Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

21. januar 2019 11:44

Uddrag af døgnrapport fra fredag 180119 kl. 07.00 til mandag 210119 kl. 07.00

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ved Ringen, Roskilde
Ahorn Alle, Ringsted
Strandmøllevej, Holbæk

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ternevej, Tølløse
Pedersvej, Køge
Skovmærkevej, Køge
Pilestykket, Svogerslev, Roskilde
Bellisvej, Tølløse
Askov Huse, Mørkøv
Engmarken, Karlslunde
Thorsvej, Allerup, Holbæk
Lammestrupvej, Borup
Sønderledet, Lellinge, Køge
Kærsangervej, Jyderup
Skamstrupvej, Skamstrup, Mørkøv
Slagelsevej, Jyderup
Ruggårdsvej, Roskilde
Fyrrevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Grønnevej, Lellinge, Køge
Bondestien, Tune
Byagerparken, Tune
Bregnevej, Roskilde
Tunøvej, Køge
Huginsvej, Solrød Strand
Plejlstien, Tune
Neergaardparken, Borup
Åkjærsvej, Køge
Valmuevej, Tølløse
Langesvej, Køge
Søen, Karlslunde
Jørgen Roedsvej, Ringsted
Ringstedvej, Gudmandstrup, Svinninge

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Gymnasievej, Køge

-------------

 

Fredag – lørdag:

 

Ulovlig droneflyvning – Sneglehøj, Roskilde

Kl. 1307 fik politiet en anmeldelse om, at nogen fløj med en drone inde over privat bebyggelse. Politiet kørte til området og fik kontakt til en 37-årig mand fra Roskilde, som få dage tidligere havde købt dronen. Han afprøvede nu dronen og havde ikke haft til hensigt at chikanere nogen i området. Politiet sigtede ham dog for ulovlig droneflyvning og beslaglagde dronen som bevis og med henblik på senere konfiskation. Den 37-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

 

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Ahlgade, Holbæk

Kl. 1534 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der i Ahlgade kørte hasarderet. Bilisten havde påkørt et vejskilt og var kørt hen over fortovet, inden bilisten forsvandt ad Lindevej. Efterforskning i sagen førte politiet frem til en adresse på Pølsekrogen, hvor en 33-årig mand fra Kalundborg befandt sig. Han kunne mistænkes for at havde været fører af bilen under kørslen i Ahlgade. Da politiet kunne konstatere, at han var påvirket af spiritus/narkotika og formentlig også havde været det under kørslen kort forinden, ville politiet anholde ham. Han satte sig dog til modværge, men blev dog anholdt under brug af peberspray. Den 33-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol/euforiserende stoffer, inden han blev anbragt i detentionen til afrusning. Sidst på aftenen løsladt politiet den 33-årige, som senere vil høre nærmere fra politiet.

 

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Ravnsbjergvej, Vig - Odsherred

Kl. 1717 sigtede politiet en 28-årig mand fra Nørre-Asmindrup for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, hvis nummerplader var afmeldt hos SKAT. Derfor standsede politiet med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Den 28-årig var inden for de seneste tre år tre gange tidligere blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret, hvorfor politiet med baggrund i dagens kørsel beslaglagde hans personbil med henblik på konfiskation. Den beslutning kunne den 28-årige ikke acceptere, hvorfor retten nu skal se nærmere på, hvorvidt grundlaget for beslaglæggelsen har været i orden. Den 28-årige vil derfor høre nærmere fra politiet vedr. beslaglæggelsen og i øvrigt blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres.

 

Mand med ”våben” blev indlagt – Sejerby, Sejerø – Kalundborg

Kl. 1920 fik politiet en anmeldelse fra en beboer på Sejerø om, at en mand havde henvendt sig medbringende en sabel. Manden havde truet med at komme igen næste dag og havde forladt stedet. Politiet tog anmeldelsen alvorligt og bad straks forsvaret om assistance med en helikopter, så politiet hurtigt kunne komme til øen. Den truende mand blev hurtigt lokaliseret til at befinde sig på sin bopæl, hvor politiet frihedsberøvede en 70-årig mand. Ved nærmere undersøgelse af hans bolig fandt politiet dog ikke nogen sabel, men derimod et skohorn, som formodes at være det ”våben”, som han havde brugt til sin truende adfærd. Den 70-årige blev sammen med politiet fløjet retur til Sjælland, hvorefter han på grund af uligevægtig sindstilstand blev indlagt på et sygehus til fornøden behandling. Politiet har tillige oprettet en sag om trussel om vold mod beboeren, der blev truet.

