Spring til hovedindhold

Forslag

Netværk anholdt for handelsbaseret hvidvask gennem højværdivarer

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har gennemført en omfattende anholdelsesaktion på baggrund af mistanke om handelsbaseret hvidvask og momssvig. 11 personer fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

NSK logo

13 kinesiske statsborgere med bopæl i Danmark og én dansk statsborger er onsdag blevet anholdt og sigtet i en sag om omfattende hvidvask og momssvig.

 

Det er sket under en stor anholdelses- og ransagningsaktion, hvor NSK i samarbejde med Københavns Politi har slået til på en lang række adresser på Sjælland, primært i hovedstadsområdet.

 

De anholdte er sigtet for forskellige forhold om hvidvask for samlet over 100 mio. kroner og momssvig for 24 mio. kroner.

 

NSK mistænker, at hvidvasken blandt andet er foregået gennem såkaldt handelsbaseret hvidvask ved at personer i et organiseret netværk har købt, eller har fået andre til at købe, luksusvarer, som for eksempel meget værdifulde designertasker, for penge, der stammer fra kriminalitet. Efterfølgende er taskerne blevet solgt til personer og selskaber både i og uden for Danmark for at sløre pengenes oprindelse.

 

Mistanken går videre på, at personer i netværket uberettiget har søgt om momsrefusion for salget af luksusvarer til udenlandske købere, og at der dermed har været tale om grov momssvig.

 

Sigtelserne om både hvidvask og momssvig omfatter overordnet en periode fra juli 2016 til august 2026.

 

To ansatte i en luksusvarebutik centralt i København er også sigtet i sagen for hvidvask. NSK mistænker, at de har faciliteret salg af varer fra butikken og givet købsfakturaer fiktive oplysninger om identitet og adresse på køberne.

 

Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen har bidraget til efterforskningen med værdifulde data til at kunne belyse mistanken.

 

Sagen har sit udspring i Hvidvasksekretariatet, der på baggrund af underretninger om mistænkelige transaktioner, har analyseret finansielle mønstre i netværket.

 

Politiinspektør i NSK, Trine Møller, siger:

 

”Vi har i dag foretaget en række anholdelser af personer, som vi mistænker er tæt knyttet sammen i et netværk bag omfattende hvidvask gennem handel med luksusvarer. Efterforskningen peger på et professionelt foretagende med veldefinerede roller til de involverede med anvendelse af forskellige selskabskonstruktioner, stråmænd, rådgivere og andre facilitatorer.

Dagens bevissikringer fra ransagningerne og de kommende afhøringer vil blive lagt til den omfattende efterforskning, vi foreløbigt har foretaget, ligesom sagen i det hele taget har givet os en værdifuld indsigt i, hvordan netværk som disse opererer.”

 

Under aktionen blev der fundet en større mængde kontanter, som nu er beslaglagt.

 

11 af de anholdte fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Københavns Byret kl 9.

 

Anklagemyndigheden vil begære dørlukning af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

7. september 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Dømt for våbenleverance til svensk statsborger

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om besiddelse af et våbenlager og organiseret kokain-handel. Tre mænd er nu dømt.

26. august 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Butiksindehaver dømt for falske Apple-produkter

En butiksindehaver er blevet idømt 40 dages betinget fængsel for at udbyde ulovlige kopier af Apple-produkter til salg.

20. august 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Ny tilståelse i sag om våben og narkotika

En 35-årig mand er idømt ti års fængsel efter han har tilstået at have besiddet flere våben og store mængder narkotika.