Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

20. november 2019 10:28

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag den 191119 kl. 0700 til onsdag 201119 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Vestre Havneplads, Kalundborg
Greve Main, Greve
Slagelsevej, Kalundborg
Hyldebo Strandvej, Yderby Lyng, Sjællands Odde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Greve Strandvej, Greve
Fyrrevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Saturnvej, Jyllinge
Uglevænget, Havdrup
Impalavej, Ejby, Lille-Skensved
Fyrrevej, Roskilde
Pilehegnet, Solrød Strand
Tåsingevej, Køge
Duehusvej, Bjæverskov
Åparken, Svinninge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Koglevænget, Stenstrup Lyng, Højby
Markeslev Huse, Markeslev, Holbæk

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 07.23 skete der igen et mindre alvorligt uheld i morgenmyldretidstrafikken på motorvejen i det nordgående spor. En 46-årig mand fra Køge opdagede for sent under kørsel i vognbanen længst til venstre, at trafikken foran ham var standset. Han påkørte derfor med sin personbil bagenden af en anden personbil ført af en 49-årig mand fra Horsens. Ingen af dem kom til skade, og politiet fik hurtigst muligt begge biler ud i nødsporet, så vognbanen igen kunne benyttes. Politiet har registreret uheldet og foretager sig ikke yderligere.

Færdselsuheld – Torkilstrupvej, Rye, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 09.34 var en 19-årig kvinde fra Store-Merløse kørt i en personbil ad Torkilstrupvej mod sydøst. I en kurve gled bilen over i den modsatte side af vejen, samtidig med at en 42-årig mand fra Kalundborg kom kørende i en lastbil i nordlig retning ad Søndre Ryevej. De to trafikanter stødte derfor delvist frontalt sammen, men begge førere slap uskadte fra sammenstødet. Der skete materiel skade på begge køretøjer. Politiet har registreret uheldet og foretager sig ikke yderligere på det foreliggende grundlag.

Utryghedsskabende mand – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 10.39 tilkaldte personalet på borgerservice politiet, fordi en 53-årig mand uden fast bopæl, som personalet kendte, optrådte utryghedsskabende. Personalet ville derfor gerne have ham bortvist, inden han forulempede nogen. Politiet kørte til stedet, men den 53-årige var forsvundet inden politiets ankomst, hvorfor politiet efter kort tid forlod borgerservice kl. ca. 10.55. Ca. 15 minutter senere fik politiet igen en henvendelse fra personalet, idet den 53-årige var vendt retur og nu havde knust en rude. Da politiet var fremme ca. to minutter efter anmeldelsen, var den mistænkte 53-årige cyklet fra stedet i ukendt retning. Han blev ikke fundet i området, men politiet fortsætter eftersøgningen af ham, idet han kan forvente at blive sigtet for hærværk på grund af den knuste rude. Personalet havde ikke lidt fysisk overlast i forbindelse med den 53-åriges adfærd på stedet.

Færdselsuheld – Nygårdsvej, Nygård, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 11.31 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til færdselsuheld, idet en bil med to personer i var væltet om på siden. Det viste sig, at to biler havde været impliceret i et sammenstød, og at den ene bil lå på venstre side efter påkørsel af en stensætning og noget bevoksning. Redningsmandskab fik bilen på hjulene igen, så den 84-årige mandlige fører fra Højby Sjælland og en 81-årig kvindelig passager kunne komme ud af bilen. Begge blev i ambulancen bragt til kontrol på skadestuen, men begge var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Uheldet skete, da den 84-årige kørte ad Nygårdsvej mod nord og en 42-årig mand fra Nykøbing Sj. i modsat retning i en varebil. Bilernes sidespejle ramte hinanden, hvorefter den 84-årige mistede kontrollen over sin bil og forulykkede. Kl. ca. 12.30 afsluttede politiet arbejdet på uheldsstedet, da den forulykkede bil var rykket ind til siden og stod uden gene for den øvrige trafik. Den 42-årige slap også uskadt fra sammenstødet.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Parcelvej, Gørlev – Kalundborg

Kl. 12.10 anholdt og sigtede politiet en 24-årig kvinde fra Gørlev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun i forvejen ikke måtte være fører af, fordi hun var frakendt kørekortet. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet hun mistænktes for at være påvirket af hash under kørslen.

Bil i carport brændt – Møllevej, Birkede, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 14.52 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en anmeldelse om ildebrand i en carport, hvor en bil stod. Ved politiets ankomst var der brand i carporten i et sådant omfang, at varmen fra branden forårsagede følgeskader på en nærliggende beboelsesejendom. En bil i carporten udbrændte som følge af branden, der ud fra politiets foreløbige undersøgelser formentlig startede i bilen og derefter bredte sig til carporten. Beboeren og ejer af bilen – en 75-årig kvinde – oplyste, at bilen netop var blevet parkeret i carporten efter en kort køretur, da røg pludselig kom ud fra den 13 år gamle bils motorrum. Ingen personer kom til skade ved branden.

Bortvisning af uønskede – Nygade, Holbæk

Kl. 16.06 kørte politiet forbi indgangspartiet ved biblioteket og bemærkede herunder, at en flok unge havde taget ophold lige inden for indgangen. Politiet fik herefter kontakt med i alt fem mænd i alderen 14-20 år fra hhv. Holbæk, Køge, Vig og Fuglebjerg. Da de ikke kunne oplyse noget anerkendelsesværdigt formål med opholdet, bortviste politiet de fem fra stedet. Ingen blev sigtet for noget.

