Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

29. oktober 2021 10:24

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 28.-29. oktober 2021

Trafikuheld, hærværk, tyverier, vold og narkokørsel. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Biler stødte sammen, Frederikssund

To biler stødte torsdag morgen klokken 07.23 sammen på Frederikssundsvej, hvilket medførte store trafikale problemer. Sammenstødet skete, da en 48-årig kvinde fra Frederikssund ville svinge til venstre ad Svestrupvej og dermed kørte ind foran en modkørende 49-årig kvinde fra Frederikssund. Der er ingen meldinger om alvorlig tilskadekomst, men den 48-årige kvinde blev kørt på skadestuen til tjek for en sikkerheds skyld. Vejen var spærret i begge retninger i godt en time efter uheldet.

Mand cyklede efter barn, Allerød

Torsdag formiddag klokken 09.15 blev det anmeldt, at en ukendt mand onsdag eftermiddag mellem klokken 15.50 og 16.00 cyklede efter en pige, der var på vej hjem fra skole. Manden havde cyklet i cirkler ved Tokkekøbsvej/Heisesvej, og da pigen passerede ham, cyklede han efter hende. Manden vendte om, da pigen var nået ned til enden af Tokkekøbsvej. Han beskrives som 35-55 år, lys i huden, kort gråt/sort hår, lidt kraftig af bygning med skægstubbe. Iført mørkt tøj og muligvis briller. Han kørte på en sort mountainbike med larmende bremser.

Tyveri fra bil, Veksø

Fra en vil, som holdt ved Veksø Station, er der mellem klokken 16.45 og 23.50 onsdag stjålet nogle småpenge, en gps og en førstehjælpstaske. Tyveriet blev anmeldt torsdag formiddag og tyven har knust en rude for at skaffe sig adgang til bilen.

Sigtet for forsøg på bedrageri, Helsingør

En 17-årig ung mand fra Hornbæk blev torsdag formiddag klokken 11.45 sigtet for forsøg på bedrageri. Den unge mand havde fyldt vej-selv-slik for en værdi af ca 10 kroner i en pose i Kvickly på Birkedalsvej og sat prismærkaten på, hvorefter han fyldte mere slik i posen. 

Vasketøj ødelagt, Frederikssund

En ukendt gerningsmand har mellem tirsdag eftermiddag og torsdag formiddag ødelagt noget vasketøj i en vaskekælder på Færgevej. Hærværket blev anmeldt torsdag klokken 13.58.

Stjal creme og make-up, Helsingør

Torsdag eftermiddag klokken 14.59 blev en 17-årig ung kvinde taget for butikstyveri i Matas i Helsingør Bycenter. Her havde den unge kvinde stjålet nogle creme samt make-up. Hun blev sigtet for tyveriet og hendes forældre samt de sociale myndigheder underrettes om sagen.

Ridser og buler, Hillerød

Mellem onsdag eftermiddag og torsdag eftermiddag klokken 14.00 har en bil, som holdt på Fredskovhellet været udsat for hærværk. Bilen har fået en stor bule samt flere ridser. Hærværket blev anmeldt torsdag eftermiddag klokken 15.00.

Stjal af kassen, Hellerup

En mand stjal torsdag eftermiddag klokken 15.20 et større beløb fra kassen hos CityCare på Strandvejen, mens personalet var optaget af at behandle en kunde. Manden beskrives som 40-45 år, 170-175 cm høj, østeuropæisk af udseende, hvid i huden med kort sort hår, kraftig af bygning og iført mørkt tøj og sort læderjakke.

Mand ville holde ung kvinde i hånden, Allerød

En mand henvendte sg torsdag eftermiddag klokken 15.30 til tre unge kvinder i alderen 13-15 år og forsøgte at komme til at holde særligt den ene af de tre i hånden. De tre unge kvinde ringede efter en forældre, som kom til stedet og irettesatte manden, hvorefter hun kontaktede politiet. Manden beskrives som 42-48 år, mellemøstlig af udseende men lys i huden og kort sort hår, hvade skægstubbe, slank af bygning og iført ternet habitjakke i beige nuancer, lysegrå sveater med v-hals og lyse jeans. Han talte gebrokkent engelsk og slog på et tidspunkt over i tysk, som han talte godt.

