Dømt for besiddelse af pistoler
Retten i Holbæk har idømt en mand to års ubetinget fængsel i en sag, der uventet kom til at omhandle flere forhold.
En 53-årig mand, der tidligere i dag blev fremstillet i grundlovsforhør, er blevet idømt to års ubetinget fængsel. Det blev afgjort med en straksdom ved Retten i Holbæk.
Manden blev anholdt i går og var oprindeligt sigtet for at være i besiddelse af en pistol og dertilhørende ammunition, men på vejen til retten indrømmede han, at han havde én pistol mere liggende hjemme på sin adresse.
Mens retsmødet var i gang kørte Midt- og Vestsjællands Politi ud og fandt den anden pistol, som blev fragtet til retsbygningen, så den kunne indgå i sagen.
Sigtelsen blev derfor udvidet til at omfatte besiddelse af to pistoler og ammunition samt en mindre mængde narkotika.
Manden erkendte alle forhold, og han fik derfor en tilståelsesrabat på omkring en tredjedel af straffen. Han modtog dommen og blev varetægtsfængslet efterfølgende.