Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 24. juni 2019
Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds

Foto: Østjyllands Politi
Der er p.t. ingen fremstillinger i kredsen i dag.
**
Mand anholdt efter brand i kolonihavehus
En 54-årig mand blev natten til mandag kl. 00.20 anholdt på sin bopæl i Aarhus og sigtet for brandstiftelse. Nogle timer forinden kl. 20.58 var et kolonihavehus på Åhavevej i Viby brændt ned til grunden, og forskellige vidneudsagn og fund på stedet førte til anholdelsen af den 54-årige mand. Ingen personer kom til skade ved branden.
**
Brand i skur bredte sig til to huse
Det var formentligt et uheld med en ukrudtsbrænder, der søndag kl. 11.57 startede en brand på Kløvervej i Hinnerup. Ilden fik først fat i et skur, hvorefter den bredte sig til en campingvogn, hvor der bl.a. stod nogle gasflasker. Det fik branden til at udvikle sig yderligere og sprede sig til to huse. Beboerne kom alle ud i god behold, men husene fik store brandskader.I forbindelse med branden opstod der en del røg, og politiet opfordrede derfor alle i området til at blive inden døre. Ingen kom umiddelbart til skade ved branden. Den 38-årige mand, der havde benyttet ukrudtsbrænderen, blev sigtet for ikke at have været forsigtig nok i sin omgang med ild.
**
Sankt Hans-bål formentligt skyld i brand
En forladt landejendom på Elmosevej i Beder fik større skader, da der søndag kl. 21.37 opstod brand på stedet. Årsagen til branden skyldes formentligt, at gløder fra et Sankt Hans-bål i nærheden var fløjet over i bygningen.
En 46-årig mand blev sigtet for ikke at have været forsigtig nok med sin omgang med ild, da bålet var blevet tændt mindre end de påkrævede 30 meter væk fra bygningen. Ingen personer kom til skade ved branden.
**
Stoffer og våben fundet i bil ved arresten
Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 1.27 en anmeldelse om, at en gruppe mænd i en bil sad og råbte til nogle indsatte i Aarhus Arrest på Christiansgade. En patrulje kørte til stedet, og de traf hurtigt bilen, hvor fire mænd sad. Alle blev visiteret, og da en 27-årig mand havde en joint og noget hash på sig, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
I bilen fandt betjentene under en ransagning et baseballbat og en kniv. Begge dele blev beslaglagt, men ingen blev sigtet, da betjentene ikke kunne fastlægge, hvem der ejede dem. Den 19-årige fører af bilen blev sigtet for ikke at have sit kørekort på sig.
**
Brand i børnehave i Aarhus
En tilfældig forbipasserende ringede 112, da han natten til mandag kl. 2.25 opdagede, at der var ild i en børnehave på Kappelvænget i Aarhus V. Branden nåede at forårsage store skader på bygningen, inden den blev slukket. Ingen personer kom til skade. Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden er, og politiets teknikere skal i løbet af mandag undersøge brandstedet.
**
Kvinde uddelte umotiveret lussing
En 55-årig kvinde gjorde en del mennesker utrygge, da hun søndag omkring kl. 20.00 gik rundt på Skolebakken. Kvinden konfronterede flere folk og opførte sig aggressivt. På et tidspunkt tog hun fat i en 44-årig kvindes cykel, og da kvinden ville have den tilbage, slog den 55-årige hende hårdt i ansigtet med flad hånd. Efterfølgende forsøgte den 55-årige også at sparke kvinden, inden hun forlod stedet.
Ud fra vidnernes signalement fandt en patrulje kort efter frem til den 55-årige, der blev anholdt og sigtet for vold. På grund af kvindens tilstand blev hun indlagt på en psykiatrisk afdeling.
**
Mænd stak af fra bil, der trillede ind i hæk
En patrulje fattede natten til mandag kl. 4.16 mistanke til en bil, der kom kørende på Kirkegade i Ebeltoft. Da betjentene satte blinket til, valgte føreren af bilen at træde på speederen i stedet for at standse. På Fresiavej, der ender blindt, kørte bilen ind over en cykelsti og ind på et grønt område ved en legeplads, hvorefter to mænd pludselig sprang ud af bilen, der trillede videre ind i en hæk på stedet.
