Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

4. maj 2023 11:52

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. maj 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. maj 2023 kl. 07.00 til 4. maj 2023 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Rørsangervej, Roskilde
Mosevænget, Roskilde
Klovbygade, Jerslev Sj.
Sæbyvej, Ruds-Vedby
Mullerupvej, Mullerup, Slagelse

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Kirkevænget, Rørvig (2 anmeldelser)

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Møllevej, Tølløse
Munkholmvej, Holbæk



Kom og mød politiet – Kalundborg / Holbæk

I både Kalundborg og Holbæk er der i de kommende dage god mulighed for at møde politiet og se noget af vores udstyr.

Fredag arrangerer Marinehjemmeværnet ”Mød os i uniform” på Vestre Havneplads i Kalundborg, hvor der også er mulighed for at se brandvæsnet, redningshelikopter og meget mere. Vi kommer til at være der med både den mobile politistation, færdselspolitiet og vores helt nye type af patruljevogn. Det er også en god mulighed for at få en snak med politipersonalet, hvis du går med tanker om at søge ind i politiet. Det sker alt sammen mellem kl. 11 og kl. 16.

Lørdag er det så i Holbæk, at der er ”Biler i Bymidten” arrangeret af Holbæk Byforum. Kom og mød os og alle de andre, der kører med blå blink, ved Lindevej/Ahlgade. Det sker i tidsrummet kl. 10 og kl. 15.
God fornøjelse!


Sprøjtemidler stjålet ved indbrud på landbrugsejendomme - Kalundborg

Tre landbrugsejendomme i hhv. Jerslev, Ruds-Vedby og Mullerup i Kalundborg kommune blev natten mellem tirsdag og onsdag udsat for indbrud.

Tyven(e) skaffede sig adgang, herunder ved opbrydning, til opbevaringssteder, hvorfra sprøjtemidler af forskellig art og mængde blev stjålet. De stjålne sprøjtemidler var alle til erhvervsmæssig brug inden for landbrug.

Sprøjtemidlerne har samlet set en værdi af et større sekscifret beløb og er både flydende væsker og i pulverform.

Da sprøjtemidlerne i omfang og vægt mv. fylder og vejer meget, formoder politiet, at et køretøj kan være blevet anvendt til borttransport af de stjålne varer.

Politiet har undersøgt de tre gerningssteder i et forsøg på at finde spor efter tyven(e) og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser.

I mellemtiden ønsker politiet at høre fra personer, der måtte have set mistænkelig aktivitet ved landbrugsejendomme i den sydligste del af Kalundborg kommune i løbet af natten mellem tirsdag og onsdag.

Endvidere vil politiet også gerne høre fra personer, der har oplysninger om opbevaringen af de stjålne sprøjtemidler eller måske får disse tilbudt på uautoriseret vis, idet sprøjtemidlerne er til erhvervsmæssig brug og således ikke kan erhverves i detailhandlen.

Oplysninger af enhver art om sprøjtemidlerne kan gives til politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 08.29 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en lastbil og en personbil var impliceret i det vestgående spor på Holbækmotorvejen ved Roskilde øst for broen ved Lindenborgvej.

Det viste sig, at en 45-årig kvinde fra Aarhus var kørt uden om en lastvogn, som 32-årig mand fra Svinninge førte i vognbanen længst til højre på motorvejen.

Formentlig på grund af vindforholdene ved passagen af lastbilen ramte den kvindelig bilist ind i siden på lastbilen, så der skete mindre materiel skade på begge køretøjer.

Airbaggen i kvindens bil blev udløst, men både hun og lastbilchaufføren var sluppet uden behandlingskrævende skader, hvorfor politiet blot registrerede omstændighederne ved sammenstødet.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Køge

Kl. 08.38 var en 63-årig mand fra Karlslunde forulykket i sin personbil, da han kørte ad Vestmotorvejen mod vest.

I forbindelse med en overhaling af et køretøj havde han mistet kontrollen over bilen, som efterfølgende havde ramt midterautoværnet, så der opstod skader på bilen. Som følge af uheldet var jord blevet spredt ud på kørebanen, så vognbanen tættest på midterrabatten var kortvarigt spærret i forbindelse med rengøringsarbejdet.

Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, da den 63-årige var sluppet uden behandlingskrævende skader og uden at involvere øvrige trafikanter i uheldet.

Hurtig motorcyklist – Darupvej, Roskilde

Kl. 11.08 målte færdselspolitiet en motorcyklist til at køre med mindst 85 km/t ad Darupvej i vestlig retning, selv om højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejen er beliggende i tættere bebygget område.

