Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

29. januar 2020 10:59

Uddrag af døgnrapporten 28.-29 januar. 2020

Fem formodede indbrudstyve anholdt, spirituskørsel, butikstyverier, besiddelse af skydevåben samt en forsvundet 8-årig, der blev fundet igen i god behold. Her er uddrag af døgnets hændelser fra Nordsjællands Politi

Skydevåben, Værløse

Klokken 14.15 blev to mænd på 27 og 29 år fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby, efter der om morgenen var blevet foretaget en ransagning på den 27-åriges adresse i Toftebo i Værløse. Under ransagningen blev der i lejligheden fundet ammunition og små mængder amfetamin, mens der i bagagerummet på en personbil blev fundet et haglgevær med to skarpe patroner. Den 29-årige befandt sig i den 27-åriges lejlighed sammen med den 27-årige, da ransagningen begyndte klokken 07.55.

Ransagningen fandt sted, fordi Nordsjællands Politi mandag aften havde modtaget en anmeldelse om, at en person med en pistollignende genstand var blevet set på en tankstation i Værløse. Da videoovervågningen fra tankstationen efterfølgende blev gransket, blev politiets opmærksomhed rettet mod den 27-åriges bopæl i Toftebo.
 

Kørsel uden førerret, Jægerspris

Klokken 10.12 blev en 40-årig mandlig bilist fra Skibby standset og kontrolleret på Storgårdsvej. Her viste det sig, at bilisten havde sat sig bag rattet i frakendelsestiden, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Butikstyveri, Hillerød

Klokken 12.01 anmeldte butiksdetektiven fra Bilka, at de havde pågrebet en butikstyv. Da butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor det viste sig at være en 14-årig dreng fra Hillerød, der havde forsøgt at slippe for at betale for nogle varer. 

Grundet drengens alder blev forældre og relevante myndigheder informeret om forholdet. 

Mistænkeligt forhold, Espergærde

Klokken 12.46 blev det anmeldt, at der var fundet en genstand på affaldssorteringspladsen på Hornbækvej, der muligvis kunne være en granat. Anmelderen sendte et billede af granaten til Nordsjællands Politi, som sendte billedet videre til EOD, der vurderede, at der formentlig var tale om en håndgranat fra 2. verdenskrig, og EOD overtog derfor sagen. Nordsjællands Politi har ingen yderligere oplysninger om hændelsen.

Butikstyveri, Hillerød

Klokken 16.48 var den igen gal i Bilka, hvor personalet havde pågrebet to butikstyve, der havde forsøgt at stjæle henholdsvis en flaske whisky og en energidrik. Da begge mænd var udenlandske statsborgere, blev en patrulje sendt til stedet. Her blev en 39-årig mand sigtet for at have forsøgt at undlade at betale for whiskyen, mens en 28-årig mand blev sigtet for at have forsøgt at undlade at betale for energidrikken. Den 28-årige var desuden i besiddelse af en mindre mængde cannabis, ligesom han også befandt sig i Danmark på trods af et indrejseforbud, hvorfor han også blev sigtet for disse forhold. Den 39-årige blev efterfølgende løsladt til gaden, mens den 28-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød onsdag klokken 14.00

 

Spirituskørsel, Kongens Lyngby

Klokken 17.20 blev en 61-årig mandlig bilist fra Lyngby standset og kontrolleret på Anker Engelunds Vej. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Færdselsuheld og mulig spirituskørsel, Holte

Klokken 17.50 blev der anmeldt et færdselsuheld ved Øverødvej/Borgm. Schneidersvej, idet en knallertfører var væltet i et solouheld. Det østgående spor mod Helsingørmotorvejen blev i den forbindelse midlertidigt lukket, imens politi og sundhedsvæsen arbejdede på stedet, hvilket skabte en del kø, men klokken 18.25 var arbejdet på stedet overstået. Knallertføreren, en 53-årig mand fra Nærum, blev kørt til behandling på hospitalet.

