Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

29. oktober 2020 20:22

Fængsel og udvisning for bestandigt i sag om stjålne cykler og overtrædelse af indrejseforbud

En 52-årig litauisk mand blev i sommer anholdt i Tyskland med en ladning stjålne cykler fra blandt andet Aarhus og Aalborg. Efterfølgende blev han udleveret til UKA Vest og har nu fået sin dom.

En 52-årig mand, litauisk statsborger, blev onsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt et år og ni måneders fængsel samt udvist for bestandigt for omfattende hæleri af cykler og for overtrædelse af et tidligere indrejseforbud.

Den 52-årige blev anholdt den 9. juli af tysk politi i en varebil på motorvejen umiddelbart syd for grænsen, efter at betjentene ved en kontrol havde fundet 15 cykler gemt i varerummet.

Da det stod klart, at flere af cyklerne var stjålet i Danmark, blev den litauiske mand efterfølgende udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. 

UKA Vest hjemtager på vegne af dansk politi personer, der anholdes i udlandet med tyvekoster fra Danmark, og efterforsker sagerne, ligesom anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi rejser tiltale i sagerne.

Som et led i det dansk-tyske politisamarbejde har tysk politi således et fast kontaktpunkt i UKA Vest – uanset hvor i Danmark forbrydelsen er sket.

Efterforskningen har vist, at en række af cyklerne er blevet stjålet i Aarhus og Aalborg tidligere i juli måned. I flere tilfælde har der været tale om mærkevarecykler, og den samlede værdi af kosterne er gjort op til 73.300 kroner.

Den 52-årige mand nægtede at udtale sig i retten, men modtog dommen.

Den litauiske mand var idømt et seks år langt indrejseforbud gældende fra august 2016.
 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v. 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

23. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Indsats efter syrebomber på skole er afsluttet – efterforskningen fortsætter

Tirsdag fandt medarbejdere på Rørkjær Skole Urban i Esbjerg syrebomber i skolegården.

23. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet har afspærret skolegård efter sprængte syrebomber

6 syrebomber kastet ind på skolegården ved Rørkjær Skole Urban i Esbjerg.

19. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Har du set manden eller voldsepisode på King George 7. februar 2024?

Politiet søger vidner og hjælp til at identificere mulig gerningsmand.