Ny tilståelse i sag om våben og narkotika
En 35-årig mand er idømt ti års fængsel efter han har tilstået at have besiddet flere våben og store mængder narkotika.
En 35-årig mand fra Nordfyn er i en tilståelsessag ved Retten i Odense blevet idømt ti års fængsel for besiddelse af våben og store mængder narkotika. Sagen er efterforsket og ført af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Den dømte har erkendt at han fra maj 2020 og frem til februar 2021 ved flere lejligheder har besiddet i alt to pistoler, 422,6 kg hash og 10 kg kokain. Alle disse forhold er kommet frem på baggrund af beskeder fra den krypterede beskedtjeneste SKY ECC.
Endelig har den 35-årige erkendt et forhold om besiddelse og overdragelse af et halvautomatisk jagtgevær i januar 2026.
Sagen er et del af et større kompleks hvor ni personer tidligere har tilstået deres roller. Der er udmålt straffe fra 2 år og 6 måneders fængsel til 12 års fængsel.
Specialanklager hos NSK Jacob Gents siger:
”I denne sag er det med afsæt i et større efterforskningsmateriale af krypterede beskeder lykkedes politiet at afdække, at den dømte har været involveret i alvorlig og organiseret våben- og narkokriminalitet over en årrække. Jeg er derfor godt tilfreds med, at den dømte i dag har lagt kortene på bordet, og at retten har kvitteret med en lang fængselsstraf.”