Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

27. oktober 2021 16:20

To indbrudstyve varetægtsfængslet

Risikoen for at blive udsat for indbrud er blev langt mindre de seneste år. Antallet af indbrud i Syd- og Sønderjylland er næsten halveret siden 2019.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået sat en stopper for hele to indbrudstyve. I dag blev en 34-årig mand varetægtsfængslet i fire uger sigtet for en lang række indbrud i Haderslev. I går blev en 37-årig mand fra Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger efter et indbrudsforsøg, der endte i vold natten til i tirsdag. 

I forbindelse med en række indbrud i Haderslev i weekenden anholdt politiet mandag en 34-årig mand fra Haderslev-området. Manden blev ved retten i Sønderborg i dag varetægtsfængslet i fire uger. Den 34-årige mistænkes for yderligere en række indbrud begået det seneste halve år, som Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker.

- Vi glæder os over at have stoppet tyven. Vi har på det seneste oplevet en del indbrud i Haderslev Kommune, men regner med at have dæmmet op for en stor del af det med anholdelsen i Haderslev, siger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Retten i Esbjerg varetægtsfængslede i går en 37-årig esbjergenser i fire uger efter et indbrudsforsøg, der natten til i dag endte med et overfald og trusler på livet. Den 37-årige var brudt ind i en kælder i en beboelsesejendom, da han blev opdaget af en beboer. Han slog beboeren i hovedet flere gange, inden beboeren overmandede ham og holdt ham fast til politiet kom frem. Tyven forsøgte at komme derfra ved at true med at have en pistol.
 
- Man kan som borger godt blive utryg, når man hører om indbrud, men risikoen for at blive udsat for indbrud er blevet væsentligt mindre. Dels har vi fået fængslet de to gerningsmænd, dels viser de seneste tal, at antallet af indbrud falder drastisk her i området, siger politiinspektør Jeppe Kjærgaard.

De første ni måneder i år har der været 677 indbrud i beboelser i Syd- og Sønderjylland, mens der i samme periode i 2019 var 1253 indbrud. Det vil sige et fald på 46 procent. Sammenlignet med 2020 er antallet af indbrud faldet med 25 procent selv om sidste år var atypisk på grund af corona-pandemien, hvor mange arbejdede hjemme og indbrudstyvene derfor havde svære vilkår. I de første tre kvartaler af 2020 brød tyve ind i syd- og sønderjyske hjem 897 gange.

- Vi er meget glade for udviklingen og har fortsat stort fokus på at bekæmpe indbrud og lægger vores patruljering efter det. Men borgerne kan også selv gøre en del for at forebygge, siger Jeppe Kjærgaard. 

Der er mange ting, man selv kan gøre for at undgå indbrud. 

- En undersøgelse viser, at hvis man er aktiv med nabohjælp, kan op til en fjerdedel af alle indbrud forhindres, siger vicepolitiinspektør og leder af Forebyggelsessektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergaard.

Og så hjælper det at lukke og låse vinduer og døre. I 23,9 procent af indbrudstilfældene i Syd- og Sønderjylland har tyvene fået adgang gennem en ulåst dør eller et åbent vindue, oplyser Christian Østergaard. 
 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

19. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Har du set manden eller voldsepisode på King George 7. februar 2024?

Politiet søger vidner og hjælp til at identificere mulig gerningsmand.

18. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

Bedrageri: Genkender du denne gerningskvinde?

OBS! Kvinden er identificeret og billederne er derfor fjernet Syd- og Sønderjyllands Politi beder borgerne om hjælp i forbindelse med 5 anmeldelser om bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa.

17. april 2024

Syd- og Sønderjyllands Politi

38-årig kvinde idømt behandlingsdom

En domsmandsret i Sønderborg idømte i dag en 38-årig kvinde en behandlingsdom