Kørsel uden førerret, Kongens Lyngby

Klokken 18.32 blev en 39-årig mandlig bilist fra København standset og kontrolleret på Lyngby Hovedgade. Her viste det sig, at manden sad bag rattet, selvom han ikke besad retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Savnet 8-årig blev fundet i god behold, Kokkedal

Klokken 18.35 blev det anmeldt, at en 8-årig pige fra lokalområdet ikke var kommet hjem efter endt aftale med en veninde. Flere patruljer blev sendt ud for at kigge efter pigen, ligesom der blev sendt en SMS ud til borgerne i Kokkedal og omegn tilmeldt Nordsjællands Politis sms-system Tryk Politi. SMS’en førte til flere henvendelser fra borgere, der havde set pigen bevæge sig rundt i Kokkedal, og klokken 20.22 ringede en borger så til politiet og fortalte, at den 8-årige befandt sig på McDonald’s, hvorefter en patrulje samt pigens far kunne køre ud til den savnede pige, som efter omstændighederne havde det godt.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Omkring klokken 19.00 blev det anmeldt, at var en smule tumult på Shell-tanken på Kongevejen. En patrulje blev sendt til stedet, og betjentene spottede i den forbindelse en mand i spillehallen på Shell, der fremstod påvirket af hash. Manden blev af den årsag visiteret, men der blev ikke fundet noget på hans person. Til gengæld blev der ikke langt fra ham fundet en cigaretpakke med tre salgsposer med en mindre mængde hash i, ligesom en tilkaldt narkohund fik snuset sig frem til nogle flere salgsposer med en mindre mængde hash i gemt under en skraldespand.

Den visiterede, en 17-årig mand fra Helsingør, blev på baggrund af ovenstående sigtet for at have været i besiddelse af hash med henblik på videreoverdragelse.

Mistænkeligt forhold, Nivå

Klokken 20.11 blev det anmeldt, at 5-6 personer forsamlet på Nivåvej angiveligt var ved at føre en person ind i bagagerummet på en varebil, og at det umiddelbart foregik imod personens vilje, ligesom der muligvis var en kniv på stedet.

Flere patruljer blev sendt til området, hvor det kunne konstateres, at der var tale om et legalt forhold, idet personerne var ved at trække en bil fri, og ingen var blevet tvunget til at gøre noget imod deres vilje.

Mistænkeligt forhold, Kokkedal

Klokken 22.18 anmeldte en beboer på Hesselrødvej, at tre maskerede beboere havde forsøgt at komme ind i hans bopæl. 

Anmelderen bemærkede, at lyset på terrassen blev tændt, og kort efter bankede det på døren. Da anmelder ikke ventede besøg på det sene tidspunkt, åbnede han et vindue og kiggede ud. Uden for døren stod tre personer i mørkt tøj, 170-180 cm høje, med hætterne trukket op og maskering foran ansigtet. De tre krævede, at han åbnede døren, men i stedet lukkede han vinduet og ringede til politiet, mens de tre kortvarigt forsøgte at ind ad gennem døren ved at sparke på den. De tre løb hurtigt fra stedet, inden patruljerne nåede frem, og de tre blev trods rundering i området ikke udfundet.

Indbrud i skole, Helsingør

Klokken 23.20 blev det anmeldt, at der 23.08 havde været indbrud på Nordvestskolen, idet der var blevet kastet en sten igennem en rude, hvorefter en eller flere ukendte gerningspersoner havde stjålet en bærbar pc.

Indbrud, Liseleje

Klokken 01.29 anmeldte et alarmselskab, at alarmen var gået i et sommerhus på Haldsvej, og at de via alarmens kameraer kunne se en person i en hættetrøje i huset. Flere patruljer blev sendt til området, hvor en bil med tre mænd i blev truffet. I bilen blev der fundet en del værktøj, som indbrudstyve er kendt for at bruge, ligesom de tre ikke kunne redegøre for deres færden, og de blev derfor anholdt. De tre mænd er henholdsvis 51 år, 51 år og 32 år gamle. 

Forsøg på indbrud, Holte

Klokken 03.05 anmeldte en beboer fra Birkebakken, at han kort forinden var vågnet, idet han havde fået en besked på sin telefon fra bopælens alarmsystem, som fortalte, at der havde været aktivitet nær bopælen. Manden havde efterfølgende kigget på sin overvågning, hvor han kunne se to mænd liste omkring.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor to mænd passende til det afgivne signalement blev spottet, og da de så patruljen, forsøgte de at undløbe. Patruljen fik dog løbet dem op, og da de to ikke kunne redegøre for deres færden, blev de anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. De to mænd er henholdsvis 27 og 30 år gamle, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby onsdag klokken 11.00.

Indbrud i privat beboelse anmeldt i Nordsjællands politikreds den 28.-29. januar 2020

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

19. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18.- 19. april 2024

Tyveri, spirituskørsel og brand. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

18. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 17.- 18. april 2024

Parkering endte i butiksrude, butikstyveri og narko. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

17. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 16. - 17. april 2024

Brand, tyveri, narko- og spirituskørsel . Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.