Spring til hovedindhold

Forslag

Java udviklere til PET

Søborg, Politiets Efterretningstjeneste

Udviklingen i trusselsbilledet sætter krav til digitaliseringen af Politiets Efterretningstjeneste, hvor der fortsat og i tiltagende grad skal udvikles velfungerende it-løsninger og –systemer. Som Javaudvikler står du i midten af udviklingen, videreudviklingen og vedligeholdelsen af de kritiske it-løsninger, som PET’s medarbejdere bruger i arbejdet med at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund.

Vi tilbyder en central rolle i den fortsatte digitalisering af Politiets Efterretningstjeneste. Når du bliver udvikler i PET, bliver du en del af et stærkt team, der hver dag arbejder for at udvikle og forbedre sikkerheden og trygheden i Danmark.

Vi tilbyder dig en række spændende opgaver hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med brugere, eksterne specialister og kolleger i Center for Digitalisering og IT. Du bruger dine stærke kompetencer inden for bl.a. Java i tæt samarbejde med dit systemteam med fokus på vedligeholdelse og videreudvikling af PET’s mest centrale systemer Du får til hverdag desuden et tæt samarbejde med it-projektledere, forretningsanalytikere, it-arkitekter mv.

Vedligeholdelse og videreudvikling indebærer forskellige opgaver, men de vigtigste er:

• Udviklingsopgaver indenfor gængse programmeringssprog særlig Java og front-end frameworks
• Udviklingsopgaver med anvendelse af Spring Boot, performance og monitorering samt containerteknologier
• SQL og Javascript relaterede opgaver
• Analyse af tekniske problemer - og løsning med fokus på brugernes behov.

Endelig tilbyder vi et fællesskab med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du får en masse dygtige kollegaer, der vil se frem til at samarbejde med dig og skubbe til din udvikling, ligesom de forventer, at du gør det samme ved dem. I PET investerer vi i at udvikle og dygtiggøre vores ledere såvel som vores medarbejdere.

Om dig
Du har mindst 3 års erfaring med Java og tilhørende værktøjer, så du hurtigt kan sætte dig ind i mange forskellige tekniske og udviklingsfaglige problemstillinger. Derudover forventer vi, at du:

• har god erfaring med SQL, JavaScript og tilsvarende teknologier på et niveau, hvor du kan sætte dig ind i og bidrage med løsningsforslag til faglige problemstillinger på området.
• er i stand til at bevare overblikket over komplekse løsninger og har evnen til at formidle de tekniske løsninger på brugerniveau
• tager ansvar for kvaliteten af egne og teamets leverancer, så de svarer til brugernes behov og forventninger.
• har evnen til at holde fast i problemer, når de opstår, så du finder årsagen til fejlen - og får den løst.

Vi byder din dedikation, din idérigdom og dine gode samarbejdsevner velkommen. Du skal også bruge din gode dømmekraft til at træffe de rette valg og være robust, når vilkårene omkring dig ændres. PET er en aktiv del af samfundet, hvorfor din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver er gode forudsætninger for at lykkes. Fastholder du samtidig en positiv tilgang, ser muligheder og gennemskuer hurtigt nyt, så falder du helt sikkert godt til.

Ansættelsesforhold

Stillingen ønskes besat d. 1.1.22

Du bliver ansat på relevant overenskomst.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det anbefales, at ansøgere behandler ansøgnings- og eventuel ansættelsesproces med den højeste grad af diskretion. Det betyder, at ligesom vi ikke fortæller nogen, at du har søgt et job hos os, bedes du tilsvarende ikke dele denne oplysning med nogen.

Ved eventuel ansættelse vil du modtage yderligere vejledning omkring fortrolighed.

Kontakt

Inden du søger stillingen, skal du læse mere om jobbet i den uddybende stillings- og kapabilitetsbeskrivelse på følgende link:

https://www.pet.dk/Publikationer/~/media/Rekruttering2021/JavaudviklerStillingsogkapabilitetsbeskrivelsepdf.ashx

Du er velkommen til at kontakte den HR-rekrutringsansvarlige på Rpchg-hr-administration@politi.dk

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 1. november 2021
Søg stillingen

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.