 

Anmeldelse om sædelighedsforbrydelse – Bysøstræde, Holbæk

Kl. 0049 anmeldte en 18-årig kvinde fra Svinninge, at hun var blevet voldtaget på en P-plads bag ved et diskotek. På et ukendt tidspunkt inden for den seneste ca. 1½ time før anmeldelse havde en fremmed, ung mand begået fuldbyrdet voldtægt af hende, hvorefter manden var forsvundet i ukendt retning. Politiet rykkede ud med flere patruljer til at undersøge området bag diskoteket med bl.a. patruljehunde for at lede efter spor fra den anmeldte forbrydelse, ligesom politiet søgte efter mulige mistænkte i byen. Kvinden blev bragt til Center for Voldtægtsofre til undersøgelse og sikring af eventuelle spor, der vil kunne føre til en mistænkt i sagen. Den 18-årige kvinde er blevet afhørt indledningsvist til sagen, men skal afhøres igen i nærmeste fremtid for at få klarlagt til nærmere detaljer i sagen.

 

Lørdag – søndag:

 

Diskriminerende adfærd over for buschauffør – Sygehusvej, Roskilde

Kl. 1148 anmeldte en 59-årig mandlig buschauffør af anden etnisk oprindelse end dansk, at han var blevet chikaneret og tiltalt nedladende af en mandlig og etnisk dansk buspassager i bus 600S. Udtalelserne var kommet fra buspassageren, da buschaufføren ville kontrollere buspassagerens digitale billet. Buspassageren mente, at billetkontrollen havde taget for lang tid, hvorfor han kaldte buschaufføren for nedladende ting og bad ham bl.a. om ”at tage hjem til bananplantagen”. Bussens døre forblev lukkede, indtil politiet dukkede op og sigtede den 32-årige mandlige buspassager fra Roskilde for diskriminerede udtalelser over for buschaufføren. Den sigtede kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

 

Mand med gevær i toget – Holbæk

Kl. 1218 bad Københavns Politi om assistance fra Midt- og Vestsjællands Politi, idet en mand medbringende et gevær tidligere var set stige ind i et tog på Københavns hovedbanegård. Toget havde retning mod Kalundborg, hvorfor Midt- og Vestsjællands Politi blev bedt om at finde manden i toget. Det lykkedes på togstationen i Holbæk kl. ca. 1235, hvor politiet fik kontakt til en 50-årig mand fra København NV. Han medbragte et hardball-gevær, som lignede et rigtigt skydevåben. Den 50-årige var i lovlig besiddelse af våbnet, som han dog blev bedt om rejse videre med i mere diskret form, så øvrige rejsende ikke blev unødigt bekymrede. Hardballe-geværet var i øvrigt tiltænkt et familiemedlem, hvorfor han havde medbragt ”våbnet” i toget. Politiet havde ikke grundlag for at mistænke manden for nogen lovovertrædelse.

 

Spirituskørsel – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 1734 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Gadstrup for spirituskørsel i en personbil, som politiet havde standset, fordi bilen ikke var blevet synet og godkendt. Det viste sig dog, at bilen havde været fremstillet til syn i starten af januar måned, men nogle fejl og mangler skulle rettes inden for en frist i starten af februar, inden bilen formelt kunne godkendes ved et syn. Den 62-årige fører havde dog indtaget spiritus inden kørslen i bilen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol i blodet. Han vil derfor høre nærmere, når blodprøven er blevet analyseret.

 

Uro og uorden – Agervang, Holbæk

Kl. 2304 fik politiet en henvendelse fra en lokal beboer, der oplyste, at nogle unge mænd var i slagsmål i området. Politiet kørte til området med flere patruljer, men traf ikke nogen i slagsmål, eller som kunne mistænkes herfor.
Kl. 2324 kom endnu en anmeldelse om uorden i området, hvor patruljerne nu traf en 22-årig mand uden fast bopæl og en 25-årig mand fra Holbæk. De kunne dog ikke mistænkes for at have lavet uro eller været i slagsmål, så de blev ikke sigtet for noget.
Kl. 0049 kom så den tredje anmeldelse om uro, hvorefter politiet traf en 24-årig mand uden fast bopæl i området. Han kunne ikke mistænkes for at have lavet uro i området, så han fik lov til at gå videre uden at blive sigtet for noget. Hvad der reelt er foregået i området, og som har givet anledning til de tre anmeldelser, ved politiet ikke.

