Spring til hovedindhold

Forslag

Persontjek

Når vi skal behandle din ansøgning om våbentilladelse, undersøger vi, om der i politiets systemer er oplysninger om dig, som kan gøre det betænkeligt at give dig adgang til våben.

Værd at vide
Ved behandlingen af din ansøgning undersøger våbenafdelingen, om der i politiets registre er oplysninger om dig, som kan gøre det betænkeligt, at du får adgang til våben. Det kaldes et persontjek eller en vandelsvurdering. 

Det kan få betydning for din ansøgning, hvis du eksempelvis er straffet for personfarlig kriminalitet, besiddelse af euforiserende stoffer eller overtrædelse af våbenloven, eller hvis du på anden vis har udvist en adfærd, der skaber tvivl om, hvorvidt du vil behandle våben forsvarligt og betryggende. Det vil også indgå i vurderingen, hvis politiet er bekendt med, at du færdes i et kriminelt miljø, da det kan indebære en risiko for misbrug af våben. 

Hvis politiet har oplysninger om dig, som gør det betænkeligt, at du får adgang til våben, vil du modtage et brev om det. I brevet vil det stå, hvilke oplysninger vurderingen er baseret på, og du vil få mulighed for at kommentere på oplysningerne, inden våbenafdelingen tager stilling til din ansøgning.Det hedder også en partshøring

 

Du kan benytte muligheden til at nuancere politiets oplysninger om dig eller tilføje nye oplysninger, som du ønsker, at våbenafdelingen tager højde for i vurderingen.

 

Hvis du begår en lovovertrædelse, kan det få betydning for din våbentilladelse. Bliver du eksempelvis sigtet eller dømt for personfarlig kriminalitet, narkobesiddelse eller overtrædelse af våbenlovgivningen, vil våbenafdelingen vurdere, om din lovovertrædelse gør det betænkeligt, at du har adgang til våben.

 

Hvis det er tilfældet, vil våbenafdelingen kontakte dig med henblik på at tilbagekalde din tilladelse. Du vil få mulighed for at kommentere på oplysningerne, inden våbenafdelingen træffer afgørelse i din sag.

Et persontjek er et øjebliksbillede, og du kan ansøge om våbentilladelse igen, når du ønsker, at våbenafdelingen foretager en ny vurdering af din sag. Det kan eksempelvis være, hvis der er sket ændringer i dine personlige forhold, som kan have betydning for våbenafdelingens afgørelse.

Våbenafdelingen vil først kunne imødekomme dine fremtidige ansøgninger, når det er forsvarligt, at du får adgang til våben. Det er særligt oplysninger om dig i politiets registre fra de seneste fem år op til ansøgningstidspunktet, der har betydning for afgørelsen, men våbenafdelingen foretager i hvert tilfælde en individuel vurdering. 

Hvis du har begået et strafbart forhold, vil våbenafdelingen lægge vægt på karakteren af din lovovertrædelse, hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen og dine personlige forhold i øvrigt. Grov kriminalitet vil ofte betyde, at du skal vente mere end fem år, før du kan få en våbentilladelse.

 

Hvis du har fået afslag på grund af helbredsmæssige forhold, eksempelvis psykisk sygdom, kan vi ikke på forhånd sige, hvornår du vil kunne få våbentilladelse. Det afhænger helt og holdent af, hvordan dit helbred og din tilstand udvikler sig. Vi vil først kunne imødekomme en eventuel ansøgning, når du ud fra en lægefaglig vurdering ikke er til fare for dig selv eller andre. Vi vil derfor bede dig indhente en læge udtalelse, der belyser din situation.

Leder du efter selvbetjeningen?

Du kan ansøge om forskellige typer våbentilladelse på selvbetjeningen

Gå til selvbetjeningen

Kontakt våbenafdelingen

Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp til din ansøgning, kan du kontakte våbenafdelingen

Se kontaktoplysninger