Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

11. juli 2019 11:23

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 100719 kl 0700 til dag 110719 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Tværalle, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Bakkehældet, Valløby, Køge
Egebjergvej, Lestrup, Nykøbing Sjælland
Klitvej, Solrød Strand
Sandbyhagevej, Hørve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen anmeldelser

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen anmeldelser


Færdselsuheld i kryds – Værebrovej/Møllevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 1112 kørte en personbil, som blev ført af en 60-årig kvinde fra Roskilde, i sydvestlig retning ad Værebrovej. Kvinden skulle svinge til venstre i krydset ved Møllevej og her overså føreren, en cyklist der kørte lige ud i krydset. Cyklisten, en 34-årig mand fra Jyllinge blev ramt af bilen og væltede. Cyklisten havde smerter i benet, og der blev tilkaldt en ambulance. Cyklisten blev tilset i ambulancen, men han var sluppet fra uheldet med knubs. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse uheldet.

Mistænkelige opkald fra falsk ”politi” – Roskilde

Kl. 1116 fik politiet en anmeldelse om, at en 45-årig svag og udsat borger søndag aften omkring kl. 23.00, havde fået en opringning fra en ukendt person, der udgav sig for at være fra politiet. Personen ville have den 45-årige til at lægge sin pung ud i sin postkasse, hvor den ifølge den falske politimedarbejder ville være bedre sikret, hvis der skulle ske et indbrud på hans bopæl. Den 45-årige havde ikke lagt pungen ud i postkassen, men i stedet fortalt det til en medarbejder fra hjemmeplejen, der anmeldte episoden til politiet.
Kl. 1337 anmeldte en socialmedarbejder fra kommunen, der er mentor for en psykisk sårbar ung mand, at den unge mand tirsdag aften omkring kl. 21.40 havde fået en mistænkelig telefonopringning fra en mand, der talte dansk med udenlandsk accent. Manden der ringede, havde udgivet sig for at ringe fra Roskilde Politi. Den falske ”politimand” havde bedt den unge mand om at lægge alt han ejede af værdi ud i en beskrevet postkasse, for at beskytte hans ejendele mod evt. tricktyveri, som ”politiet” havde flere sager med i området.

Disse to anmeldelser ligner meget de sager, som blev nævnt på gårsdagens døgnrapport, hvor borgere opfordres til at lægge værdigenstande eller personfølsomme oplysninger i en postkasse. Politiet vil derfor igen gerne advare borgerne om denne type opkald og rose de forurettede i sagerne for at udvise skepsis mod de mistænkelige opkald. Pårørende til svage og udsatte borgere bør desuden tale med deres nære om risikoen for at blive udsat for tricktyveri eller bedrageri, samt at politi og andre myndigheder aldrig ville bede borgerne om den slags. Kontakt politiet på tlf. 114 hvis du har oplysninger om lignende tilfælde.

Naturbrand i mark – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 1135 kom et alarmopkald om at der var brand i en mark. Politi og brandvæsnet kørte frem til stedet, hvor ilden havde fat i et større område midt på marken, så der var ikke risiko for, at ilden spredte sig til bygninger og ingen fare for personer. Brandvæsnet fik kontrol over den omfattende brand, der nåede at få fat i omkring 10.000 m2 af marken. Marken med vinterbyg var heldigvis lige blevet høstet, så ejeren led intet værditab. Årsagen til branden er formentlig en gnist fra et landbrugsredskab, som har ligget og ulmet og antændt stubmarken, så politiet havde ingen grund til at foretage sig yderligere.

Tricktyveri af mobiltelefon – Nørregade, Ringsted

Kl. 1300 fik politiet anmeldelse fra af en frisørsalon, at der omkring kl. 12.00 var kommet en udenlandsk mand ind i butikken med en seddel i hånden, hvorpå der stod et navn. Manden havde spurgt på gebrokkent engelsk, hvor chefen var, hvortil frisøren havde svaret, at han var alene i forretningen, hvorefter manden gik igen. Kort efter opdagede frisøren, at nu manglede en Iphone X fra disken og mistænker manden for at have taget den.

 

Manden beskrives som: Østeuropæisk af udseende, 45-50 år, 170 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: udstående øjne, Talte: Fremmedsprog, Iført: sort T-shirt


Blufærdighedskrænkelse – Enebærvænget, Solrød

Kl. 1436 anmeldte moren til en 10-årig pige fra Solrød, at pigen kort forinden havde været på vej hjem fra skole ad en stisystem ved Enebærvænget. Her var hun blevet utryg ved en mand, som kort efter kørte forbi hende på et skateboard. Pigen synes det så ud som om at manden havde blottet sit underliv. Da manden var omkring 100 m væk fra pigen havde han vendt sig om og set på hende, hvilket hun var blevet utryg over og havde ringet til sine forældre. Politiet kørte til pigens hjem, hvor hun blev afhørt til sagen sammen med sine forældre. Politiet efterforsker nu sagen for at forsøge at finde frem til den beskrevne mand, så han kan blive afhørt til sagen.

