Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

13. juni 2019 10:12

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 13.juni 2019


Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

 

Fremstilling i Aarhus 

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for trusler og grov vold mod en 21-årig kvinde. Syv andre personer sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen. 

**

Den mobile politistation i Pindstrup

Den mobile politistation kører i dag til Pindstrup, hvor den vil stå omkring tidsrummet kl. 14-18. Alle er velkomne til at komme forbi til en snak med vores betjente om, hvad der rører sig i området. 

**

Kvinde fundet ved Domkirkepladsen 

En borger ringede 112, da han onsdag morgen kl. 7.56 fandt en kvinde, der lå ukontaktbar bag en container tæt på Domkirkepladsen i Aarhus. Kvinden var påvirket af alkohol, og havde svært ved at huske, hvad der var sket. Da det ikke kunne udelukkes, at der var sket en forbrydelse, spærrede Østjyllands Politi området af og undersøgte stedet grundigt bl.a. med hunde. Derfor var flere veje i nærheden afspærret længere tid.

 

Der blev ikke fundet mistænkelige spor, og der er p.t. intet, der tyder på, at der er sket en forbrydelse. Kvinden har det efter omstændighederne godt. 

**

Stak mand i hovedet med smørekniv

En 47-årig mand blev onsdag kl. 19.00 anholdt og sigtet for grov vold ved at have stukket en 44-årig mand i hovedet med en smørekniv. De to mænd var kommet op at diskutere på et værested på Jægergårdsgade i Aarhus, da den 47-årige ifølge sigtelsen tog en smørekniv og stak den 44-årige i hovedbunden. Den 44-årige måtte efterfølgende sys på skadestuen, efter at have fået en mindre flænge. Overfaldet skete kl. 18.22, og omkring en halv time senere blev den 47-årige så anholdt. 

**

Mand blottede sig for kvinder i sin firmabil

To kvinder på 21 og 23 år var onsdag kl. 15.45 udsat for en ubehagelig oplevelse, da en mand i en varebil med firmalogo henvendte sig til dem på Vikærsvej i Risskov. Manden rullede vinduet ned og spurgte om vej til Skejby Sygehus. Mens kvinderne var ved at snakke med ham, opdagede den ene pludseligt, at manden sad med sin penis i hånden, som han befølte under samtalen. Kvinderne skyndte sig væk, men nåede dog at notere bilens nummerplade. De ringede herefter til politiet og gav både registreringsnummer og et fint signalement af manden. 

Østjyllands Politi kunne derfor hurtigt finde frem til en 27-årig mand, som erkendte, at han havde siddet og rørt ved sig selv foran kvinderne. Han blev derfor sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri. 

**

Brand i bygning i Trustup

Beboerne i en tre-etagers bygning på Stationsgade i Trustrup blev onsdag morgen evakueret, da der udbrød brand i en lejlighed. Anmeldelsen om branden kom kl. 8.35, og alle beboere blev hurtigt evakueret. Branden viste sig at være opstået omkring et komfur i en af de øverste lejligheder, hvorefter ilden spredte sig til bygningens tag. En enkelt person blev tilset for røgforgiftning, men ingen personer kom umiddelbart til skade ved branden. 

**

Kørte i mark og forsøgte at grave sig fri – sigtet for spritkørsel

En kvindelig bilist så onsdag kl. 14.43 en bagvedkørende varevogn køre lige ud i et sving på Tøjstrupvej i Allingåbro og ende i en mark, hvor bilen sad fast. Bilens fører skyndte sig ud og satte sig op i den minigraver, der stod på varevognens trailer. Han kørte minigraveren ned og forsøgte nu desperat at grave bilen fri.

 

Mandens opførsel virkede så underlig, at kvinden valgte at ringe til politiet. Lidt efter kom en patrulje til stedet, og da den 59-årige bilist virkede påvirket af alkohol, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel. 

**

26-årig kvinde standset med peberspray og hash i bilen

En 26-årig kvinde endte med seks sigtelser, da hun natten til torsdag kl. 2.25 blev standset af politiet på Vesterbro Torv i Aarhus C. Kvinden virkede både påvirket af alkohol og narko, og hun erkendte da også at have drukket øl og røget hash. Efter at have visiteret kvinden fandt betjentene både en klump hash og en peberspray på hende.

 

Da kvinden blev anholdt og sigtet, blev hun bedt om at opgive sit personnummer, men i stedet for sit eget, gav hun en andens. Det opdagede patruljen dog, der fandt hendes rigtige personnummer, og efterfølgende kunne de se, at hun var frakendt kørekortet. 

I alt endte med hun at blive sigtet for: 

Kørsel uden førerret
Narkokørsel
Spritkørsel
Brud på våbenloven
Besiddelse af euforiserende stoffer
At opgive falsk navn til politiet

**

Færdsel

Onsdag kl. 8.51 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager. En 33-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil på den våde vej og ramte ind i et autoværn. Han kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. 

Onsdag kl. 16.19 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Blegindvej i Solbjerg. 

Onsdag kl. 23.30 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. 

Torsdag kl. 00.21 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers SV. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Siøvænget i True ved Tilst begået lørdag d. 8/6 mellem kl. 13.00 og kl. 15.00
På Casper Møllers Vej i Risskov begået mellem mandag d. 10/6 kl. 20.35 og onsdag d. 12/6 kl. 9.00
På Trankærgårdsvej i Tranbjerg begået mellem tirsdag d. 28/5 kl. 6.00 og søndag d. 2/6 kl. 12.00
På Klostergade i Aarhus C begået onsdag d. 12/6 mellem kl. 7.15 og kl. 10.25
På Rolighedsvej i Femmøller ved Ebeltoft begået mellem søndag d. 9/6 kl. 12.00 og onsdag d. 12/6 kl. 12.00
På Dronningborg Boulevard i Randers NØ begået onsdag d. 12/6 mellem kl. 9.00 og kl. 12.15

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

20. april 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra OEstjyllands Politi loerdag den 20. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.