Spring til hovedindhold

Forslag

Studieliv med stærkt fællesskab

Både for politikadet- og basisstuderende er studielivet en integreret del af undervisningsmiljøet.

Klip fra studiemiljøet

Kollega fra første dag

Gennem optagelsesforløbet har du vist, at du både vil en politiuddannelse og har kvalificeret dig til at tage den – lige som alle dine medstuderende. Derfor vil underviserne og politikredsenes vejledere også støtte og hjælpe dig, både som studerende og kollega.

Du får medstuderende, der er lige så engagerede som du, og du får gode, erfarne undervisere, som kender dig og bakker dig op. I det hele taget er den tætte dialog mellem studerende og undervisere en væsentlig del af begge politiuddannelserne.

Allerede her støbes fundamentet for det særlige makkerskab, der præger politiet. Her er vi ikke konkurrenter, men kolleger, der hjælper hinanden til at blive endnu bedre.

 

Underviserne forbereder dig fysisk og mentalt

Undervisernes opgave er at understøtte dig som studerende i at lykkes med noget, der umiddelbart kan virke uoverskueligt, men som du får værktøjerne til at klare.

 

Klassen er dit sociale og faglige omdrejningspunkt

På 1. semester er det sociale og faglige studieliv koncentreret om din egen klasse, som består af højst 24 studerende. Sammen med underviserne opbygger I det fortrolige rum og trygge læringsmiljø, hvor I kender hinandens stærke og svage sider, hjælper hinanden, giver feedback og lærer sammen.

Klassens studerende har typisk vidt forskellig faglig og personlig baggrund, og netop dét giver jer en helt enestående mulighed for at spille hinanden gode og udvikle det kollegiale fællesskab.

Med tiden udvider du dit faglige og sociale netværk, fx når du som færdiguddannet politikadet eller i løbet af basisuddannelsens 2. semester samarbejder med vejledere, medstuderende og andre kolleger i din politikreds.

 

Studerende i alle aldre, også din

Uanset om du er omkring de 20, 30 eller 40 år, vil du møde jævnaldrende studerende.

Der er nemlig ikke nogen maksimal aldersgrænse for at komme ind på politiuddannelserne, kun en minimumsalder på 18 år for politikadetuddannelsen og 21 år for basisuddannelsen.

 

Samme udgangspunkt trods vidt forskellig baggrund

Mange forskellige veje kan føre ind til en politiuddannelse. Derfor kan der være stor forskel på, hvilken uddannelse og joberfaring man har, når man starter på Politiskolen.

En del har været i militæret efter deres ungdomsuddannelse, andre har en erhvervsfaglig uddannelse mens andre har en længere karriere eller en videregående uddannelse bag sig.

 

Blandt dine medstuderende kan du fx møde

Tidligere værnepligtige og militæruddannede

Lærere
Pædagoger
Selvstændige erhvervsdrivende
Håndværkeruddannede
Butikschefer fra detailhandelen
Elitesportsudøvere
Socialrådgivere
Jurister
Økonomiuddannede

Kontoruddannede

 

Du møder også aleneforældre, der har arbejdet målrettet på at forfølge drømmen om en politiuddannelse – og som gør drømmen til virkelighed.

Selvom I er forskellige, har I nøjagtigt det samme udgangspunkt fra første dag på Politiskolen, hvor I arbejder hen imod det samme mål – uden at være konkurrenter, tværtimod.

Tempo og variation i undervisningen

Undervisningen er præget af praktisk/teoretisk undervisning og opgaveløsning i større og mindre grupper. Indholdet af en undervisningsdag kan veksle mellem fysisk træning, gruppeopgaver, klasseundervisning og situationsspil, både indenfor og udendørs.

Hvert uddannelsestrin klæder dig på til det næste

Uanset om du starter på politikadet- eller basisuddannelsen, går du ind i et gradvist udviklingsforløb, som fortsætter gennem hele dit arbejdsliv.

 

  1. Politikadetuddannelsen forbereder dig personligt og fagligt til jobbet. Som politikadet opnår du praktisk indsigt og erfaring med arbejdspladsen, politiopgaverne og den daglige borgerkontakt.
  2. Hvis du samtidigt sørger for at holde dig skarp i skriftligt dansk, kan du søge ind på den overbygningsuddannelse, der fører dig videre til 2. og 3. semester af basisuddannelsen.
  3. Basisuddannelsens 1. semester forbereder dig til at håndtere opgaver og oplevelser under praktikken i en politikreds.
  4. Du fortsætter i praktik på 2. semester, hvor vejledere og kolleger er med dig og støtter og hjælper dig godt igennem de omskiftelige opgaver i din politikreds.
  5. På 3. semester har du praktikken som afsæt til yderligere at skærpe din kunnen og blive helt klar til at starte i jobbet efter gennemført basisuddannelse.
  6. Du videreuddanner dig efter basisuddannelsen og kan følge mange forskellige karrieremuligheder i politiet.

 

Lokaler og uniform øger din bevidsthed

De fysiske omgivelser medvirker til at forberede dig til jobbet i en politikreds.

Fx træner du magtanvendelse i et rum, der er omgivet af glasvægge, så andre studerende kan stoppe op og følge med i, hvad der foregår. Det er med til at træne dig i at være bevidst om, at det meste af politiarbejdet foregår i det offentlige rum, hvor borgerne også kigger med.

I det daglige undervisningsliv minder politiuniformen dig også om, hvilken rolle vi har, hvilke opgaver vi løser, og hvordan vi samarbejder om det.

 

Kompakt uddannelsesforløb

Ud over de 37 timers undervisningsuge går der tid med at træne, læse en bred vifte af faglitteratur, skrive opgaver, fx rapportskrivning, og ikke mindst bidrage til klassens trivsel og fælles fremdrift.

 

Økonomi (SU og løn) og boligforhold

Politiuddannelserne er SU-berettigede, og på basisuddannelsens 2. semester med praktik i politikredsen modtager du løn i stedet for SU.

Det betyder, at du har samme muligheder som studerende på andre SU-berettigede uddannelser for at få tilskud til offentlig transport at søge kollegieværelse.

 

Politiskolen råder ikke selv over boliger til politistuderende. Du har samme boligmæssige muligheder som ved andre SU-berettigede uddannelser, hvor der ikke stilles bolig til rådighed.

 

Praktisk information om adgangskrav, SU, bolig og transport

Afvis cookies