Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

15. januar 2019 10:17

Uddrag af døgnrapport fra mandag 140119 kl. 07.00 til tirsdag 150119 kl. 07.00

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Smedelundsgade, Holbæk
Langager, Solrød Strand
Algade, Nyk. Sj.
Vestervangen, Asnæs

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Holbækvej, Kalundborg
Kirkevej, Asnæs
Ugerløsevej, Ugerløse, Kalundborg
Ny Bjergbyvej, Ny Bjergby, Mørkøv
Rørsangervænget, Kirke-Såby
Skolevej, Gislinge
Bondestien, Tune
Bøgevej, Roskilde

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

 

Færdselsuheld – Riffelhavevej, Holbæk

Kl. 0800 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bilist havde påkørt et barn. Det viste sig, at en 29-årig kvinde fra Holbæk kørte i en personbil ad Riffelhavevej og var i færd med at passere en bus, der var standset i modsatte side af vejen. Bag om bussen kom et barn, der ville passere vejen foran personbilen. Bilisten forsøgte at bremse ned, men kunne ikke undgå at ramme barnet, der blev skubbet lidt hen ad vejen som følge af påkørslen. Der var tale om en 5-årig pige fra Holbæk, som blev bragt til skadestuen til kontrol. Hun var sluppet fra påkørslen med diverse hudafskrabninger og et blåt mærke. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt omstændighederne præcist, så det kan afgøres, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

 

Glatføreuheld – Hovedvejen, Rorup, Lejre

Kl. 0807 kunne en 47-årig mand fra Lejre ikke nå at få bremset sin varebil på grund af glat føre, da han havde opdaget, at bilisterne foran ham holdt stille i en kø. Han gled derfor ind i bagende på den forankørende personbil ført af en 52-årig kvinde fra Jystrup Midtsj. Den kvindelige bilist blev tilset af ambulancepersonalet og efterfølgende bragt til skadestuen i Holbæk. Hun var dog sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, ligesom den 47-årige også slap uskadt fra uheldet.

 

Bil på taget – Oddenvej, Nyrup, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 0954 fik politiet en anmeldelse om en bil, der lå på taget i grøften. Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at der ikke var nogen personer ved personbilen. Bilens ejer – en 49-årig kvinde fra Højby Sj. – blev kontaktet og kunne oplyse, at hun under kørslen var blevet overrasket over det glatte føre. Hun var sluppet uskadt fra uheldet og var i færd at bestille bugsering. Politiet afmærkede den forulykkede bil, så andre bilister kunne se, at bilisten ikke var i nød.

 

Færdselsuheld – Ringstedvej / Æblehaven, Roskilde

Kl. 1321 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en person var blevet påkørt i et fodgængerfelt. En 24-årig kvinde fra Roskilde havde været i færd med at passere Ringstedvej i et fodgængerfelt i nordvestlig retning på sin handicapcykel, da hun blev påkørt af en bilist. En 61-årig mand fra Roskilde var inden påkørslen kørt ad Ringstedvej mod sydvest i en personbil, da han påkørte baghjulet på kvindens handicapcykel i fodgængerfeltet. Kvinden blev bragt til kontrol på skadestuen i Køge, men var sluppet fra uheldet med diverse overfladiske skrammer.

 

