Ung mand får 3,5 års fængsel efter amfetamin-aktion
En 25-årig mand er blevet idømt tre et halvt års ubetinget fængsel for at have leveret 2,6 kilo amfetamin til en adresse i Aalborg.
Foto: Østjyllands Politi
Den 25-årige blev anholdt i kølvandet af en større politiaktion, hvor Særlig Efterforskning Vest slog til mod rockermiljøet omkring Aalborg. Flere adresser i forskellige jyske byer blev ransaget, og syv personer blev anholdt og sigtet for at have været en del af et netværk, der solgte store mængder amfetamin – alt sammen med base i Aalborg.
Det var nogle få uger efter den store aktion, at den 25-årige blev anholdt, og siden har han siddet varetægtsfængslet frem til sin dom. En dom, som anklager i Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen, er tilfreds med.
”På baggrund af en rigtig god efterforskning var beviserne så stærke, at den 25-årige valgte at afgive fuld tilståelse i sagen. Det har været med til at sikre en hurtig sagsgang, så der har været kort tid fra anholdelse til straf, ” siger anklageren.
Ud over den 25-årige har fem andre personer fået dom i samme sag. To sidder fortsat varetægtsfængslet og venter på, at deres sag kommer i retten.
Pressekontakt
Anklager i Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen, tlf. 5127 4919Pressekontakt
E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877