Sigtet for flere butikstyverier, Helsingør

Torsdag mellem klokken 13.00 og 16.43 var en 48-årig kvinde rundt i flere forretninger i Helsingør, hvor hun stjal varer. Kvinden blev standset af en butiksdetektiv uden for Tiger i Stengade, efter kvinden havde forladt forretningen uden at betale for de varer, som hun havde taget. Hun blev desuden fundet i besiddelse af varer fra Neye, Bog&Idé, Netto samt Fakta og blev sigtet for alle forholdene.

Forduftede med sin parfume, Kgs. Lyngby

En mand forsøgte ved 17-tiden at sælge parfumer til forbipasserende på Jernbanepladsen. En patrulje kørte til stedet og efterfølgende rundt i området for at finde manden, som dog var forduftet.

Målrettet færdselsindsats, Helsinge

Som led i en målrettet færdselsindsats med fokus på cyklister var Nordsjællands Politi mellem klokken 17.40 og 18.30 til stede på Vestergade. Her blev der foretaget ni sigtelser, herunder for kørsel frem for rødt lys, cykel uden lys, bil uden lygtebom ved transport af cykel, forkert lygteføring på bil samt forkert brug af havariblink på bil.

Vold, Kgs. Lyngby

En borger anmeldte klokken 18.47, at en mand kort forinden var blevet overfaldet af tre unge på en perron på Lyngby Station, og at de tre gerningspersoner derefter var løbet fra stedet. Patruljer kørte til stationen, hvor den forurettede, en 59-årig mand fra København, blev truffet. Han forklarede, at han var blevet tildelt flere skub og spark af tre personer som følge af en uoverensstemmelse med dem om afspilning af høj musik i toget.

Ved patruljens ankomst havde en borger standset en af de formodede gerningspersoner, en 12-årig dreng fra Espergærde. Grundet hans unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.

Der blev runderet efter de to andre gerningspersoner i området, men det var ikke muligt at udfinde dem. De beskrives som: 
A: dreng, 14-15 år, ca. 170 cm, dansk af udseende, spinkel af bygning og med lyst hår. 
B: dreng, 14-15 år, ca. 160-165 cm, udenlandsk af udseende, spinkel af bygning og med sort hår. Havde en bæltetaske om maven og var muligvis iført en mørk vest. 

Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan, Gentofte

Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi torsdag aften til stede i Gentofte, blandt andet ved skaterparken på Ørnegårdsvej. Flere personer blev i den forbindelse truffet, men der var ingen anledning til at sigte nogen for noget.

Unge skabte utryghed, Hillerød

Klokken 20.05 indløb der anmeldelse om, at en gruppe unge befandt sig i kælderen under nogle boliger på Østervang, og at de med deres adfærd skabte utryghed for beboerne. Der var derudover mistanke om, at der blev røget hash og sparket døre ind til kælderrum. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf otte mænd i alderen 16-22 år, som de fik en adfærdsregulerende snak med. Der var dog ikke umiddelbart muligt at fastslå, at der skulle være hændt noget kriminelt, hvorfor ingen af personerne blev sigtet for noget. De otte personer fik dog alle registreret deres generalia.

Narkokørsel, Hillerød

På Hostrupvej blev en 39-årig mandlig bilist fra Frederiksværk standset af en patrulje klokken 22.18. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bilen under påvirkning af euforiserende stoffer, og patruljen anholdt og sigtede ham derfor for narkokørsel. Han blev derudover også sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Der ventes nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 39-åriges eventuelle narkopåvirkning.

Kørsel uden førerret, Fredensborg

En 54-årig kvindelig bilist fra Helsingør blev klokken 22.30 standset af en patrulje på Hillerødvejen og bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne kvinden imidlertid ikke efterkomme, da hun ikke havde erhvervet sig førerret til bilen, og hun blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Spirituskørsel, Fredensborg

På Hillerødvejen i krydset ved Isterødvejen standsede en patrulje klokken 22.42 en 53-årig mandlig bilist fra Hørsholm. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev derefter kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på præcist at fastslå mandens eventuelle promillegrad.

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

16. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 15.- 16. april 2024

Tyveri, narko og røveri. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

15. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 14.- 15. april 2024

Flugtcyklist, brand og narko. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

12. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten fra 11.- 12. april 2024

Eksplosionsbrand, spirituskørsel og færdselsuheld. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.