Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

8. januar 2020 10:52

Uddrag af døgnrapport 7. - 8. januar 2020

Flere biler fik dæk skåret op, brand i et rækkehus samt hash fundet af narkohunden Fister. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Mand henvendte sig til ung pige, Lynge

Klokken 07.40 henvendte en mand i en lille grå varebil sig til en 13-årig pige på Lystrup Birkholmvej. Han fortalte, at han gerne ville køre hende en tur, hvilken pigen dog takkede nej til, hvorefter hun cyklede fra stedet. Manden kørte derfra i retning mod Uvelse og Slangerup.

Manden beskrives som: 40-45 år, almindelig til kraftig af bygning, lys i huden, mørkt hår, ubarberet/kindskæg. Iført gult refleks arbejdstøj. Talte dansk med accent.

 

Hærværk, Humlebæk
Mellem mandag klokken 18.10 og tirsdag klokken 07.55 har en ukendt gerningsmand smadret ruden ind til et tandlægehus på Humlebæk Strandvej.

 

Brand i rækkehus, Farum

Klokken 10.07 indløb der anmeldelse om, at der var røgudvikling i et rækkehus på Maglehøj. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor de kunne konstatere, at der var kraftig brand i huset. Husets beboere samt beboerne i de tilstødende rækkehuse blev evakueret, og en person måtte køres med ambulance til hospitalet for behandling af mulig røgforgiftning.

I forbindelse med branden var røgudviklingen så kraftig, at beboere i området mellem Maglehøj, Kielshøjstien, Tornehøj og Langager Alle blev rådet til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

Omkring klokken 14 havde brandvæsnet fået så meget kontrol over branden, at fareområdet kunne begrænses til det antændte rækkehus.

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

 

Narkokørsel, Rungsted Kyst

En patrulje standsede klokken 10.15 en 17-årig mandlig bilist på Rungstedvej i krydset ved Gøgevang. Her viste et narkometer, at den 17-årige formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. En blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder.

 

Hærværk og tyveri, Frederikssund

Mellem fredag klokken 16.00 og mandag klokken 06.00 blev ruderne i to Ford Transit knust, mens de holdt parkeret ved Novafos på Marbækvej, Der blev samtidig skåret hul i den ene bils førerdør, og der blev fra denne bil stjålet diverse elværktøj. Forholdet blev anmeldt mandag klokken 11.28.

En tredje bil, en Volkswagen Caddy, blev også udsat for hærværk samme sted lørdag klokken 19.00, idet højre bagrude blev knust. Der blev fra denne bil ikke stjålet noget.

 

Fister fandt narko, Farum

I forbindelse med en anden politiforretning på Bybækterrasserne var en patrulje og narkohunden Fister til stede. Her markerede Fister ved nogle blade, og patruljen kunne konstatere, at der mellem bladene lå flere plader hash, og disse blev af patruljen bragt til politistationen.

 

Borede huller i benzintanke, Ølstykke

Mellem lørdag klokken 18.00 og tirsdag klokken 11.00 blev der boret et mindre hul i benzintanken på en Peugeot, som stod parkeret på Skelbækvej. 

Også klokken 19.42 indløb der anmeldelse om, at der var boret hul i benintanken på en bil, som holdt parkeret på Helgesvej mellem fredag klokken 19.00 og lørdag klokken 08.00.

Nordsjællands Politi kan ikke afvise, at episoderne er relateret til en tilsvarende hændelse på Dronning Ingrids Vej mandag den 6. januar.

 

Flere biler fik dæk skåret op, Gilleleje

Et dæk på en Ford Transit, som holdt parkeret på Nellerupgårds Alle, blev ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 15.07, skåret op mandag mellem klokken 21.00 og 23.00.

Igen klokken 15.23 indløb der anmeldelse om et opskåret dæk på en bil parkeret på Nellerupgårds Alle. Hærværket var sket mellem klokken 11.00 og 14.05, og omkring klokken 14.00 var en ung dreng set bevæge sig rundt mellem bilerne. Han beskrives som: mand, 13-14 år, almindelig af bygning. Iført sort jakke og mørke bukser. Bar en mørk skoletaske på ryggen.