Færdselsuheld – Nylandsvej, Køge

Kl. 1630 anmeldte en 30-årig mand fra Køge, at han var impliceret i et færdselsuheld, og at både føreren og en passager i modpartens bil var stukket af fra stedet. Politiet kørte til uheldsstedet, hvor både anmelderens varebil og den forladte personbil var til stede. Anmelderen havde kørt ad Nylandsvej mod syd, da han standsede i vejsiden. Kort efter blev han påkørt bagfra af en personbil, der havde kørt i samme retning. Da anmelderen steg ud af sin varebil, så han to mænd flygte fra personbilen. Anmelderens kollega, der tilfældigt kom cyklende forbi, forsøgte at forfølge de to mænd, men forgæves. Politiet forsøger nu at få identificeret føreren blandt de to flygtede mænd, idet politiet har haft kontakt til bilejeren, der oplyste, at bilen blev brugt af et familiemedlem. Føreren kan mistænkes for at have undladt at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.
Politiets patruljevogn på vej til sagsbehandling i anledning af ovenstående uheld var årsag til et færdselsuheld i krydset Ringvejen-Ringstedvej-Blegdammen. Føreren af patruljevognen kørte udrykningskørsel ad Ringvejen mod nord og ville bremse ned, da flere bilister holdt for rødt i lyskrydset. På grund af fedtet/våd kørebane mistede føreren kontrollen over patruljebilen, hvilket medførte, at i alt fire andre bilister enten direkte eller indirekte blev impliceret i færdselsuheldet. Ingen kom til skade ved uheldet, der bevirkede, at politiet måtte sende en anden patrulje til sagsbehandling af færdselsuheldet på Nylandsvej.

 

Færdselsuheld – Skovvejen / Sølyst Skovvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1906 var der sket et færdselsuheld i et lyskryds, hvor to biler var stødt sammen, og lyssignalet var gået i sort. Det viste sig, at en 49-årig mand fra Holbæk i en personbil var kørt ad Sølyst Skovvej mod nord og videre ud i krydset ved Skovvejen, hvor han stødte sammen med en anden personbil, der blev ført ad Skovvejen mod øst af en 21-årig mand fra Kalundborg. Den 21-åriges bil påkørte som følge af sammenstødet en lyssignalstander, så hele lyskrydset gik i sort. Politiet afspærrede Skovvejen i østlig retning i forbindelse med oprydningsarbejdet og fik tilkaldt en tekniker til reparation af lyssignalerne i krydset. Kl. ca. 2015 forlod politiet uheldsstedet, da de implicerede biler var bugseret væk. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

 

Tricktyveri – dankort misbrugt – Roskildevej / Fredensvej, Benløse, Ringsted

Kl. 1926 anmeldte en 80-årig kvinde fra Ringsted, at hun efter indkøb i supermarkedet Rema 1000 i tidsrummet kl. ca. 1620-1700 havde anbragt sine varer i et indkøbsnet og med sin pung med dankort øverst i nettet. Da hun fra supermarkedets p-plads kørte i sin bil mod bopælen, bemærkede hun, at hun var punkteret på et af dækkene. Hun standsede straks for at tilse bilen og blev kort efter kontaktet personligt af en hjælpsom, engelsktalende mand. De fandt bl.a. på grund af sprogvanskeligheder ikke nogen løsning på det punkterede dæk, hvorfor den 80-årige fortsatte videre i bilen til sin bopæl i nærheden. Efter hjemkomsten opdagede hun, at hendes dankort nu manglede fra pungen, hvorfor hun mistænkte den hjælpsomme mand for at have stjålet det. Dankortet viste sig allerede være blevet misbrugt til to hævninger til et samlet beløb af 11.600 kr. Politiet forsøger nu at få identificeret den hjælpsomme mand, der beskrives som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Engelsk.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området ved supermarkedet eller på Fredensvej. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Politiet formoder, at PIN-koden til offerets dankort er blevet afluret. Derfor vil politiet gerne erindre om, at det er særdeles vigtigt at skjule indtastningen af PIN-koden på et betalingskort, når kortet benyttes. Uden afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en (trick)tyv. Beskyt indtastningen med f.eks. den frie hånd, eller stil dig så tæt på betalingsterminalen, så uvedkommende ikke se rundt om dig eller over din skulder, når PIN-koden indtastes.

Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 2225 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet standsede på en tankstation. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Spirituskørsel – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 2329 anholdt og sigtede politiet en 51-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 2334 mistede en 30-årig mand fra Sverige kontrollen over sin personbil, da han under kørsel i østlig retning var ved at overhale en anden personbil ført af en 60-årig mand fra Karrebæksminde. Svenskeren påkørte bagende af den danske bil, således at den danske bil endte på taget i rabatten. Den svenske slap med diverse skader på fronten, og ingen af de to parter kom til skade ved uheldet. De to biler var fjernet fra motorvejen kl. ca. 0100, hvor vejen atter var farbar i begge vognbaner i østlig retning.