Han beskrives som. Mand, Dansk af udseende, 20-25 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Kørte på skateboard, Iført: Sort kasket, Grå trøje og arbejdsshorts.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har bemærket den beskrevne mand i området omkring Enebærvænget i Solrød onsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Uheld i rundkørsel – Ringstedvej/Ejbovej, Bjæverskov, Køge

Kl. 1659 kom et alarmopkald om et uheld imellem en bil og en cyklist i en rundkørsel. En patrulje kørte frem til stedet, hvor det viste sig, at en 23-årig mand fra Bjæverskov var kørte venstre rundt i rundkørslen, hvor han blev ramt af en bil, der kørte ud ad rundkørslen. Bilisten, en 84-årig mand fra Bjæverskov, bemærkede ikke cyklisten, der kom fra den forkerte side, og de to parter stødte sammen. Cyklisten kom ikke til skade ved uheldet, men blev tilset i ambulance.

Overtrædelse af tilhold og trusler – Eskebjerg, Kalundborg

Kl. 1725 fik politiet en anmeldelse om, at en 45-årig mand fra Kalundborg havde indfundet sig på en adresse i Eskebjerg hos en 36-årig mand, hvor han havde truet den 36-årige. Den 45-årige havde et tilhold imod at opsøge den 36-årige på grund af tidligere episoder imellem de to. Politiet kom frem til stedet, hvor de sigtede og anholdt den 45-årige mand for overtrædelse af tilholdet samt trusler. Han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Anklagemyndigheden gennemgik her til formiddag sagen, hvor det blev besluttet, at der ikke var grundlag for at fremstille den 45-årige i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Flygtede fra vigepligtsuheld– Jyllandsgade/Søgade, Ringsted

Kl. 1850 skete et uheld i et kryds, da en personbil, der kørte ad Søgade mod nord og ud i krydset ved Jyllandsgade uden at orientere sig, hvor den ramte en bil, der kørte ad Jyllandsgade mod vest. Bilen som var årsag til uheldet standsede ikke efter påkørslen, men kørte væk fra stedet ad Jyllandsgade mod øst. Føreren af den anden bil, en 29-årig mand fra Ringsted, kom ikke til skade ved uheldet, men blev meget forskrækket. Han holdt og sundede sig lidt, hvorefter han ringede til politiet og anmeldte uheldet. Politiet fik senere på aftenen oplysninger om, at den bil som havde været indblandet i uheldet var blevet set i den sydlige del af Ringsted. Politiet fandt frem til bilen, der med stor sandsynlighed havde været indblandet i uheldet. Bilen havde skader, som svarede til det sted, hvor den havde ramt den 29-åriges bil. Politiet tog kontakt til ejeren af flugtbilen, for at få klarlagt, hvem der havde kørt bilen i forbindelse med uheldet. Sagen efterforskes nu videre af politiet, der skal afhøre en mulig mistænkt i sagen.

Vidner der har overværet uheldet onsdag aften ved Søgade i Ringsted C, og som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Hastighedssag – Kalundborgmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 2035 foretog færdselspolitiet en hastighedsmåling af en motorcyklist på Kalundborgmotorvejen. Motorcyklisten var en 48-årig mand fra Hvalsø, som kørte 157 km/t selvom det kun var tilladt at køre 90 km/t på strækningen. Den 48-årige kan nu forvente en bøde på 4500 kr samt at sagen lægges op til en betinget frakendelse af førerretten.

Vold mod togpersonale – Hvalsø station, Hvalsø – Lejre

Kl. 0109 tilbageholdt togpersonalet 18-årig mand fra Roskilde i toget, da han var kørt uden billet. Den 18-årige reagerede voldsomt på togpersonalets henvendelse og spyttede en kvindelige medarbejder i ansigtet. En mandlig medarbejder blev udsat for spyt og flere slag i ansigtet, hvorefter det lykkedes DSB-personalet at fastholde den udad reagerende mand indtil politiet kom frem og anholdt ham. Den 18-årige mand, som var påvirket af bevidsthedspåvirkende stoffer, blev sigtet for vold med personer i offentlig tjeneste og taget med til stationen, hvor han nægtede at udtale sig i sagen. Han blev løsladt efter endt sagsbehandling, men er fortsat sigtet i sagen.

Spirituskørsel på knallert – Vig Hovedgade, Vig – Odsherred

Kl. 0123 sigtede og anholdt politiet en 52-årig mand fra Grevinge, som kørte spirituspåvirket på en lille knallert. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 52-årige høre mere fra politiet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

19. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. april 2024 kl. 07.00 til 19. april 2024 kl. 07.00.

18. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. april 2024.

Mand sigtet for brandstiftelse på behandlingssted - Bilist uden kørekort fik taget bilen - Fart på ud for Skills. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. april 2024 kl. 07.00 til 18. april 2024 kl. 07.00.

17. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. april 2024 kl. 07.00 til 17. april 2024 kl. 07.00.