Spring til hovedindhold

Forslag

Teamleder til direktionsbetjening i PET

Søborg, Politiets Efterretningstjeneste

Teamleder til styring af direktionsbetjening på kontraspionageområdet

Vi står for din, Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Vi arbejder med loven i hånden – også i samfundets skyggesider. Det er vores pligt at opspore, undersøge og stoppe dem, der truer vores samfund og demokrati, og dem, som vil os det ondt. Vi er Politiets Efterretningstjeneste – den nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste. Vi arbejder for dig – vil du arbejde for os?

Vi tilbyder en central rolle i en sammentømret og velfungerende sektion med fokus på godt arbejdsklima og plads til det hele menneske. Sektionen hedder Strategisk Analyse og Leverance, og er en stabsfunktion i Kontraspionageafdelingen. Som Teamleder for Leverance-teamet vil du få rig lejlighed til at skabe samarbejdsrelationer på tværs af hele huset, ikke mindst i egen afdeling, hvor du vil få en bred og dyb kontaktflade. Vi vægter vores samarbejdsrelationer meget højt, og vi leder efter en person, der kan videreføre den gode ånd, der præger dem nu, og samtidig holde en høj kvalitet i sagsbehandlingen.

Vi tilbyder dig en række spændende opgaver, herunder at være stedfortræder for sektionslederen. Du vil også skulle sikre en god sagsstyring af afdelingens direktionsbetjeningsprodukter, og stå for sagsbehandling, så der ydes relevant, korrekt, rettidig direktions- og ministerbetjening. Dit stærke kundefokus skal du bruge til at sikre produkterne udviser en stor omverdensforståelse, og dine gode samarbejdsevner og forståelse og respekt for andre fagligheder skal bl.a. bruges når du giver konstruktiv feed-back på andres skriftlige produkter.

Endelig tilbyder vi et fællesskab med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du får en masse dygtige kollegaer, der vil se frem til at samarbejde med dig og skubbe til din udvikling, ligesom de forventer, at du gør det samme ved dem. I PET investerer vi i at udvikle og dygtiggøre vores ledere og medarbejdere.

Om dig
Vi søger en person med gode samarbejdsevner og evnen til at se positivt på opgaverne. Disse evner, kombineret med din gode omverdensforståelse gør at du er i stand til at se forbedringspotentiale og gør at du kontinuerligt arbejder for at løfte kvaliteten af afdelingens skriftlige produkter

Du har som minimum 3 års relevant erfaring (fx med direktions- og eller ministerbetjening). Du har også gode skriftlige formuleringsevner og gerne indsigt i relevante ministerområder (fx UM, FMN el. JM). Gode interpersonelle kompetencer vægtes, på linje med dine samarbejdsevner, højt.

Ansættelsesforhold

Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2022.

Du bliver ansat på overenskomst vilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centraleorganisation.

Dit arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det forventes, at ansøgere
behandler ansøgnings- og eventuel ansættelsesproces med den højeste grad af diskretion. Ved eventuel ansættelse vil yderligere vejledning omkring fortrolighed blive givet.

Kontakt

Inden du søger stillingen, skal du læse mere om jobbet i den uddybende stillings- og kapabilitetsbeskrivelse her:

https://www.pet.dk/Publikationer/~/media/Rekruttering2021/StillingsogkapabilitetsbeskrivelseTeamledertilLeverancepdf.ashx

Du er velkommen til at kontakte den HR-rekrutteringsansvarlige alle hverdage mellem 12:00-15:00 på 5136 4435. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 12. december 2021
Søg stillingen

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.