Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Nyhed

29. december 2020 12:13

Nordsjællands Politi gør status over julen og ser frem mod nytår

Julen har været travl i Nordsjællands politikreds og har blandt andet budt på et øget antal anmeldelser om brug af ulovligt fyrværkeri og gener fra høj musik fra naboer. Heldigvis har der kun været få alvorlige sager samt et fald i antallet af anmeldelser om indbrud, og på Covid-19-fronten har borgerne i Nordsjælland været gode til at efterleve retningslinjerne i løbet af julen. Også henover nytåret vil Nordsjællands Politi have fokus på overholdelsen af Covid-19-retningslinjerne, mens et andet fokus i politikredsen vil være affyring af fyrværkeri mod personer.

Nordsjællands Politi har haft travlt henover julen, som blandt andet har budt på et øget antal anmeldelser om brug af ulovligt fyrværkeri samt høj musik til ulempe for naboer. Heldigvis er der registreret et markant fald i antallet af indbrud i privat beboelse, og Nordsjællands Politi har kun modtaget få anmeldelser om alvorlige sager.

Gennem hele julen har Nordsjællands Politi patruljeret i gaderne for blandt andet at føre tilsyn med, at forsamlingsforbuddet og de andre retningslinjer, som skal forhindre spredningen af Covid-19, er blevet overholdt. 

- Generelt er billedet det samme, som har tegnet sig for hele 2020, nemlig at borgerne i Nordsjælland er ekstremt gode til at overholde reglerne, og det vil jeg gerne takke for. Kun i et enkelt tilfælde har vi måttet skride ind over for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, idet 13 mennesker var samlet på et offentligt tilgængeligt sted, og det kan de nu se frem til at modtage en bøde for, fortæller politidirektør i Nordsjællands Politi Jens-Christian Bülow.

Nytårsaften vil Nordsjællands Politi have flere patruljer på gaderne end sædvanligt til nytår. De vil have til opgave at bidrage til en tryg og sikker afslutning på et år, som blev alt andet end forventet, og der vil være fokus på særligt to områder. Det ene er, at forsamlingsforbuddet også overholdes nytårsaften, hvor det for eksempel vil være ulovligt at samles mere end ti personer og fyre fyrværkeri af. Det andet fokusområde knytter sig også til fyrværkeri:

- Mange mennesker forbinder fyrværkeri med en festlig afslutning på det gamle år og en velkomsthilsen til det nye. Men fyrværkeri kan også være farligt, hvis det bliver affyret mod personer. Folketinget har for nylig skærpet straffen for at kaste eller skyde med fyrværkeri efter andre og dermed skabe fare for dem, og det gælder uanset om der bliver skudt mod brandvæsenet, ambulancer eller almindelige borgere. Vores patruljers opgave vil derfor være at skride ind, hvis de bliver opmærksomme på den helt igennem uacceptable adfærd, så borgerne kan færdes trygt i Nordsjælland - også nytårsaften, slutter Jens-Christian Bülow. 

Nordsjællands Politi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår og sidder også i de kommende dage klar ved telefonerne døgnet rundt. 
 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

11. marts 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi ophæver lukning af rocker-/ bandetilholdssted

Nordsjællands Politi har ophævet forbuddet mod ophold på Oldenvej 17, st. tv., 3490 Kvistgård.

27. februar 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi forlænger lukningen af rocker/- bandetilholdssteder

Forbuddet mod at opholde sig i ét rocker/bande tilholdssted i Nordsjællands Politikreds er i dag blevet forlænget med yderligere 14 dage.

22. februar 2024

Nordsjællands Politi

Vedr. anmeldelser om børn antastet af person i varebil

Nordsjællands Politi har modtaget et stort antal henvendelser i forbindelse med efterforskningen i en sag, hvor politiet har modtaget en anmeldelse om, at to drenge var blevet antastet af en mand i en varebil. Desværre har ingen af de mange henvendelser og forskellige efterforskningsskridt pt. givet resultater i forhold til den aktuelle anmeldelse. Nordsjællands Politi har taget initiativ til et møde med skoledirektørerne i politikredsen, for at orientere om politiets arbejdei den type sager og medvirke til at skabe større tryghed for børnene, deres forældre og i skolerne.