Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. december 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 48-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for adskillige butikstyverier primært begået i dagligvarebutikker i Aarhus-området.
Han blev anholdt onsdag eftermiddag, efter han ifølge sigtelsen havde stjålet en bakke sushi fra en dagligvarebutik på Vesterbro Torv.
Den 48-årige har flere nylige domme for tyveri, og han fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.
**
Tryghedskameraer og kvikt vidne afslørede juletyve – 27-årig fremstilles
En dreng på 16 år og en mand på 27 år blev natten til torsdag anholdt og sigtet for at have stjålet fra et julemarked på Lille- og Store Torv i Aarhus C. Det var bl.a. politiets tryghedskameraer, der var med til at afsløre de to gerningsmænd.
I anledning af juletiden er der på Lille Torv og Store Torv sat boder op, der sælger forskellige madvarer, og kl. 02.18 ringede en borger til politiet, da han så to mænd i færd med at bryde et vindue op ind til en af boderne.
En patrulje var hurtigt på stedet, og de blev mødt af synet af brændte mandler, der lå spredt på jorden foran to boder, der var brudt op. Kort derfra stod to mænd og kiggede ind af vinduet i en tredje bod.
Begge mænd blev sigtet for tyveri og visiteret, og i den 27-åriges lommer fandt betjentene en pose med småmønter og en pose brændte mandler, der stammede fra boderne. Derudover havde han også en klump hash på sig.
Via Østjyllands Politis tryghedsskabende kameraer, der er sat op på torvet, kunne politiet tydeligt se, hvordan de to havde skaffet sig adgang til boderne, og begge er derfor sigtet for tyverierne.
Den 16-årige viste sig at være søgt af en institution, som han blev kørt til.
Den 27-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00. Han er ud over tyveriet fra boderne sigtet for to gaderøverier i nattelivet i Aarhus den 24. september og den 2. november.
Ved episoden i september er han sigtet for sammen med 2-3 andre gerningsmænd at have skubbet en 52-årig mand på Ryesgade og stjålet en mobiltelefon, en flaske vodka, nogle få kontanter og nogle cigaretter fra ham.
Ved i episoden i november er han sigtet for sammen med flere andre gerningsmænd at have truet en 23-årig mand til at aflevere sit ur og et kontantbeløb.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 14.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 14.00 en 28-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg, efter specialpatruljen fandt en større mængde kokain på hans adresse i Aarhus V.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har p.t. ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Familiemedlem snittet med kniv under skænderi
Torsdag morgen kl. 5.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 34-årig mand om, at han var blevet stukket med kniv på en adresse i Aarhus V.
En patrulje blev hurtigt sendt til stedet, men inden den var fremme, fik betjentene besked fra vagtcentralen om, at den forurettede nu jagtede gerningsmanden. Flere patruljer og indsatslederen blev efterfølgende sendt til adressen.
På stedet mødte politiet den 34-årige mand, som havde nogle overfladiske skrammer, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Den 38-årige mand, som skulle havde ført kniven og har en familiær relation til den 34-årige, var ikke længere på adressen. Den forurettede blev tilset af fremmødt sundhedsfagligt personale fra lægebil og ambulance, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Den 38-årige blev fundet kort før kl. 6.30 samme morgen i en lejlighed tæt på gerningsstedet, og han blev anholdt og sigtet for grov vold.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Visbjerg Hegn i Mårslet begået mellem søndag d. 1/12 kl. 18.00 og tirsdag d. 10/12 kl. 17.00
• På Bøgebjergvej i Ebeltoft begået onsdag d. 11/12 mellem kl. 10.30 og kl. 18.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877