Spring til hovedindhold

Forslag

Administrative medarbejdere med stærke sproglige kompetencer til PET

Søborg, Politiets Efterretningstjeneste

Har du flair for administrativt arbejde og lyst til at være med dér, hvor tingene sker, og evner du at løbe stærkt uden at miste overblikket? Så er et job i PET måske noget for dig.

PET søger et antal administrative medarbejdere til PET’s Visitationscenter, der er et operativt center under Afdelingen for Kontraterrorisme, og som beskæftiger både administrative medarbejdere, polititjenestemænd og akademikere.

Visitationscenteret har en nøglefunktion i forhold til PET’s opgaver med at identificere, forebygge, efterforske og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund, idet al information til og fra PET behandles her, lige som centeret er med til at sikre PET en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

Om jobbet
Som en del af PET’s Visitationscenter vil du være med til at visitere de informationer, der tilgår PET, og du vil få ansvar for at vurdere, sagsbehandle og journalisere disse informationer hurtigst mulig og i høj kvalitet. Dine primære arbejdsopgaver vil være visitering, søgning og journalisering inden for mange forskellige sagsområder, herunder kontraterrorisme.

Arbejdet foregår ved hjælp af flere forskellige IT-systemer og ofte på baggrund af fremmedsprogligt materiale samt i tæt samarbejde med dit team, og der er en stor kontaktflade til alle husets forretningsområder.

Om dig
Du har en relevant uddannelse inden for det administrative område, og du har stærke kompetencer på både dansk og engelsk. Da al sagsbehandling foregår elektronisk, er det vigtigt, at du har særdeles gode it-kompetencer, ligesom det vil være en fordel, hvis du interesser dig for samfundsforhold og er god til at samarbejde.

Som person er du serviceminded og fleksibel både med hensyn til arbejdsopgaver og tider. Du kan holde hovedet koldt og humøret oppe, også når der er travlt, og du leverer altid høj kvalitet.

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge

Ansættelsesforhold

Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2020.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det forventes, at ansøgere behandler ansøgnings- og eventuel ansættelsesproces med den højeste grad af diskretion. Ved eventuel ansættelse vil yderligere vejledning omkring fortrolighed blive givet.

Kontakt

Ønsker du yderligere information vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte telefonnummer 5128 8523 . I hverdage mellem 12-13. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 34 - 35.

Ansøgningsfrist: 17. august 2020
Søg stillingen

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

Afvis cookies