Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

14. oktober 2019 11:37

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 14. oktober 2019

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør

 

**

 

14 vindrelaterede anmeldelser mandag nat/morgen

Østjyllands Politi har i løbet af natten og mandag morgen modtaget 12 anmeldelser, der har relateret sig til den kraftige vind. Den første anmeldelse kom kl. 04.26, hvor en lygtepæl var væltet ud på Viborgvej i Hasle i Aarhus V. De efterfølgende ca. 3½ timer kom der otte anmeldelser om væltede træer i Hornslet, Aarhus, Randers, Odder, Hadbjerg, Gjerlev og Mørke. Derudover kom der en anmeldelse om ledninger, der var faldet ned i en lysregulering i Aarhus, om et elskab der var blæst op i Hasselager, om et slingrende stillads i Aarhus C, flagrende bygningsbeklædning i Randers og en smadret vindmølle ved Randers.

Vinden har lagt sig noget i løbet af formiddagen, men på det var måske en anledning til lige at få tjekket, om havemøblerne stadig står, hvor de skal, og om trampolinen skal spændes ekstra godt fast, så den er klar til kommende efterårsstorme.

**

 

Ung voldmand gik lige i armene på politiet

Kort efter midnat, natten til mandag, blev en patrulje, der var i færd med en anden opgave på Lille Torv i Aarhus, kontaktet af en 16-årig dreng, der fortalte, at han netop var blevet udsat for et voldeligt overfald. Den 16-årige havde sammen med to venner været på McDonald’s på Store Torv, da de på vej ud blev passet op af en person. Personer tog fat i jakken på en af vennerne og sagde ”giv mig 500 kroner”. Kort efter gjorde han det samme ved den 16-årige, hvorefter han nikkede ham en skalle.

De tre venner spottede patruljebilen, der kom kørende forbi, og gik hen og tog kontakt til betjentene. Mens de stod og talte med betjentene kom gerningsmanden gående forbi, og en af betjentene satte efter ham til fods hen til Christiansgade, hvor han forsvandt ind af en port. En hundepatrulje kom til stedet og søgte forgæves efter gerningsmanden i hele baggården.

Men netop som betjentene havde besluttet sig for at forlade stedet, gik de forbi en elevator, hvor døren gik op og en person, der passede på signalementet, kom ud. Den 16-årige dreng blev anholdt og sigtet for vold. Han blev kørt til politigården, hvor han blev afhørt under tilstedeværelse af sin far og kommunens Børn og Unge-vagt.

**

 

Overfaldet på vej hjem fra arbejde

Sent søndag aften kl. 23.10 var en 20-årig mand på vej hjem fra arbejde og gik ad Kornbakke Allé i Aarhus N, da han så en gruppe personer i mørkt tøj komme gående imod ham. Manden havde en dårlig fornemmelse af personerne, og han valgte derfor at vende rundt og gå den modsatte vej.

Den 20-årige mand har forklaret til politiet, at han gik med sin telefon i hånden og høretelefoner i ørerne, da han kort efter pludselig fik et knytnæveslag i ansigtet. Han blev så overrasket, at han ikke bemærkede, hvem der slog ham, men pludselig blev han sparket og slået af alle personerne i gruppen der talte ca. 5-6 personer.

Èn af personerne råbte noget i stil med ”giv os dine fucking ting”, og den 20-årige gav dem et rødt- og blåtstribet net med personlige kort og papirer i, hvorefter alle personerne løb fra stedet. Den 20-årige mand har kun et meget sparsomt signalement af personerne, der beskrives som unge mænd, ca. 15 år gamle, iført mørkt tøj og med hætter over hovedet. Han bemærkede, at én af personerne var iført en hvid dunjakke, muligvis af mærket ”Peak Perfomance”, var arabisk af udseende med sort hår og talte dansk med ”ghetto-dialekt”.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet eller personer, der kan have set gruppen umiddelbart før eller efter episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Brand på burgerrestaurant

Østjyllands Politi fik søndag kl. 18.20 en anmeldelse om, at der var brand i en burgerrestaurant på Middelgade i Randers C. Da patruljen kom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet og personer, restaurantgæster og beboere fra de omkringliggende lejligheder stod samlet ud på gaden. Ved gennemgang af alle lejlighederne kunne betjentene konstatere, at alle beboere var ude af deres lejligheder.

