Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

17. juni 2019 12:07

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 17. juni 2019

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.30 i Retten i Randers en 59-årig mand, der sigtes for flere gange, ved brug af vold eller trusler, at have tiltvunget sig samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med en 31-årig kvinde. Han sigtes desuden for vidnetrusler.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Færdselsindsatser i weekenden gav 128 sager

Færdselspolitiet gennemførte både fredag og lørdag færdselsindsatser flere steder i politikredsen. Overskriften for indsatsen var spiritus-/narkokørsel, og i forbindelse med de to indsatser blev ni personer sigtet for spirituskørsel og tre personer for narkokørsel. Weekendens indsatser gav i alt 128 sager.

 

Fredag

Fredag eftermiddag og aften var færdselspolitiet i Randers og Norddjurs kommuner. Det førte til 70 sager og beslaglæggelse af en motorcykel og en knallert.

Blandt sagerne kan nævnes:

  • Manglende sele: 18 sager – heraf et barn
  • Anvendt mobiltelefon: 7 sager
  • Spirituskørsel: 5 sager
  • Ulovlige knallerter: 4 sager – en af dem blev beslaglagt
  • Narkokørsel: 1 sag
  • Hastighedsoverskridelse – landevej: 1 sag til betinget frakendelse, 3 sager til klip i kørekortet og 1 sag til bøde
  • Hastighedsoverskridelse – motorvej: 1 sag til betinget frakendelse, 1 sag til klip og 1 sag til bøde

Herudover flere sager om blandt andet kørsel uden førerret, kørsel i frakendelsestiden, ikke medbragt kørekort, manglende forsikring, uindregistreret køretøj og øvrige fejl og mangler.

 

Lørdag

Lørdag eftermiddag og aften kørte færdselspolitiet igen på vejene flere steder i politikredsen, heriblandt Odder, Åbyhøj og Favrskov. Det kom der 58 sager ud af.

Blandt sagerne kan nævnes:

  • Hastighedsoverskridelse: 9 sager – heraf 5 klip
  • Manglende sele: 5 sager
  • Spirituskørsel: 4 sager
  • Styrhjelm ikke benyttet: 4 sager, 3 på knallert og 1 på motorcykel
  • Medbragt passager på knallert: 4 sager
  • Anvendt mobiltelefon: 3 sager
  • Narkokørsel: 2 sager

Herudover var der sager vedr. kørsel for rødt lys, fejl og mangler på både biler, knallerter og motorcykler og flere sager om manglende kørekort eller ikke medbragt kørekort.

**

Uroligheder på Klostertorvet

Østjyllands Politi var i løbet af søndagen i flere omgange forbi Klostertorvet i Aarhus i forbindelse med uro på stedet. Politiet fik den første anmeldelse kl. 10.50 om, at 3-4 personer var oppe at slås og stod og råbte af hinanden. Der blev sendt flere patruljer til stedet, og det endte med at tre personer, en 32-årig mand, en 33-årig mand og en 30-årig kvinde, blev administrativt frihedsberøvet jf. politiloven og kørt til politigården for at få skabt ro på stedet.

I løbet af eftermiddagen opstod der igen uro på torvet, hvor op mod 40 mennesker var forsamlet. Alle personerne blev bortvist fra stedet, men en gruppe nægtede at forlade stedet, og i tidsrummet fra ca. 14.00 til 16.10 blev 12 personer, seks kvinder og seks mænd i alderen 21 til 55 år, administrativt frihedsberøvet jf. politiloven.

En af de frihedsberøvede, en 24-årig kvinde, løb pludselig fra stedet, men blev ved Gammel Munkegade indhentet af en betjent. Hun blev sigtet for at være flygtet som frihedsberøvet. Ingen af de øvrige 14 personer, der blev frihedsberøvet fra Klostertorvet i løbet af søndagen blev sigtet.

Den store forsamling af mennesker på torvet havde medført en del affald, og Aarhus Kommune blev derfor kontaktet med henblik på at komme til stedet med en fejemaskine, så det kunne blive ryddet op.

Østjyllands Politi vil også de kommende dage køre ekstra tilsyn i området ved Klostertorvet for at sikre ro og orden på stedet.

**

Cykelpatruljen tog ulovlig kniv

Søndag kl. 09.11 kørte Østjyllands Politis cykelpatrulje en tur ved Klostergade i Aarhus, da betjentene blev opmærksomme på to personer, der sad på en bænk. Den ene person overrakte en kniv til den anden, og betjentene tog kontakt til den 26-årige mand, der nu sad med kniven, og bad ham overlevere den til politiet, hvilket han gjorde. Den 26-årige mand blev sigtet for besiddelse af en ulovlig foldekniv på offentligsted og kniven blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

**

Sigtet for at kontakte en indsat

Østjyllands Politi fik søndag kl. 09.20 en anmeldelse om, at tre kvinder i en bil var kørt op til arresten på Christiansgade i Aarhus, hvor de spillede høj musik, råbte og lavede fagter for at komme i kontakt med én af de indsatte, hvilket lykkedes. Da politiet ankom til stedet sad de tre kvinder, på 20, 23 og 24 år på en halvmur med front mod arresten. De blev alle tre sigtet for overtrædelse af straffeloven ved at have taget kontakt til en indsat, hvorefter de blev bortvist fra stedet.

**

Stjal spiritus fra Løvbjerg

Østjyllands Politi fik søndag kl. 10.57 en anmeldelse fra Løvbjerg på Nørregade i Odder, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv. Butiksdetektiven havde set manden stå inde i butikken sammen med en anden mand i færd med at tage nogle spiritusflasker. Da han så, at de gik mod udgangen fulgte han efter, men fik kun fat i den ene af mændene. Han havde gemt to flasker spiritus og en øl og butiksdetektiven tilbageholdt ham indtil politiet kom frem.

Den 34-årige mand fremviste et litauisk pas og han blev gjort bekendt med, at han var anholdt og sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 700 kroner.

**

Færdsel

Søndag kl. 15.35 skete der et færdselsuheld på Jernbanegade i Randers C. En 34-årig kvindelig bilist drejede til højre ind over en cykelsti og overså en 41-årig mandlig cyklist. Cyklisten bremsede hårdt op og væltede af cyklen, men kom ikke umiddelbart til skade.

Søndag kl. 17.50 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Palle Juul-Jensens Boulevard i Aarhus N.

Søndag kl. 19.46 blev en 67-årig mandlig knalletkører sigtet for at kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Nørrebrogade i Randers NØ.

Søndag kl. 19.48 blev en 33-årig mandlig knallertkører anholdt og sigtet for spirituskørsel, for narkokørsel og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand, da han blev standset af en patrulje på Nyvej i Grenaa.

Søndag kl. 20.01 skete der et færdselsuheld på Kongensbrovej i Thorsø. En 39-årig kvindelig bilist kom kørende ad Kongensbrovej, da hun mistede herredømmet over sin bil og havarerede i et buskads. Det viste sig, at kvinden var beruset, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Kantorvænget i Risskov begået torsdag den 13/6 mellem kl. 08.00 og kl. 11.00
  • På Vibæklund i Egsmark ved Ebeltoft begået søndag den 16/6 mellem kl. 02.30 og kl. 09.45
  • På Hovdigevej i Holme ved Ebeltoft begået søndag den 16/6 mellem kl. 08.30 og kl. 15.30
  • På Nyringen i Risskov begået søndag den 16/6 mellem kl. 16.15 og kl. 18.15
  • På Rosenkrantzgade i Aarhus C begået mellem onsdag den 5/6 kl. 13.00 og søndag den 16/6 kl. 20.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

16. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 16. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.