 

Drenge tæt på jernbanen – Sæddervej, Tureby – Køge

Kl. 2333 anmeldte en lokal borger, at han havde kontakt til tre drenge, der legede på banelegemet og i øvrigt opholdt sig på den forkerte side af afspærringsgelænder mv. Drengene ønskede dog ikke at rette sig efter hans henstillinger, hvorfor anmelderen kontaktede politiet, som fik kontakt med tre 14-årige drenge fra Herfølge. De blev bortvist fra stedet, og politiet underrettede efterfølgende deres respektive forældre om drengenes uhendigtsmæssige adfærd ved jernbanen.

 

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Rådhusstræde, Køge

Kl. 0135 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Frederiksværk for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte i p-huset. Han måtte ikke føre bilen, da han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 42-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Uorden – Bjælkerupvej, Klippinge – Stevns

Kl. 0335 fik politiet en anmeldelse om, at tre unge mænd i sorte jakker trak de hvide kantpæle op og smed dem ud på vejen. Rigtigheden heraf kunne politiet konstatere kort efter, men politiet traf ikke nogen personer i området.

 

Færdselsuheld – Hornsherredvej, Lyndby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 0521 fik politiet en anmeldelse om, at en bil netop var forulykket, og at en mand var set gå rundt i området, medens han snakkede i mobiltelefon. Politiet kørte til stedet, hvor bilen lå på taget i en indkørsel, efter at den havde ramt et hegn. Der var ingen personer hverken i bilen eller i området, så politiet ved ikke endnu, hvem der kørte bilen, og hvorfor uheldet skete. Et bugseringsfirma blev rekvireret til at fjerne bilen, og politiet forsøger nu at få klarlagt omstændighederne ved uheldet. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.

Søndag – mandag:

 

Brandundersøgelse – kvinde omkommet – Rønnevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 0954 anmeldte hjemmeplejen, at man havde fundet en livløs kvinde i sin egen bolig, hvor der tilsyneladende havde været en ildebrand, idet boligen var fyldt med røg. Branden var dog gået ud af sig selv, så der blev ikke behov for indsats fra brandvæsnets side. I lejligheden fandtes den 79-årige kvindelige beboer livløs i soveværelset, men hun blev kort efter erklæret for afgået ved døden. Der var kraftig sodsværtning i hele boligen, og i soveværelset havde der været brand i og omkring beboerens seng. Branden formodes at opstået på et ukendt tidspunkt efter kl. ca. 2300 lørdag aften og indtil hjemmeplejens ankomst søndag formiddag. Beboeren var ryger, og politiet skal nu sammen med brandteknikere undersøge brandstedet nærmere, idet politiet arbejder ud fra en formodning om, at rygning kan være årsagen til brandens opståen. Ved den foreløbige undersøgelse af boligen fandtes ingen tegn på noget kriminelt. Den afdøde kvindes pårørende er underrettet om sagen.

 

Brandstiftelse – Dr. Schadsvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 1006 rykkede politiet, ambulancepersonale og brandvæsnet ud til ildebrand i en lejlighed. Ved politiets ankomst til stedet var branden slukket, uden at der sket de store skader på boligen, hvor en 46-årig kvinde boede. Ingen andre personer eller boliger i området havde været i fare ved branden. Hun var også selv sluppet uskadt fra branden, der var opstået i hendes seng. Ved undersøgelsen af brandstedet kunne mistanken om, at det var kvinden selv, der havde antændt en mindre brand i sengen, bestyrkes på grund af hendes uligevægtige sindstilstand. Politiet sigtede hende derfor over overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forsætlig brandstiftelse i egen bolig. På grund af hendes sindstilstand blev hun efterfølgende indlagt på et hospital til fornøden behandling. Hun er fortsat sigtet i sagen, som senere vil finde sin afgørelse i forbindelse med et retsmøde, som hun indkaldes til.

