Spring til hovedindhold

Forslag

Afhøring hos politiet

Hvis du har været udsat for en forbrydelse eller har været vidne til en forbrydelse, kan din forklaring have stor betydning i sagen.

Når du har været udsat for en forbrydelse, eller været vidne til en forbrydelse, vil politiet tale med dig om, hvad der er sket. Vi kalder det en afhøring.

 

Afhøringen vil normalt foregå på den lokale politistation, men den kan fx også foregå dér, hvor forbrydelsen er begået (gerningsstedet), eller over telefonen. Vi skriver din forklaring ned i en politirapport, som du vil få mulighed for at læse igennem og derefter underskrive.

 

Nogle gange kan det være nødvendigt at afhøre dig flere gange i løbet af efterforskningen.

 

Det kan også være, at vi i forbindelse med en afhøring viser dig en mappe med fotografier med mulige gerningsmænd, som du skal se igennem for at se, om du kan genkende gerningsmanden.

 

Vi afhører også andre personer, der kan have noget med sagen at gøre, fx den mistænkte eller andre vidner til forbrydelsen.