Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

30. september 2019 12:01

Uddrag af døgnrapport fra fredag den 270819 kl. 0700 til mandag den 300819 kl. 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

               

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Stationsvej, Kalundborg
Lindegårdsvej, Øster Syv, Viby Sjælland
Bakkendrupvej, Bakkendrup, Gørlev
Kærup Parkvej, Benløse, Ringsted
Svejsegangen, Karlslunde
Ladagervej, St Ladager, Lille-Skensved

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Søjlegården, Greve
Planetvej, Kaldred, Eskebjerg
Vestervangen, Allerup, Holbæk
Fjordparken, Allerup, Holbæk
Bakkedraget, Hørve (2 adresser)
Søgårdssvinget, Svinninge, Nørre Asmindrup
Frederiksborgvej, Roskilde
Emilievej, Køge
Elmelyparken, Solrød Strand

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Pilemosevej, Kaldred, Eskebjerg
Ved Kajen, Nykøbing Sjælland

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Hovedgaden, Borup

Fredag-lørdag


Hjemmeplejer bortviste kvinde fra borgers hjem – Æblehaven, Roskilde

Kl. 07.59 kontaktede en 50-årig kvindelig medarbejder i hjemmeplejen politiet og forklarede, at hun havde været på arbejde hos en borger på Æblehaven. Under besøget stod der pludselig en yngre kvinde på ca. 18-25 år i borgeren hjem, som fortalte, at hun havde mistet sin telefon. Den 50-årige kvinde fortalte den unge kvinde, at det ikke gav hende ret til at gå ind i andre hjem, hvilket fik den yngre kvinde til at forlade adressen, og hun forsvandt efterfølgende fra stedet. 
Politiet ved ikke, hvad den yngre kvindes hensigt var, men vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis overfor alle fremmede, der henvender sig på deres bopæl. Vær skeptisk når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at blive lukket ind. Politiet opfordrer til, at man sikrer sig så godt som muligt for at mindske risikoen for tyveri. Borgere kan blandt andet hente gode råd hos det kriminalpræventive råd: http://www.dkr.dk/tricktyveri.

Butikstyv havde mere på samvittigheden – Stationscentret, Roskilde

Kl. 08.33 tilbageholdt en dagligvareforretning en butikstyv, en 41-årig mand uden fast bopæl, som havde fjernet flere genstande fra butikken. Politiet kom frem til stedet, hvor manden erkendte forholdet, som han blev sigtet for. Det viste sig, at manden var eftersøgt til en fogedretssag, og manden blev derfor anholdt og transporteret til fogedretten i Roskilde, så han kunne få sit udestående med dem ud af verden. Manden er fortsat siget for butikstyveri.

Færdselsuheld på Vestmotorvejen – Bjæverskov – Køge

Kl. 14.26 fik politiets vagtcentral en anmeldelse om et færdselsuheld på motorvejen med 5 køretøjer, der var kørt sammen, da en af parterne bremsede kraftigt op på grund af kødannelse på motorvejen. Politiet mistænkte, at en af de implicerede bilister, en 19-årig mand fra Køge, var påvirket af alkohol, og han blev derfor sigtet og var anholdt, mens der blev udtaget en blodprøve. I den 19-åriges køretøj havde befundet sig en 28-årig mand fra Køge, som under kørsel havde ligget i køretøjets lastrum, hvor der hverken var sæder eller seler. Den 28-årige klagede over smerter og blev kørt til sygehuset, hvor det viste sig, at han havde pådraget sig et brud på ryggen under sammenstødet. Motorvejen var i forbindelse med oprydningsarbejdet lukket helt af. Politiet optog rapport på stedet, og den 19-årige vil høre nærmere, når resultatet af blodprøven foreligger.

Spritbilist på Holbækmotorvejen – Kirke-Såby, Lejre

Kl. 21.27 kontaktede en politibetjent politiets vagtcentral, da han i sin fritid havde observeret en personbil på motorvejen, som blev ført med varierende hastighed og slingrende. Det gik direkte i politinæsen som klassiske tegn på spirituskørsel, og kolleger, der var på arbejde, blev tilkaldt og overtog. Politipatruljen kørte hjem til bilisten hjemadresse, hvor de kunne stoppe bilisten, da han kom hjem og efterfølgende konstatere, at manden, en 34-årig mand fra Tølløse, var alkoholpåvirket. Manden blev sigtet og var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, og han kan nu se frem til en hilsen fra politiet, når resultatet af blodprøven er klar.     

2 maskerede mænd taget på fersk gerning – Svejsegangen, Karlslunde – Greve

Kl. 00.49 ringede en vaks borger til politiet og fortalte, at han kunne se to personer stå på en stige og kigge ind af et vindue. Personerne var ankommet til stedet i en mørk kassevogn, og de to vindueskiggere var begge maskeret. En hundepatrulje kom frem til stedet, hvor de to maskede mænd ikke umiddelbart var til at se. En patruljehund fik derfor lov at snuse lidt rundt og fandt hurtigt de to mænd, som havde forsøgt at gemme sig bag en varebil. Politiet kunne derefter anholde to de to mænd, en 28-årig og en 33-årig mand, begge fra Albertslund, og sigte dem for forsøg på indbrud. Da politiet havde afhørt de to mænd, blev de løsladt igen.

