Spring til hovedindhold

Forslag

Program for åbent hus på Politiskolen i Brøndby den 18. juni 2022

Arrangementet er åbent fra kl. 10 - 14 på Brøndbyøster Boulevard 30, 2605 Brøndby.

Åbent hus

Der foregår mange forskellige aktiviteter på samme tid, og flere af dem varer 30 minutter, hvorefter du kan gå videre til en ny aktivitet.

 

Kl. 11.00 - 11.30 giver Aktionsstyrken og Livvagterne opvisning, mens øvrige aktiviteter holder pause.

 

Du kan også besøge standen med studievejledning. Her kan du få en snak med politistuderende og rekrutteringsmedarbejdere, der ved alt om adgangskravene og optagelsesprøverne til politiuddannelserne.

 

Endelig kan børnene lege i gymnastiksalen – under mors eller fars opsyn.

 

Aktiviteter

Mange af aktiviteterne starter hver halve time i tidsrummet 10-14, mens andre er åbne for besøg hele tiden:

 

Efterforskning og gerningsstedsundersøgelse, bygning 11 (lokale 4)

Hvordan sikrer man spor på et gerningssted? Se det udstyr, vi bruger på gerningsstedet og i laboratoriet.

 

Politikadetuddannelsen og hverdagen som politikadet, bygning 11 (lokale 5)

Her kan du blive klogere på uddannelsen og opgaverne som politikadet. Kan du se, om et pas er forfalsket? Ved du, hvad det vil sige at være frihedsberøvet? Kom forbi, og få det testet.

 

Hundepatrulje, udendørs

Hvordan bliver du hundefører, og hvilke opgaver løser man? Mød hundeførere og deres patrulje-, narko- og sprængstofhunde.

 

Færdselspatrulje, udendørs

Hvad laver en færdselsbetjent og hvorfor vælge det job? Se færdselspolitiets køretøjer og udstyr, og få svar på en masse færdselsspørgsmål.

 

Køreuddannelse, bygning 11 (lokale 6)

Er du nysgerrig på de studerendes køreuddannelse? Her kan du se videoer fra uddannelsen og få en snak om, hvordan vi træner i praksis.

 

Magtanvendelse, bygning 11 (magtanvendelseslokalet)

Hvilke teknikker bruger vi i magtanvendelse? Du bliver introduceret til basale teknikker og kan derefter afprøve dem.

 

Skydesimulator, bygning 11

Hvordan klæder vi de studerende på til skydeuddannelsen? Kom og få en introduktion til Politiskolens skydesimulator.

 

Politiets udstyr, bygning 11 (lokale 1) og udendørs

Hvad har politiet af uniformer og udstyr? Her kan du se politiets biler, uniformer og sikkerhedsudstyr og prøve noget af det.

 

Internationale karrieremuligheder, bygning 11 (lokale 8)

Kunne internationale udsendelser være noget for dig? Så kig forbi. Politiet byder nemlig også på internationale job- og karrieremuligheder.

 

Undervisningsworkshops, bygning 11 (lokale 9, 10, 11 og 12)

Hvordan er det at have undervisning på Politiskolen? Til disse workshops møder du undervisere fra jura, samfundsfag, psykologi og rapportsprog og får et smugkig på hverdagen som politistuderende.

 

Situationsspil, udendørs

Hvordan lærer de politistuderende at håndtere forskellige situationer? Få indblik i, hvordan vi bruger situationsspil i undervisningen, hvor de studerende skifter mellem at være politipatrulje, gerningsmand, vagtcentral og observatør.

 

Kommandostade, udendørs

Hvordan flytter vi indsatsledelse helt tæt på hændelsen med moderne teknologi? Her kan du se en kommandostadebil og møde en dronefører.

 

Særligt krævende opgaver, fx til fodboldkampe, udendørs

Hvad dækker teknisk tjeneste over? Få svaret, og se nærmere på de køretøjer, politiet benytter i forbindelse med demonstrationer, fodboldkampe og uroligheder.

 

Mini-efterforsker, udendørs

Har du en mini-efterforsker gemt i dig? Ved studievejledningen får du udleveret et kort, som leder dig frem til nogle poster, hvor du kan scanne QR-koder og blive klogere på, hvordan politiet arbejder, når nogen har brudt loven.

 

Studielivet på Politiskolen i Vejle, bygning 11 (lokale 7)

Hvordan er hverdagen på Politiskolen i Vejle? Mød de studerende, og få en fornemmelse af stemningen og atmosfæren på vores nyeste uddannelsessted.

 

1. prøvedag: Fysisk optagelsesprøve, bygning 11 (træningslokalet)

Test dig selv i dele af den fysiske optagelsesprøve: længdespring, kropshævninger og bænkpres. Vi konkurrerer om at slå dagens rekord.

 

1. prøvedag: Skriftlig optagelsesprøve, bygning 11 (lokale 2)

Hvorfor har vi en skriftlig optagelsesprøve? Her får du en generel introduktion til optagelsesprøven i skriftligt dansk, typiske dumpeårsager og forberedelsesmuligheder.

 

2. prøvedag: Samarbejdsopgave og samtale, bygning 11 (lokale 3)

Hvad består 2. prøvedag af? Her får du en introduktion til samarbejdsopgaven og samtalen samt gode råd til, hvordan du kan forberede dig.

 

Fra kl. 12: Aktionsstyrken bygning 10 (auditoriet)

Oplæg om jobbet i Aktionstyrken med mulighed for at stille spørgsmål.

 

Fra kl. 12: Livvagtstyrken, bygning 11 (lokale 12A)

Oplæg om jobbet som livvagt med mulighed for at stille spørgsmål.

Der er mulighed for at købe mad og drikke til arrangementet.

 

Husk praktisk tøj, hvis du vil være med til fysisk træning eller magtanvendelse. Der er ikke mulighed for omklædning eller bad.

Vær opmærksom på, at vi under arrangementet filmer og fotograferer til brug for intern og ekstern kommunikation. Kontakt venligst fotograferne, hvis du ikke ønsker at optræde på fotos eller film.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.