De to betjente satte efter hver sin mand, men begge nåede at stikke af. Det var dog relativt nemt at finde frem til bilens ejer – en 18-årig mand, der senere blev anholdt. Betjentene kunne genkende ham som bilens fører, og han er foreløbigt sigtet for at køre uden førerret og for ikke efterkomme politiets anvisninger. Østjyllands Politi har også en god formodning om, hvem den anden person i bilen var.
**
Mand med hash råbte ind i hovedet på betjent
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte søndag kl. 19.43 til Kirketorvet i Tranbjerg, da der var kommet anmeldelser om uro blandt nogle berusede folk på stedet. Da betjentene kom frem, gjorde en 52-årig mand kraftigt opmærksom på sig selv ved at kaste med øldåser og være særdeles højrøstet.
Patruljen forsøgte at tale med ham, men den 52-årige gik direkte hen til dem og råbte flere skældsord direkte ind i hovedet på en af betjentene. Den 52-årige blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Under visitationen af manden fandt politiet også en mindre mængde hash, som han blev sigtet for at besidde.
**
Blandede sig i politiets arbejde og blev anholdt
En 23-årig mand havde meget svært ved at forstå, at han skulle lade politiet arbejde i fred, da de natten til søndag kl. 00.20 var i gang med at undersøge et forhold på Slyngborggade i Randers C. Patruljen var i gang med at tale med den 23-åriges ven om en sag, men de blev konstant afbrudt af en den højtråbende 23-årige.
Da han trods gentagne formaninger blev ved med at råbe og vise politiet en ”fuckfinger”, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Ung mand forsøgte at narre politiet
En 19-årig mand forsøgte et godt gammelt trick, da en patrulje mandag kl. 2.05 standsede hans bil på J.M Mørks Gade i Aarhus C. Betjentene så tydeligt, hvordan den 19-årige hurtigt forlod sin plads bag rattet og skyndte sig om på bagsædet af bilen.
Da patruljen kom hen til bilen, var førersædet tomt, og den 19-årige påstod, at han aldrig havde siddet der. Han havde nemlig ikke noget kørekort. Betjentene valgte, trods manden forklaring, at anholde ham og sigte ham for at køre uden førerret, og da de havde mistanke til, at han var påvirket, blev han også sigtet for narkokørsel. Derudover blev han også sigtet for at køre uden sele.
**
To skure udbrændt i Malling
Østergårdsvej i Ask ved Malling blev kortvarigt spærret af, da der søndag kl. 15.34 udbrød brand i et skur. Branden bredte sig til et andet skur, og begge nåede at udbrænde, inden ilden blev slukket. Ingen personer kom til skade ved branden, der formentligt startede omkring en varmelampe.
**
Færdsel
Søndag kl. 18.10 blev en 66-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset i Torup på Samsø.
Søndag kl. 18.10 skete der et færdselsuheld i krydset Tåstrupvej/Ødumvej i Selling ved Hadsten. En 49-årig mandlig bilist kørte ind i krydset og ud foran en 25-årig mand, der kom cyklende ad Ødumvej. Cyklisten kørte ind i bilen og væltede ned på asfalten. Han slap dog uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag kl. 00.15 blev 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Hammel. Da han havde en pose med kokain og hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds• På Præstegårdsvej i Mårslet begået mellem fredag d. 21/6 kl. 16.00 og søndag d. 23/6 kl. 12.30
• På Holmevej i Højbjerg begået mellem lørdag d. 22/6 kl. 8.00 og søndag d. 23/6 kl. 12.00
• På Udbyhøjvej i Lindbjerg ved Randers NØ begået mellem onsdag d. 19/6 kl. 8.30 og søndag d. 23/6 kl. 13.40
• På Valnøddevej i Randers NV begået mellem lørdag d. 22/6 kl. 12.10 og søndag d. 23/6 kl. 15.00
• På Trillegårdsvej i Aarhus V begået torsdag d. 20/6 kl. 22.00
• På Kantorvænget i Risskov begået søndag d. 23/6 mellem kl. 15.00 og kl. 21.50
• På Eriksminde i Hammel begået mellem lørdag d. 22/6 kl. 8.00 og søndag d. 23/6 kl. 22.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877