Lørdag til søndag


Vigepligtsuheld – Nordre Ryevej/Ejbyvej, Jenslev, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 11.55 skete et sammenstød, da en varebil som kørte ad Nordre Ryevej, hvor han skulle foretage et venstresving ind på Ejbyvej. Føreren af varebilen, en 57-årig mand fra Brøndby overså en modkørende motorcykel i forbindelse med svingningen, så varebilen ramte motorcyklen på bagskærmen. Motorcyklen væltede, men føreren, en 43-årig mand fra Kirke-Hyllinge, fik småskrammer som følge af uheldet, men ingen personer kom alvorligt til skade.

Gasudslip – Håndværkervej, Solrød Strand

Kl. 12.08 kom et alarmopkald om en overgravet gasledning. Politiets indsatsleder og brandvæsnet kørte til stedet, hvor det blev besluttet af evakuere beboere fra tre nærliggende huse på adressen Hjørnet. Bruddet skete i forbindelse med gravearbejde i en privat have. Efter en lille time var skaden udbedret af en reparatør, så beboerne igen kunne komme hjem til deres huse.

Mand ved jernbanesporet, Trekroner Centervej/Industrivej, Roskilde

Kl. 12.40 fik politiet anmeldelse om, at der stod en mand i mørkt tøj ved togskinnerne. Anmelderen frygtede at manden havde til hensigt at springe ud foran toget. En patrulje kørte frem til stedet, hvor de traf en meget toginteresseret mand, som tog billeder af togene med et stort kamera. Patruljen kunne derfor berolige anmelderen og fortsatte herefter til andre opgaver.

Spirituspåvirket motorcyklist væltede – Hedelandsvej, Roskilde

Kl. 16.04 var en ambulance tilkaldt til at tilse en motorcyklist, som var væltet i forbindelse med at han ville svinge ned ad tilkørslen til motorvejen mod København. Motorcyklisten, en 53-årig mand fra Hvidovre havde slået sit knæ i forbindelse med faldet, men var ikke kommet alvorligt til skade. Føreren var påvirket af spiritus, så politiet blev tilkaldt. Patruljen sigtede og anholdt den 53-årige mand, som fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 53-årige høre mere fra politiet.

Spirituskørsel endte med uheld – Kirkebjergvej/Fuglevej, Lille-Skensved – Køge

Kl. 17.43 kørte en 73-årig mand fra Lille-Skensved ad Kirkebjergvej mod syd. Her kørte han sammen med to modkørende biler i forbindelse med svingning. Den 73-årige forklarede, at hans fod havde sat sig fast imellem pedalerne, og at han derfor ikke kunne bremse, men i stedet svingede. Sammenstødet forårsagede kun lidt materiel skade og ingen personskade. En patrulje kom frem og konstaterede, at den 73-årige var påvirket af spiritus. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 73-årige høre mere i forhold til uheldet og spirituskørslen.

Spiritusbilist gjorde modstand ved anholdelsen – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 03.35 standsede en patrulje en personbil, som kørte langsomt og slingrende ad Ringstedgade i retning mod Ringstedvej. Bilen blev ført af en 42-årig mand fra Roskilde, som var påvirket af spiritus. Han blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Da politiet sagde til manden, at han var anholdt, gjorde han voldsomt modstand. Flere patruljer kom frem til stedet for at assistere med at anholde den ustyrlige mand. Den 42-årige blev ilagt håndjern og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han blev løsladt herefter og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Søndag til mandag


Færdselsuheld med flugtbilist – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 10.19 kom en 75-årig mand fra Eskebjerg kørende ad Slagelsevej i nordvestlig retning i krydset Slagelsevej, Sydhavnsvej, Asnæsvej. Her kom en anden bil fra nordvest og svingede til venstre ind foran den 75-årige mand, så de to biler stødte sammen. Den ukendte part kørte fra stedet ad Asnæsvej mod nordøst uden at standse og give sine oplysninger til den 75-årige mand. Politiet leder nu efter den anden bil, der beskrives som:
En større mørk personbil, der har en skade langs højre side. 
Politiet hører gerne fra personer, der har observeret uheldet eller har set en bil, der svarer til signalementet. Den ukendte fører af den anden bil bedes desuden give sig til kende til politiet for at få klarlagt omstændighederne og forsikringssagen ved uheldet.

Narkokørsel – Søndervang, Ringsted

Kl. 18.08 blev en 45-årig mand fra Ringsted standset i bil, som han førte, uagtet han var påvirket af narkotika. Han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve og vil høre nærmere om sagen, når resultatet foreligger. 

Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 18.10 blev en 42-årig mand fra Frederiksværk standset på motorvejen, hvor han førte bil, uagtet han var påvirket af spiritus over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han fik udtaget en blodprøve på sygehuset og blev løsladt, og når svaret på denne foreligger, vil han høre nærmere.  

Spirituskørsel på knallert – Lundevej, Kalundborg

Kl. 00.30 blev en 61-årig mand fra Holbæk standset på sin knallert og målt med et alkometer, der viste en promille over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og hans knallert blev taget med af politiet for at blive undersøgt nærmere for, om den var ulovlig. Efter at have fået udtaget en blodprøve på sygehuset, blev manden løsladt, og han vil høre nærmere om sagen og knallerten senere.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

22. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. marts 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. marts 2024 kl. 07.00 til 22. marts 2024 kl. 07.00.

21. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. marts 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. marts 2024 kl. 07.00 til 21. marts 2024 kl. 07.00.

20. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. marts 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. marts 2024 kl. 07.00 til 20. marts 2024 kl. 07.00.