting, mens mange mennesker er samlet.

 

Hvis du er på en festival, hvor du får et midlertidigt armbånd, så sørg for at få det byttet til det rigtige armbånd, så snart du har mulighed for det.

Under festivalen

Lad ikke penge og værdigenstande blive tilbage i teltet. Der er folk, der kun tager på festival for at stjæle, og lommetyverier og tyverier fra folks telte er et af de største problemer på festivalerne.

 

Tyvene er især ude efter tablets, mobiltelefoner og kameraer. Lad det dyre udstyr blive hjemme, hav det på dig, eller lås det inde.

Pas på hinandens ting, og hold øje med naboens telt. Hvis du ser noget mistænkeligt, nogen der ikke hører til, eller nogen der lusker rundt, så underret festivalvagterne eller politiet på tlf.: 114.

Lad være med at stille drinks, hvor andre kan putte noget i dem. Hold dig fra euforiserende stoffer, og drik alkohol med fornuft.

 

Pas på hinanden. Hvis du selv eller en ven eller veninde alligevel har fået for meget at drikke, så sørg for, at du, han eller hun ikke er alene.

Hvis skaden er sket

Hvis du er blevet udsat for lommetyveri, tyveri fra dit telt, svindel eller anden form for mindre kriminalitet, kan du anmelde det på politiets hjemmeside.

 

Annmeld

 

Du kan også ringe tlf.: 114 eller møde op på en politistation.

Er du ude for noget mere alvorligt, som fx igangværende vold eller anden personfarlig kriminalitet, så tilkald politiet ved at ringe tlf.: 112.

 

Hvis det ikke haster, så ring tlf.: 114, eller tag kontakt til en af festivalvagterne, som ved, hvordan du hurtigt får fat i politiet.

Afvis cookies