Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

19. november 2019 11:00

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 19. november 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Aarhus 

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 to bulgarske mænd på 19 og 30 år på udlændingeloven i Retten i Aarhus. De to mænd blev anholdt mandag kl. 23.02 og sigtet for, i forening med to bulgarske kvinder, at have forsøgt at stjæle tøj for flere tusinde kroner i Bilka i Tilst. De fire blev opdaget af nogle kvikke vagter, som undrede sig over deres opførsel i og omkring prøverummene i tøjafdelingen. 

Det viste sig, at de fire personer havde revet alarmer og priser af flere stykker tøj, som de havde puttet i en kurv. Alle blev tilbageholdt af personalet og efterfølgende anholdt af politiet. 

Da de to mænd ikke har bopæl i Danmark, fremstilles de på udlændingeloven med henblik på senere udvisning. 

**

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 14.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for adskillige butikstyverier. Den 26-årige blev anholdt mandag kl. 18.05 i Salling i Aarhus, efter at nogle vagter havde tilbageholdt ham. 

Vagterne genkendte manden fra en episode i fredags, hvor den 26-årige skulle have stjålet tre parfumer til en værdi af flere tusinde kroner. Da den 26-årige i forvejen er sigtet for en lang række butikstyverier, fremstilles han i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, da det vurderes, at der er risiko for, at han fortsætter sin kriminalitet. 

**

 

Den mobile politistation i Skæring

Østjyllands Politis mobile politistation kører tirsdag til Skæring, hvor betjentene Christian og Anne-Amalie står klar til en snak med de borgere, der kigger forbi. De vil som udgangspunkt være i Skæring mellem kl. 14-18. 


**

 

Drukneulykke ved Aarhus Havn

Østjyllands Politi fik mandag kl. 23.28 en anmeldelse om, at en 66-årig mand var forsvundet ved Aarhus Havn i forbindelse med, at han havde gået tur med sin hund, der var set løbe rundt ved Udsigtstårnet omkring Bernhard Jensens Boulevard iført halsbånd og hundesnor. Kort efter politiet ankom til stedet, blev en person set liggende livløs ude i vandet, ca. 30 meter fra Udsigtstårnet. 

Et vidne, der er tidligere elitesvømmer, svømmede ud for at hente manden ind til kajen, hvor betjentene fik ham bjerget op og påbegyndte hjerte-/lungeredning. Kort efter ankom ambulancen, og manden blev kørt til Aarhus Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og kl. 01.00 blev han erklæret død. De pårørende er underrettet. 

Der er ikke noget, der tyder på, at manden er blevet udsat for noget kriminelt, og det er umiddelbart politiets vurdering, at der er tale om en ulykke. Politiet skal nu på baggrund af yderligere undersøgelser på findestedet og et ligsyn forsøge at afdække de nærmere omstændigheder ved ulykken. 

**

 

Anholdt for narkosalg: Havde kontanter og stoffer på sig

En 20-årig kvinde og en 32-årig mand blev mandag kl. 21.45 anholdt og sigtet for narkosalg, efter de blev standset i deres bil af en patrulje på Viborgvej i Hasle. Betjentene fattede mistanke til dem og efter en kort eftersættelse, fik de dirigeret bilen ind til siden. 

Den 32-årige mand, som sad bag rattet, var frakendt kørekortet, så det gav ham hurtigt første sigtelse. Da betjentene fandt en kniv lige ved siden af bilen, besluttede de at undersøge køretøj og personer nærmere. I kvindens jakke lå noget kokain og heroin og en ordentlig stak pengesedler med mange tusinde kroner i. Gemt bag et panel i bilen lå der flere stoffer, både mand og kvinde blev anholdt, og bilen blev beslaglagt for at blive undersøgt nærmere. 

**

 

Fogedretten sendte tavs mand i arresten

En 39-årig mand blev mandag kl. 13.20 anholdt i Fogedretten i Randers på anmodning af dommeren.  Den 39-årige skyldte penge, og Fogedretten ville gøre udlæg i hans bil. Manden nægtede dog gentagne gange at oplyse, hvor bilen er. 

Dommeren valgte derfor at tilkalde politiet og lade ham anholde, og han blev efterfølgende kørt til forvaring i arresten. Her skal han nu sidde, indtil han vil fortælle, hvor bilen er. Ifølge Retsplejelovens § 497 kan han forblive i forvaring i op til et halvt år, hvis han fortsat vælger at forblive tavs. 

**

 

Kitesurfer reddet i land

En 44-årig mand kom mandag i knibe, da han var ude at kitesurfe på vandet omkring Egå. En anmelder ringede 112, da han så surferen ligge i vandet cirka 200 meter ude. Redningsmandskab og politi ankom kort efter til stedet, og de fik hurtigt visuel kontakt med kitesurferen, som kunne vinke til dem fra sin position. En båd sejlede ud og fik bjærget surferen, som var ved bevidsthed og umiddelbart ikke var kommet noget til. 

**

 

Ubuden skolegæst stjal pantflasker

En pedel på et gymnasium på Dollerupvej i Aarhus opdagede mandag kl. 16.38 to ubudne gæster på skolens grund. De to mænd havde sneget sig ind af en bagindgang og havde stjålet en pose med pantflasker, som de nåede at stikke af med. Politiet blev tilkaldt og efter at have talt med skolens personale, kørte patruljen til det mest nærliggende supermarked for at tjekke, om mændene var løbet derhen for at indløse panten. 

Og ganske rigtigt: En 38-årig mand, som svarede nøje til pedellens signalement, stod ved supermarkedet med en pose fyldt med flasker. Han påstod, at det var hans egne tomme flasker, men betjentene kørte ham tilbage til skolen, hvor personalet straks genkendte ham som en af gerningsmændene. Den 38-årige blev derfor anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

41-årig sigtet efter fund af trailer og stoffer

En mand ringede mandag kl. 9.00 til politiet, da han havde opdaget en trailer, som var stjålet fra hans firma. Traileren stod på en adresse på Bogensevej i Randers SV. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en 41-årig mand, som blev sigtet for hæleri. 

Efter en ransagning på mandens adresse, fandt politiet noget amfetamin og hash, som den 41-årige blev sigtet for at besidde. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 7.21 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 22-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Mandag kl. 10.32 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Skødstrup. En 70-årig mandlig bilist kørte ind i en bil, som holdt parkeret i siden af vejen. Han blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Mandag kl. 18.03 blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for at køre uden førerret og for at have en ulovlig peberspray i bilen, da han blev standset af en patrulje på Jernaldervej ved Aarhus V. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Saturnvej i Viby begået mellem søndag d. 17/11 kl. 10.00 og mandag d. 18/11 kl. 11.30
På Visbjerg Hegn i Mårslet begået mellem onsdag d. 13/11 kl. 12.00 og 18/11 kl. 15.10
På Dalvangen i Højbjerg begået mandag d. 18/11 mellem kl. 16.45 og kl. 17.30
På Majvej i Aarhus V begået mandag d. 18/11 mellem kl. 15.00 og kl. 20.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.