 

Færdselsuheld – Godsvej / Hundigevej, Greve

Kl. 1323 var det sket et færdselsuheld i lyskrydset, hvor to biler var stødt sammen. Det viste sig, at en 26-årig kvinde fra Ishøj var kørt ad Godsvej mod nord i en personbil. Da hun kørte ind i lyskrydset, stødte hun sammen med en 64-årig mand fra Greve, da han i en personbil fra Hundigevej svingede til højre ad Godsvej. Den 26-årige samt en passager i den 64-åriges bil blev bragt til skadestuen til kontrol, men begge var sluppet fra sammenstødet uden personskade. Politiet undersøger nu omstændighederne ved uheldet, herunder hvem der kan have kørt over for rødt lys i lyskrydset.

 

Sur hundeejer – Bygaden, Jyllinge – Roskilde

Kl. 1328 anmeldte en 66-årig mand fra Jyllinge, at han var blevet ”overfaldet” af en sur hundeejer. Den 66-årige havde fra sin bil set, at en mand sparkede sine hunde. Gennem et nedrullet vinduet påtalte den 66-årige denne adfærd, hvorefter hundeejeren kom hen til bilen og slyngede sin hundesnor delvist rundt om førerens hals. Han slap dog fri, kørte sin vej i bilen og var sluppet uskadt fra hændelsen. Politiet efterforskede hændelsen nærmere og fik hundeejeren identificeret som en 40-årig mand fra Jyllinge. Han blev opsøgt på sin bopæl, hvor han satte sig til modværge i forbindelse med en anholdelse som mistænkt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen over for bilisten. Den 40-årige blev afhørt til sagen og løsladt først på aftenen, medens politiet overvejer, om der kunne være grundlag for yderligere sigtelser mod manden i anledning af modstanden ved anholdelsen og hans adfærd over for hundene.

 

Tricktyveri fra lejlighed – Jørgen Roedsvej, Ringsted

Kl. 1358 anmeldte en 79-årig kvinde fra Ringsted, at hun fredag d. 180119 i tidsrummet kl. 1700-1800 havde fået uventet besøg af en kvinde, der ikke kunne få kontakt med anmelderens nabo i anledning af en forestående fest. Kvinden havde fået den 79-årige til at give en besked og fulgte med ind i hendes køkken, da en seddel skulle skrives om, at kvinden havde styr på boller, lagkage, smør, ankomsttid mv. i forbindelse med en fødselsdagsfest hos naboen. Kvinden takkede for hjælpen og forlod den 79-åriges lejlighed. Kort før anmeldelsen havde den 79-årige nu opdaget, at en skuffe i soveværelset var blevet rodet igennem og kontanter stjålet. Hun var derfor overbevist om, at en medsammensvoren havde sneget sig ind i hendes lejlighed, da hun og den fremmede kvinde opholdt sig i køkkenet. Den fremmede kvinde blev beskrevet som: A: Kvinde, Asiatisk af udseende, 25-30 år, 158-160 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk med accent, Iført: sort frakke. Politiet forsøger nu at få identificeret kvinden og hendes mulige medsammensvorne.

 

Narkokørsel / lov om euforiserende stoffer – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1615 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra København NV for kørsel i en personbil, selv om han kunne mistænkes for at være påvirket af både hash og kokain under kørslen. Ved visitationen i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af ca. ½ gram hash og ca. 1½ gram kokain, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Mistænkelig adfærd – Møllebækvej, Herfølge – Køge

Kl. 0059 fik politiet en anmeldelse om, at en sort bil var standset ved et busstoppested. En mand steg ud og sparkede på skilte og glaspartierne i busstoppestedet. Politiet kørte til stedet, men kunne ikke se nogen skader på busstoppestedet. Ved yderligere eftersøgning i området fandt politiet den sorte bil, hvori en 24-årig mand fra Køge blev truffet. Han fik en formaning, men blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd. Årsagen hertil kender politiet ikke.

 

Brandundersøgelse – Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 0338 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brændende bil på Lindenborgvej lidt syd for Niels Frederiksensvej. Brandvæsnet fik slukket ilden, der var opstået i personbilens bageste del af ukendte årsager. Der var ingen personer ved bilen, da branden blev opdaget af en forbikørende bilist. Politiet har indtil videre forgæves forsøgt at få kontakt til den mandlige bilejer i København for at få oplysninger til brug for efterforskning af brandårsagen. Ingen er kommet til skade ved branden, som nu undersøges nærmere af politiet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

26. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. april 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. april 2024 kl. 07.00 til 26. april 2024 kl. 07.00.

25. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. april 2024 kl. 07.00 til 25. april 2024 kl. 07.00.

24. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2024 kl. 07.00 til 24. april 2024 kl. 07.00.