Spring til hovedindhold

Forslag

Profil med stærke psykologiske kompetencer til Forebyggelsescentret i PET

Søborg, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste

Har du indgående indsigt i menneskers adfærd, psyke og motivationsprocesser, og har du erfaring med at bruge denne indsigt i psykologiske analyser og personvurderinger?

Som en del af PET’s Forebyggelsescenters analyseenhed vil du være med til at understøtte det forebyggende arbejde i vores forskellige udadgående teams. Den tidlige forebyggende indsats har høj prioritet hos PET, fordi erfaringen viser, at dette arbejde bidrager effektivt til at reducere sikkerhedsmæssige risici. I forebyggelsescentret udvikler vi løbende nye metoder og tilgange til vores arbejde, og gennem de seneste år har vi opbygget en række samarbejdsorienterede og inkluderende programmer og redskaber med henblik på at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme.

Om jobbet
Som efterretnings- og sikkerhedstjeneste moniterer PET terrortrusler mod det danske samfund. I det forebyggende arbejde er det således særligt centralt at forstå de personer og netværk, som denne trussel kan udgå fra, herunder hvilke psykologiske faktorer og processer der påvirker eller motiverer bekymrende adfærd og handlinger. En forståelse for sådanne risikofaktorer, psykologiske processer og gruppedynamikker er afgørende for at kunne iværksætte relevante forebyggende tiltag. Du bliver som ansat i Forebyggelsescentrets analyseenhed således en central del af det hold, der sikrer den fortsatte udvikling af psykologiske analyser og vurderingsværktøjer til brug for person- og farlighedsvurderinger i PET. Du får ligeledes en understøttende rolle i Forebyggelsescentrets Exitindsats, hvor du blandt andet vil bidrage til at styrke anerkendende og motiverende samtaleteknikker.

Som en del af ovenstående er det en central del af jobbet, at du holder dig opdateret på det psykologiske og psykiatriske felt, herunder den nyeste viden og best practice.

Om dig
Du har en relevant uddannelse på kandidatniveau fx som psykolog, psykiater eller lignende. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med psykologiske vurderingsværktøjer, herunder risiko- og farlighedsvurderinger. Det er ligeledes en fordel, hvis du har særlig viden og kompetencer inden for det personlighedspsykologiske, socialpsykologiske og/eller adfærdspsykologiske felt samt erfaringer fra det klinisk psykologiske eller psykiatriske område. Endelig er det en fordel, at du har kendskab til radikaliseringsprocesser og voldelig ekstremisme samt en interesse for efterretningsarbejde og - analyse.

Du er udviklingsorienteret og visionær. Du er nytænkende og nysgerrig, initiativrig og kreativ. Du skal arbejde systematisk og struktureret og kunne omsætte din viden og analyser til operativ tænkning og skarpe vurderinger for derigennem at skabe resultater med dine kolleger. Du har et stort drive, kan arbejde selvstændigt og nyder at være proaktiv i forhold til både faste og ad hoc opgaver. Du trives med at samarbejde på tværs af faggrænser, har god dømmekraft og en høj grad af personlig integritet, moral og etik. Du er fleksibel og trives i en foranderlig og til tider hektisk hverdag med mange bolde i luften.

Ansættelsesforhold

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Ansættelse finder sted på et niveau, der fastsættes på baggrund af erfaring og kompetence og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Dit nye arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste med adresse på Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed, hvilket ansøger skal være opmærksom på ‎i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen.

Kontakt

Ønsker du yderligere information vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte Forebyggelsescentret på tlf. 25 64 53 42. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Alle kvalificerede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Samtaler forventes afholdt i uge 23.

Ansøgningsfrist: 27. maj 2019
Søg stillingen

Politiets Efterretningstjeneste
Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

Afvis cookies