Præventiv patruljering – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.30 kørte en patrulje forbi området ved Hvidebæk-hallen, fordi politiet tidligere og flere gange havde modtaget anmeldelser om bilræs i området. Det kunne politiet ikke konstatere noget på tidspunktet for tilsynet i området, men politiet traf dog en 19-årig mand fra Store-Fuglede i en personbil. Han havde ikke medbragt sit kørekort, ligesom politiet konstaterede diverse fejl og mangler ved personbilen, så politiet sigtede ham for diverse overtrædelser af færdselsloven. Den 19-årige kan nu forvente at modtage en bøde fra politiet som afgørelse på sagerne mod ham.

Spirituskørsel – Torslundevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 18.49 anholdt og sigtede politiet en 69-årig mand fra Svinninge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld – Høm Møllevej, Skellerød, Ringsted

Kl. 19.17 var en 22-årig mand fra Føllenslev kørt ind i et autoværn. Under kørsel i østlig retning var han af uforklarlige årsager kørt over i den modsatte side af vejen og havde påkørt autoværnet kort før en bro over en sluse. Han var ædru og ved bevidsthed, da ambulancepersonale bragte ham til kontrol på skadestuen. Den 22-årige var sluppet uskadt fra uheldet og skal på et senere tidspunkt have flyttet bilen, der blev efterladt på uheldsstedet.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Frederiksborgvej, Roskilde

Kl. 19.57 var to bilister impliceret i et færdselsuheld i krydset Østre Ringvej / Frederiksborgvej. En 36-årig mand fra Roskilde kørte i en personbil ad Østre Ringvej mod syd, da en modkørende personbil ført af en 35-årig kvinde fra Sverige foretog et venstresving i retning mod Frederiksborgvej. Bilerne ramte hinanden på deres venstre forskærme, så der opstod skader, og vragdele lå på kørebanen. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som den svenske fører kan forvente at høre nærmere om fra politiets side. Vejmyndigheden blev tilkaldt til at foretage oprydning af diverse vragdele og glasskår på vejen.

Røveri mod supermarked – Hornherredvej, Borrevejle, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 21.13 anmeldte personalet i supermarkedet Spar, at en maskeret mand få minutter tidligere havde begået et røveri mod forretningen. Røveren havde under trussel med en køkkenkniv forlangt at få penge, men da forretningen var kontantløs, fik han i stedet udleveret diverse benzinkort. Han forlod herefter forretningen i løb i retning mod et nærliggende sommerhusområde, hvorfra han forsvandt på ukendt måde. Politiet sendte flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter røveren, men uden at finde ham. Røveren blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, ca. 30 år, 170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kronraget, Yderligere kendetegn: Blå øjne, Talte: Dansk, Iført: mørkt tøj, sort jakke med rød skrift, sort halsedisse, Bevæbning: køkkenkniv. Politiet afventer nu resultatet af eventuelle tekniske spor i supermarkedet.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket røveren på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Politiet vil endvidere advare mod at købe benzinkort af privatpersoner, der måske giver et godt ”tilbud” på disse kort. Benzinkortene har hver især en mindre værdi og kunne købes i supermarkedet til efterfølgende brug i en stander på forretningens område.

Spirituskørsel på måske ulovlig knallert – Bredgade, Kalundborg

Kl. 0054 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel på en lille knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet beslaglagde mandens knallert, fordi politiet skal undersøge den nærmere for konstruktive ændringer på grund af en mistanke om, at den kan køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

Narkokørsel – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 0110 anholdt og sigtede politiet en 23-årige mand fra Brøndby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet løslod ham efter blodprøven og afhøring til sagen.

Kørsel i frakendelsestiden – Københavnsvej, Køge

Kl. 01.30 bemærkede en patrulje en personbil, der kørte med høj hastighed ad Københavnsvej mod nord. Efter aflæsning af bilens nummerplade fik patruljen oplysninger om, at bilejeren havde et kørselsforbud og derfor ikke måtte være fører af et køretøj. Bilen blev standset i den sydlige del af Solrød kommune, hvor en 23-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg kommune sad bag rattet. Han kunne ikke vise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten. Den 23-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. I bilen var bilejeren – en 21-årig mand fra Høng – med som passager. Han blev i samme forbindelse sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 23-årige uden at sikre sig, at han lovligt kunne være fører af bilen. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i nærmeste fremtid.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

16. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. april 2024.

Vidner søges til indbrud i skole - Mand indrømmede at have narko derhjemme - Lokalbetjente fandt våben hos flugtbilist. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. april 2024 kl. 07.00 til 16. april 2024 kl. 07.00.

15. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. april 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. april 2024 kl. 07.00 til 15. april 2024 kl. 07.00.

12. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt og Vestsjællands Politi uddrag af døgnrapporten den 12 april 2024

Ældre kvinder blev franarret dankort - Unge taget i sliksnyd - Truende mand med gaspistol på station. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 11. april 2024 kl. 07.00 til 12. april 2024 kl. 07.00.