Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

17. september 2026 11:12

Lattergas-screener: Tre bilister dømt for lattergaskørsel

Retten i Glostrup har nu dømt tre bilister for at køre med lattergas i blodet. I alle tre sager indikerede et screeningsapparat, som politiet aktuelt tester, lattergas i førernes udåndingsluft. Efterfølgende blodprøver påviste lattergas i blodet.

Foto af lattergas-screener ved udåndingstest

Siden 10. november 2025 har der ifølge lovgivningen været nultolerance over for at føre eller forsøge at føre et motorkøretøj med lattergas i blodet.

Lattergas er klassificeret som farligt for færdselssikkerheden, og lattergaskørsel straffes efter reglerne om narkokørsel.

Københavns Vestegns Politi har siden årsskiftet sammen med Fyns Politi testet et screeningsapparat, som kan indikere lattergas i udåndingsluften. Apparatet bruges som et screeningsværktøj på samme måde som det kendte alkometer.

Det er en efterfølgende retskemisk undersøgelse af en blodprøve, der kan påvise lattergas i blodet.

I tre sager fra januar har Retten i Glostrup nu dømt førerne for lattergaskørsel.

• 6. januar – Gladsaxevej
Kort før kl. 01 standsede en patrulje en 29-årig mand fra Nivå på Gladsaxevej. Betjentene skønnede ham påvirket, og en udåndingsprøve i screeningsapparatet indikerede lattergas i hans udåndingsluft. Han blev anholdt, og omkring en time senere fik han udtaget en blodprøve. En retskemisk undersøgelse påviste, at der var lattergas i blodet.
Den 31. august blev han idømt en bøde på 5.500 kroner svarende til en måneds nettoløn og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år. Han har anket sagen.

• 7. januar – Jyllingevej i Rødovre
Natten til den 7. januar standsede en patrulje en dengang 21-årig mand fra Ishøj på Jyllingevej. Betjentene skønnede ham påvirket og fandt lattergasflasker i bilen. Screeningsapparatet indikerede lattergas i hans udåndingsluft, og han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Den retskemiske undersøgelse påviste lattergas i blodet.
Den 30. juni blev han idømt en bøde på 1.500 kroner og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år for lattergaskørslen. Han modtog dommen.

• 15. januar – Torvevej i Vallensbæk
Kl. 23 standsede en patrulje en 23-årig mand fra Vallensbæk på Torvevej. Betjentene skønnede ham påvirket og så en lattergasflaske i bilen. En anden patrulje med screeningsapparatet blev tilkaldt, og screeningen indikerede lattergas i hans udåndingsluft. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Den retskemiske undersøgelse påviste lattergas i blodet.
Den 3. september blev han idømt en bøde på 6.000 kroner svarende til en måneds nettoløn og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år. Der er mulighed for at anke dommen til inden for 14 dage.

– Det er farligt at køre rundt i trafikken påvirket af lattergas, og der er nultolerance på området. Dommene viser, at lattergas både kan spores i udåndingsluften og påvises i blodprøver, siger anklager Simone Holst, Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Nultolerance og forhøjet straf ved gentagelse 

Lattergas blev den 10. november 2025 klassificeret som farligt for færdselssikkerheden. Det betyder, at der er nultolerance over for lattergas i blodet under kørsel.

Lattergaskørsel straffes efter reglerne om narkokørsel.

Ved en førstegangsovertrædelse er udgangspunktet en bøde svarende til en måneds nettoløn og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år.
Andengangsovertrædelse stiger i udgangspunktet til 10 dages fængsel og frakendelse af førerretten i fem år. Ved en tredjegangsovertrædelse er udgangspunktet 20 dages ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i 10 år.

 

Relateret omtale

Pilotprojekt: Nyt udstyr skal vise, om trafikanter er påvirkede af lattergas (Rigspolitiet, 30-06-2026)

 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

29. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Syv års fængsel for kokain og opbevaring af våben

En 23-årig mand er idømt syv års ubetinget fængsel for at besidde 700 gram kokain til videresalg og et våbenlager.

18. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Dømt for flere voldtægter

En 43-årig mand fra Brøndby Strand er idømt fem års fængsel for gentagne voldtægter af sin daværende hustru og voldtægt af en kvinde, som han kørte som taxachauffør. Han blev samtidig udvist af Danmark i 12 år.

16. september 2026

Københavns Vestegns Politi

Fængselsstraf til lattergaspusher

En 33-årig mand fra Brønshøj skal tre måneder i fængsel for 18 handler med i alt 470 flasker lattergas forskellige steder på Vestegnen.