Klokken 19.49 indløb endnu en anmeldelse om et opskåret dæk på en bil samme sted. Det var sket mellem søndag klokken 23.00 og mandag klokken 16.00. Også på Hestehaven var et dæk skåret op på en bil, som holdt parkeret på vejen tirsdag mellem klokken 07.30 og 14.30. 

 

Indbrud, Holte

Klokken 17.57 havde tre personer opbrudt et vindue i et hus på Norske Alle. Da en af husets beboere, en ung pige, kom hjem, flygtede de tre mænd fra stedet i en sort eller mørkegrå Audi stationcar A4 eller A6 i retning mod Kongevejen. Umiddelbart nåede de kun at stjæle et par solbriller fra adressen.

Patruljer kørte til stedet og runderede efter gerningsmændene, som dog ikke var at finde i området.

De tre mænd beskrives som:
A (fører af bilen): mand, udenlandsk af udseende, sort kort hår og med mørke øjne.
B: mand, spinkel af bygning. Iført mørkt tøj og med maskeret ansigt.
C: mand, spinkel af bygning. Iført mørkt tøj og med maskeret ansigtet

 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 17.51 blev en kvinde standset i Magasin, idet hun havde stjålet bluser, strømper, taske og pung for et større beløb. Grundet tyveriets omfang blev en patrulje sendt til stedet, hvor de sigtede kvinden, som var 24 år og fra Gudhjem, for butikstyveri.

Også i Normal i Lyngby Storcenter blev en pige klokken 18.30 stoppet af en butiksdetektiv, idet hun havde stjålet et skønhedsprodukt fra butikken Normal. Idet pigen var 14 år og dermed under den kriminelle lavalder, blev en patrulje sendt til stedet, hvor de fik en snak med hende samt hendes mor, ligesom de sociale myndigheder også blev kontaktet.

 

Butikstyveri og narkokørsel, Græsted

Klokken 19.00 stjal en mand og kvinde i forening en større mængde chokolade fra Rema 1000 på Vestvej, hvorefter de forlod forretningen og gik i retning af deres bil. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de fik standset de to personer, en 41-årig mand og en 46-årig kvinde fra Helsingør. De blev begge sigtet for butikstyveri, og et narkometer viste, at manden formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Det blev han derfor også sigtet for, ligesom han fik en sigtelse for kørsel uden førerret, da han ikke kunne fremvise et gyldigt kørekort.

En blodprøve blev efterfølgende udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder.

 

Spirituskørsel, Helsingør

Klokken 19.49 bad en patrulje en 44-årig mandlig bilist fra Snekkersten om at puste i et alkometer. Det viste, at manden sandsynligvis havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev derefter kørt på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal fastslå graden af påvirkning.

 

Narkokørsel og manglende førerret, Helsingør

På Gefionsvej standsede en patrulje klokken 20.20 en 26-årig mandlig bilist. Et narkometer indikerede, at manden formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, ligesom han heller ikke havde førerret til bilen, og han blev derfor anholdt og sigtet for begge dele.

En blodprøve blev efterfølgende udtaget for at fastslå de præcise omstændigheder i relation til den eventuelle narkopåvirkning.

 

Tyveri fra bil, Nærum

Klokken 21.50 opdagede en 42-årig kvinde fra Nærum, at hendes taske indeholdende en bærbar computer var blevet stjålet fra hendes bil. Idet der ikke var tegn på opbrud på køretøjet, mente hun, at tyveriet var sket omkring klokken 16.30, mens hun støvsugede sin bil på Shell på Skodsborgvej.

 

Butikstyveri, Ålsgårde

Klokken 00.33 kom to mænd ind på Circle K på Krogebakke. Her stjal den ene af mændene slik og tre sixpacks med sodavand, hvorefter han forlod stedet. En patrulje kørte til stedet for at lede efter manden, som dog ikke var at finde i området.

På baggrund af vidneudsagn har Nordsjællands Politi en formodning om gerningsmandens identitet. 

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt den 7. - 8. januar 2020 i Nordsjællands politikreds

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

27. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 26.-27. marts 2024

Tyverier, narkobesiddelse, spirituskørsel og fornærmelig tale. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

26. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.- 26. marts 2024

Vanvidskørsel, hash og ulovlig knallert. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

25. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 24.- 25. marts 2024

Narkokørsel og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.