Spring til hovedindhold

Forslag

PET søger datavidenskabelige studentermedhjælpere

Søborg, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste

Har du stærke færdigheder inden for databehandling, programmering og visualisering af data? Vil du arbejde for at beskytte Danmark mod spionagetruslen fra fremmede magter? Så er det måske dig, vi søger!

Center for Statslige Aktører i PET søger flere studentermedhjælpere, der skal indgå i vores efterretningsteams i arbejdet med spionagetruslen mod Danmark.

Om jobbet
Vi tilbyder et alsidigt og spændende studiejob med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Som studentermedhjælper vil du indgå i et team af dedikerede efterretningsanalytikere og efterforskere. Du vil blive præsenteret for mangeartede opgaver og teamarbejde, hvor forskellige kompetencer er repræsenteret. Tæt samarbejde med dine kollegaer er centralt i den daglige opgavevaretagelse.

PET søger flere studentermedhjælpere til en bred vifte af arbejdsområder, og du vil bl.a. medvirke til, at:
• Støtte centrets faste medarbejdere med teknisk bearbejdning af indhentede informationer. Her vil du bl.a. skulle behandle og visualisere data, ligesom der er mulighed for i samarbejde med dine kolleger at udvikle nye analyse- og bearbejdningsmetoder.
• Modtage og selv indhente informationer fra forskellige åbne og lukkede kilder, der skal valideres. Det er derfor en klar fordel, hvis du kan demonstrere en kreativ, kritisk og konstruktiv tilgang til databehandling.

Hvem er du?
Du studerer på en relevant videregående uddannelse. Den ideelle kandidat besidder flere af følgende kvalifikationer:

• Gode formuleringsevner på skrift og i tale på dansk såvel som på engelsk.
• Arbejder struktureret, systematisk og ansvarsbevidst.
• Kendskab til generelle samfundsforhold og international politik.
• Præsterer høj kvalitet i opgaveløsningen og har øje for detaljer.
• Besidder stærke færdigheder inden for databehandling. Erfaring med programmering og datavisualisering er en fordel, men ikke et krav.
• Trives med at arbejde selvstændigt, men også i teams, hvor der udvises ansvarsbevidsthed.
• Interesse for efterretningsprocesser- og begreber

Derudover lægger vi vægt på, at du er fleksibel, selvstændig og omstillingsparat. Det er afgørende, at du har stærke samarbejdsevner og kan holde hovedet koldt, når der med kort varsel skal leveres ad hoc produkter.

Ansættelsesforhold

Stillingen er som udgangspunkt på 10-15 timer ugentligt og kan tilrettelægges med den enkelte, så det passer til studiet. Stillingen ønskes besat pr. 1. april.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste med adresse på Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det anbefales, at du som ansøger ikke videregiver oplysninger om din ansøgnings- og eventuelle ansættelsesproces hos PET. Ved eventuel ansættelse vil yderligere vejledning omkring fortrolighed blive givet.

Kontakt

Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk.

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

Alle kvalificerede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 5 og 6.

Ansøgningsfrist: 21. januar 2019
Søg stillingen

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

Nej tak til cookie