En af restaurantens medarbejdere forklarede til politiet, at han havde været i færd med at stege og flambere bøffer i køkkenet, da emhætten pludselig sugede flammerne til sig, så ilden spredte sig til loftet og det tilstødende teknikrum. Branden blev hurtigt slukket, men der var sod og brandskader omkring udsugningen, loftet og teknikrummet.

Røgen bredte sig til lejligheden ovenpå, men ingen personer kom umiddelbart til skade. Den præcise årsag til branden kendes endnu ikke, men skal nu undersøges nærmere.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 11.11 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NØ.

Søndag kl. 13.53 skete der et færdselsuheld på Tingskovvej i Mårslet. En 44-årig kvindelig bilist påkørte en jordvold på en privatvej, der er ejet af en 50-årig mand. Ved påkørslen kom bilen om på siden og den 44-årige kvinde skulle have hjælp til at komme ud af bilen. Kvinden slap dog uskadt fra uheldet.

Søndag kl. 18.05 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Røndevej i Egsmark ved Ebeltoft.

Søndag kl. 21.40 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Quists Vej i Grenaa.

Natten til mandag kl. 00.50 blev en 27-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Da det var tredje gang inden for tre år, at den 27-årige blev taget i at køre bil uden at have et gyldigt kørekort blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Dette fik den 23-årig mandlige passager i bilen til at fare op og han sparkede flere gange på bilens forrude, der til sidst knuste. Den 23-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Natten til mandag kl. 00.30 skete der et færdselsuheld på Højsletvej i Randers NØ. En 37-årig mandlig bilist kom kørende ad Højsletvej, da han angiveligt faldt i søvn bag rattet, hvorefter han kørte direkte ind i et træ. Bilen blev totalskadet, men den 37-årige mand slap umiddelbart uden skader. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at være faldet i søvn under kørslen.

Natten til mandag kl. 03.25 blev en 33-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Vester Boulevard i Randers NV.

Natten til mandag kl. 04.20 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Nordlandsvej i Risskov.

Natten til mandag kl. 04.26 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Hasle, Aarhus V, hvor en lygtepæl var væltet ud på kørebanen som følge af nattens blæsevejr. En varebil kom kørende på vejen, og påkørte lygtepælen med mindre skade på varebilen til følge.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Bjørnholms Allé i Viby begået lørdag den 12/10 mellem kl. 13.00 og kl. 15.00
  • I Skovparken i Risskov begået mellem onsdag den 9/10 kl. 14.00 og lørdag den 12/10 kl. 16.45
  • På Søbysøvej i Randers NØ begået mellem lørdag den 5/10 kl. 14.00 og søndag den 13/10 kl. 14.30
  • På Solbakken i Hammel begået mellem fredag den 11/10 kl. 13.00 og søndag den 13/10 kl. 15.00
  • På Lindevej i Randers NØ begået mellem fredag den 11/10 kl. 15.00 og søndag den 13/10 kl. 15.40
  • På Jægervej i Hammel begået mellem torsdag den 10/10 kl. 15.00 og søndag den 13/10 kl. 16.54
  • På Bülowsgade i Aarhus C begået mellem lørdag den 12/10 kl. 11.30 og søndag den 13/10 kl. 17.57
  • På Musvågevej i Aarhus V begået mellem fredag den 11/10 kl. 15.00 og søndag den 13/10 kl. 20.00
  • På Grønnegade i Aarhus C anmeldt mandag den 14/10 kl. 02.51

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

20. april 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra OEstjyllands Politi loerdag den 20. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.