Flere kokainaftagere fra organiseret narkonetværk er nu anholdt
NSK har anholdt fire mænd og en kvinde i alderen 22-32 år på flere adresser på Sjælland. De er sigtet for køb af kokain med henblik på videresalg.
De anholdte har aftaget forskellige mængder kokain, men det fordeler sig mellem to og 11 kilo, som de hver især har købt og forsøgt at sælge videre. Samlet er der tale om en mængde på 27,5 kilo kokain, som de anholdte har været i besiddelse af.
Det er NSK’s formodning, at de anholdte har haft en rolle som kokainaftagere i et organiseret narkotikanetværk, hvor ni personer allerede er blevet dømt samlet 67,5 års fængsel for handel med kokain.
I forbindelse med dagens anholdelser har NSK ransaget på de anholdtes bopæl og øvrige relevante adresser. Her blev der beslaglagt halvandet kilo kokain, et kilo heroin og 35 kilo hash.
”En koncentreret og grundig efterforskning har medført, at vi i dag har kunnet anholde fem personer, som vi har en stærk formodning om er en del af et organiseret netværk, der handler med hård narkotika. Det er vores mistanke, at de anholdte har haft en rolle som aftagere af store mængder kokain, som de har skulle sælge videre. Jeg er tilfreds med, at vi har fået bremset deres kriminalitet og pillet en vigtig brik ud af netværket”, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen.
Det første grundlovsforhør er nu i gang ved Retten i Glostrup, hvor de anholdte løbende vil blive fremstillet henad torsdagen.
Anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning under grundlovsforhøret.
NSK har ikke yderligere kommentarer for nuværende.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.
NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.