En 28-årig mand fra Kalundborg blev fører af motorcyklen sigtet for hastighedsovertrædelsen, som ud over en bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. også vil medføre påstand om en betinget frakendelse af kørekortet.

Urigtige oplysninger til politiet – Roskildevej, Holbæk

Kl. 12.45 standsede en patrulje en personbil med to mænd i med henblik på en rutinemæssige kontrol af føreren og køretøj, da bilen kørte ad Roskildevej mod syd i Holbæk.

Bag rattet sad en mand, der ikke kunne fremvise noget kørekort og i den forbindelse oplyste, at han havde glemt at medbringe det under kørslen. Manden blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og oplyste i den anledning sin identitet som en 39-årig mand.

En nærmere kontrol af den oplyste identitet gav politiet anledning til at tro, at føreren af bilen var en anden mand end den, som han havde oplyst at være. Da føreren i mellemtiden også havde deltaget i en narkometertest, der havde givet udslag for påvirkning af narkotika under kørslen, blev manden anholdt i forbindelse med en sigtelse for både narkokørsel og overtrædelse af straffelovens bestemmelser om, at en uskyldig kunne være blevet retsforfulgt på grund af den forkerte identitet.

Føreren blev identificeret som en 34-årig mand fra Søborg, som ikke havde noget kørekort, fordi førerretten i forvejen var frakendt ham.

Det medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, men den 34-årige blev dog løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne mod ham.

Passageren i bilen – en 30-årig mand fra Holbæk – blev også sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han som ejer af personbilen havde overladt føringen af køretøjet til en person, der ikke lovligt kunne være fører.

Begge sigtede mænd kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Færdselsuheld – Buerupvej / Fælledvej, Buerup, Jyderup – Kalundborg

Kl. 14.49 var to trafikanter stødt sammen i krydset Buerupvej – Fælledvej, så en akutbil og en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 87-årig mand fra Kalundborg var kørte ad Fælledvej i østlig retning frem til krydset ved Buerupvej, hvor han ville svinge til venstre ad Buerupvej i nordlig retning.

Efter fremkørsel over Fælledvejs vigelinjen og under svingningen blev den 87-åriges bil påkørt på venstre side af en varebil, som en 40-årig mand fra Høng førte ad Buerupvej i sydlig retning.

Umiddelbart var ingen af parterne kommet til skade ved sammenstødet, men den 87-årige blev dog alligevel kørt til et check på skadestuen.

Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Knivloven og lov om euforiserende stoffer – Havevang, Holbæk

Kl. 16.00 medførte en rutinemæssig kontrol af en personbil og personer i den også en sigtelse for overtrædelse af lovgivningen, da politiet standsede bilen på Havevang i Holbæk.

Der var fire mænd på 20, 20, 23 og 24 år i bilen, og af disse blev den 23-årige, som var fra Holbæk, sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.

I bilen havde politiet en mindre kniv ved det sted, hvor den 23-årige sad i bilen, ligesom han selv havde en lille klump hash på 0,1 gram på sig.

Den 23-årige nægtede sig skyldig i lovovertrædelserne, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet herom, når sagerne skal afgøres.

De tre øvrige i bilen blev ikke sigtet for noget ved politiets kontrol af dem.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Hesseløvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 17.01 blev en 24-årig kvinde fra Nykøbing Sj. anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi hun i forvejen var frakendt kørekortet.

Narkometertesten havde givet udslag for påvirket af cannabis under kørslen, så den 24-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse. Hun kan nu forvente at høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.

Ulovligt arbejde og ophold – Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 17.20 foretog udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi en rutinemæssig kontrol af personalet på en spiserestaurant i Nykøbing Sj.

Blandt flere ansatte på stedet traf politiet en 41-årig kvinde og en 44-årig mand, som begge var fra Kina. De var begge truffet i færd med at udføre arbejde i restauranten, men ingen af dem kunne fremvise hverken opholds- eller arbejdstilladelse til Danmark.

Begge blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om ophold og arbejde i Danmark.

Ved nærmere undersøgelse af de to anholdtes personlige forhold viste det sig, at de tidligere havde haft en nu udløbet opholdstilladelse i Danmark og skulle herefter være udrejst senest i foråret 2021.

De to kinesere blev afhørt til sagerne, som blev afgjort straks, men de forblev i politiets varetægt, mens deres sager vurderes af Hjemrejsestyrelsen til afgørelse af, hvorvidt de skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Narkokørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 21.30 sigtede politiet en 28-årig mand fra Næstved for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning ved Jersie.