 

Narkokørsel / kørsel uden førerret – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 2336 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte føre i forvejen, fordi han ikke havde noget kørekort. Ved visitationen fandt politiet den 42-årige i besiddelse af en ½ joint, som han gemte i en cigaretpakke. Efter udtagelse af en blodprøve til undersøgelse for euforiserende stoffer (hash) og afhøring til sagerne løslod politiet den 42-årige, der således kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

 

Lov om euforiserende stoffer – Lerchenborgvej, Kalundborg

Kl. 0026 kontrollerede politiet tre mænd på 20, 22 og 23 år fra Kalundborg, da de opholdt sig i en parkeret bil på en parkeringsplads, hvor bilen holdt med lyset tændt. I bilen lugtede der kraftigt af hash, hvorfor politiet undersøgte de tre mænd og bilen nærmere. Den 23-årige blev fundet i besiddelse af 12½ gram hash og en joint, så han blev sigtet for ulovlig besiddelse af disse stoffer. I bilen fandt politiet også yderligere ca. 6½ gram hash, som ingen af de tre ville vedkende sig ejerskabet af. Politiet beslaglagde derfor hashen med henblik på senere destruktion. Den 23-årige vil således høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

 

Hærværk – Billesborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 0137 fik politiet flere henvendelser om uro og uorden, hvor lyden af knust glas kunne høres. Endvidere var en tyverialarm blevet aktiveret i området. Politiet kørte med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området ved Billesborgvej, hvor vidner kunne oplyse, at to mænd var flygtet væk fra området. I området kunne politiet konstatere, at mange ruder til en lagervirksomhed var knust med sten, at en rude var knust ind til Herfølge Bibliotek, og at ruderne i et busskur var ødelagt. Hundepatruljen fulgte et spor af de flygtede personer til Vedskøllevej, hvor politiet traf en forpustet, 16-årig ung mand fra København N. Da politiet kunne mistænke ham for at have en rolle i sagen, blev han anholdt og sigtet for tre tilfælde af hærværk. Det lykkedes ikke politiet at finde den anden flygtede person. Den 16-årige blev løsladt efter afhøring til hærværkssager, som han erkendte at have en andel i. Politiet underrettede de ansvarlige for den 16-årige om sagen og forsøger nu at få identificeret den anden mistænkte, der ikke kan beskrives nærmere.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to mistænkte i området eller set dem flygte væk fra området ved Billesborgvej. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Narkokørsel / kørsel uden førerret – Greve Landevej, Greve

Kl. 0239 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Greve for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte føre, fordi han ikke havde noget kørekort. Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne. Den 25-årige kørte ikke i sin egen bil, så politiet undersøger nu, om der er grundlag for at sigte bilejeren for at overlade føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne føre køretøjet. I bilen fandt politiet en klump hash på ca. 1½ gram, men hashen ville hverken føreren eller en 19-årig mandlig passager fra Greve vedkende sig ejerskabet af. Politiet beslaglagde derfor hashen med henblik på destruktion.

---------

 

Forhøjet vandstand – Roskilde / Holbæk

Varslerne om forhøjet vandstand i Roskilde Fjord og i Isefjorden med kulmination i løbet af eftermiddagen i går mandag medførte ikke yderligere tiltag fra politiets side end de koordinerende møder i Den lokale Beredskabsstab, hvor beredskabsmyndighederne oplyste om de iværksatte foranstaltninger for at beskytte værdier og landområder mod oversvømmelser. Ingen meldes tilskadekommen eller i fare i anledning af den forhøjede vandstand.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

1. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 01. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. april 2024 kl. 07.00 til 01. maj 2024 kl. 07.00.

30. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 29. april 2024 kl. 07.00 til 30. april 2024 kl. 07.00.

29. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. april 2024 kl. 07.00 til 29. april 2024 kl. 07.00.