En narkometertest havde indikeret, at han var påvirket af kokain under kørslen i bilen, som han ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde noget kørekort.

Den 28-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og kan således forvente at høre fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Lov om euforiserende stoffer – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 00.35 ønskede en patrulje at kontrollere en cyklist, der kørte ad Holbækvej i Jyderup. Cyklisten ønskede tilsyneladende ikke at tale med politiet og forsøgte at flygte væk ind i en baggård.

Her fik patruljen kontakt til en 41-årig mand fra Jyderup, som blev fundet i besiddelse af godt to gram amfetamin. Da politiet fik kigget sig omkring, fandt patruljen få meter væk to plader hash ligge på jorden. Hashen havde en samlet vægt på 187 gram og kunne ifølge politiets mistankegrundlag være smidt på stedet af den 41-årige, som også blev sigtet for at have været i besiddelse heraf.

Ved en efterfølgende ransagning af mandens bopæl fandt politiet yderligere knap et gram hash, som også blev beslaglagt sammen med de øvrige fundne stoffer.

Den 41-årige erkendte besiddelse af amfetaminen og hashen på bopælen, men nægtede kendskabet til de 187 gram hash i baggården. Han kan dog forvente at høre nærmere politiet, når efterforskningen er afsluttet.

Kørsel uden førerret – Haslevvej, Ringsted

Kl. 01.36 blev en personbil kørende ad Haslevvej i sydlig retning syd for Ringsted standset med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Bag rattet i bilen sad en 27-årig kvinde fra Fredericia, som havde et såkaldt kørselsforbud, som betyder, at hun ikke har nogen førerret og derfor ikke må være fører af et køretøj, hvortil kørekort kræves.

Kvinden blev derfor sigtet for kørsel uden førerret i bilen, som tilhørte et familiemedlem på Sjælland. Hun kan nu forvente at få en bøde for sin kørsel i bilen trods kørselsforbuddet.

Kørselsforbuddet var en konsekvens af en strafferetlig afgørelse for overtrædelse af færdselsloven, efter at hun inden for de første tre år efter erhvervelsen af sit kørekort havde fået to klip.

Et kørselsforbud betyder et forbud mod at køre bil, indtil obligatorisk undervisning er modtaget og en teori- og køreprøve bestået.


OPFØLGNING

 

Varetægtsfængsling – Vanvidskørsel (hastighed / spirituskørsel mv.) – Køge Bugt Motorvejen, Greve

En 24-årig mand fra Litauen blev onsdag ved et grundlovsforhør kl. 13.30 i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 25. maj 2023.

Anklagemyndigheden havde præsenteret ham for sigtelser for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at have forvoldt nærliggende fare for andre og for flere overtrædelser af færdselsloven, idet han under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden førte en personbil ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning med hastigheder væsentlig over det tilladte i flere tilfælde, under påvirkning af spiritus med en promille på 1,94 i blodet, under påvirkning af kokain samt kørsel på en sådan måde, da han ville flygte fra færdselspolitiet, at en anden bilist måtte bremse for at undgå sammenstød.

Retten bestemte endvidere, at beslaglæggelsen af litauerens bil kunne opretholdes ud fra en antagelse om, at hans kørsel som en samlet vurdering kunne betegnes som vanvidskørsel.

Hele sagen startede, da den 24-årige litauer tirsdag aften som fører af en personbil overhalede en færdselspatrulje på Køge Bugt Motorvejen ved Greve med væsentligt højere hastighed end tilladt på den motorvejsstrækning. Efter en indledende hastighedsmåling fik politiet standset personbilen, men den litauiske fører forsøgte efterfølgende at flygte fra færdselspolitiet, der dog til sidst fik ham standset og anholdt på motorvejen.

Litauerens personbil blev straks beslaglagt, da en vejledende alkometertest havde givet udslag for en formodet alkoholpåvirkning over to promille, således at reglerne om vanvidskørsel kunne bringes i anvendelse.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

9. juni 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. juni 2026

Mand blottede sig for kvindelig cyklist, butiksansat udsat for vold og farligt løbehjul taget med af politiet. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 8. juni 2026 kl. 07.00 til 9. juni 2026 kl. 07.00.

8. juni 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. juni 2026

Mænd på polterabend kørte galt på ATV´er - Tyveri af høretelefoner endte i røveri - Mand i G-streng sigtet for at blotte sig.

5. juni 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. juni 2026

Tre anholdt efter mistænkeligt dødsfald, efterlyst ung kvinde fortsat ikke fundet og bil ramte ind i hus - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. juni 2026 kl. 07.00 til 5. juni 2026 kl. 07.00.