Spring til hovedindhold

Forslag

Helbredsmæssige forhold

Helbredsmæssige forudsætninger for at blive politikadet og politibetjent.

Du skal have et godt helbred for at kunne varetage jobbet som politikadet eller politibetjent. Politijobbet har en ganske særlig karakter og kan være fysisk krævende - også under uddannelsen. Derfor skal du blandt andet have normalt syn, almindeligt farvesyn og normal hørelse.

 

Du bliver ikke tilbudt en politiuddannelse, hvis du har en helbredsmæssig tilstand, som vi skønner vil medføre:

 

  • øget risiko for din fremtidige helbredssituation,
  • øget risiko for din egen og andres sikkerhed eller
  • nedsat evne til at udføre jobbet i almindelighed.

Lægelig dokumentation for skade eller sygdom

Hvis du søger ind på en politiuddannelse og har  - eller har haft - en skade eller sygdom, skal du uploade lægelig dokumentation sammen med din ansøgning.

 

Hvis du har - eller har haft - en skade, er det vigtigt, at du dokumenterer dit skadesforløb og din aktuelle status.

 

Hvis du har - eller har haft - en sygdom, skal du på samme måde uploade lægelige oplysninger om sygdommen, behandlingsforløb, resultater af kontroller og en aktuel status på sygdommen.

 

Lægefaglig vurdering og supplerende undersøgelser

Dine helbredsmæssige oplysninger vil blive videregivet til Rigspolitiets læge, der foretager en lægefaglig vurdering af din helbredsmæssige egnethed som politikadet eller politibetjent. Den lægefaglige vurdering kan finde sted på et hvilket som helst tidspunkt i optagelsesforløbet.

 

Hvis det skulle være nødvendigt, vil du blive bedt om en supplerende undersøgelse fra en speciallæge eller en udvidet helbredsundersøgelse fra egen læge, så Rigspolitiets læge kan give en samlet, lægefaglig vurdering af din helbredsmæssige egnethed.

 

Vær opmærksom på, at du selv skal dække alle udgifter til transport, helbredsundersøgelser og attester.

 

Hvis Rigspolitiets læge skal vurdere supplerende helbredsoplysninger, kan det forlænge sagsbehandlingstiden. Du kan være med til at forkorte ventetiden, hvis du sørger for at alle helbredsoplysningerne er lagt frem fra start.

 

Eksempler på helbredsmæssige forhold

Herunder finder du en række eksempler på helbredsmæssige forhold, der kan medføre en vurdering af, at du vil blive vurderet til ikke at leve op til helbredskravene.

 

Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os i Studievejledningen.

Helbredsmæssige forhold

Har du allergi, skal din allergi som udgangspunkt være velbehandlet og velkontrolleret. 
 
Du skal vedvarende være helt fri for symptomer, og du skal vedvarende kunne præstere et højt fysisk funktionsniveau.
 
Som hovedregel accepteres almindelig sæsonbetinget allergi over for forskellige plantepollen (høfeber), som holdes nede med håndkøbsmedicin få uger i forårs-/sommerperioden, og som ikke påvirker dit funktionsniveau eller har medført hospitalsindlæggelser.
 
Husk, at du skal uploade dokumentation for al undersøgelse, navn på medicin, behandling og behandlingens varighed sammen med din ansøgning.

Du kan kun i særlige tilfælde blive politikadet eller politibetjent, hvis du har haft astma efter puberteten. Årsagen er, at man skal kunne handle i al slags vejr og under alle forhold - også under stress og fysisk belastning. 

 

Vi accepterer let astma, uden symptomer og sæsonforværringer; og som behandles efter behandlingsregimet ”GINA 3”. Det vil sige, at vi ikke accepterer astma, som alene behandles med anfaldsmedicin ved behov. Man skal således være i fast behandling efter retningslinjerne for GINA 3. Snak evt. med din læge om dette.

 

HUSK at uploade al dokumentation

Har du astma - eller har du haft astma inden for de seneste tre år - så husk altid at uploade udtalelse fra din egen læge om aktuel status, hvilken medicin du får (eller senest har fået udskrevet) samt en aktuel lungefunktionsundersøgelse. 

 

Henvisning til specialundersøgelse

Har du astma i let grad, og opfylder du samtlige krav til den ønskede politiuddannelse, kan du via Rigspolitiets speciallægekonsulent blive henvist til en specialundersøgelse på Lungemedicinsk Ambulatorium, Bispebjerg Hospital i København.
 
Undersøgelsens konklusion vil sammen med øvrige forhold afgøre, om du vil blive inviteret til vores prøveforløb. Du skal selv betale de omkostninger, der er forbundet med undersøgelsen.
 
Kontakt politiets studievejledning om dette.

Har du diabetes, er du ikke helbredsmæssigt egnet til uddannelse og job i politiet.

 

Studiestart er bl.a. betinget af, at du efter din helbredstilstand er i stand til at bestride politijobbet, og ifølge Rigspolitiets "Instruktion for trafikanter, som har diabetes", må disse personer ikke føre udrykningskøretøj under udrykning.

Har du haft cancer af nogen art, er det nødvendigt, at du uploader alle relevante journalnotater vedrørende dit forløb sammen med en status om, hvordan du har det i dag.

Cancer i sig selv udelukker dig ikke automatisk fra uddannelserne som politikadet eller politibetjent. 

Din egnethed vil blandt andet blive vurderet ud fra:

 

  • hvilken type cancer du har haft
  • om du er helt helbredt
  • hvornår du har været i behandling
  • hvilken type behandling du har fået
  • om du har fået nogen varige mén (eller følgesygdomme/symptomer) af cancersygdommen eller behandlingen
  • om du stadig skal til kontrol (og i givet fald hvor ofte)
  • risikoen for tilbagefald (recidiv)

Lider du af epilepsi, er du ikke helbredsmæssigt egnet til jobbet som politikadet eller politibetjent.
 
Selv om epilepsien er medicinsk kontrolleret og velbehandlet, vil der være en risiko for såkaldte gennembrudsanfald. Det vil sige, at du kan få epileptiske anfald, som fx kan være provokeret af stress, manglende søvn og påvirkning fra hurtigt blinkende lyskilder.
 
Hvis du har haft børneepilepsi, og du ikke længere behandles for sygdommen, kan du først komme i betragtning til ansættelse efter en langvarig, anfaldsfri observationsperiode på ti år. 

 

En betingelse for ansættelse er også, at førerretten til bil er uden indskrænket gyldighed.
 
Vi foretager altid en individuel vurdering af de helbredsmæssige forhold hos ansøgere, der har haft børneepilepsi.

Din højde er ikke afgørende for, om du kan blive optaget på Politiskolen. Men vi lægger vægt på, at du har den fysiske og psykiske robusthed, der kræves i arbejdet som politikadet og politibetjent.

Er du opereret en enkelt gang for større menisk- eller korsbåndskader, kan du som udgangspunkt godt helbredsgodkendes.

 

Det kræver dog, at du:

 

  • uploader étårskontrollen fra hospitalet med et tilfredsstillende resultat
  • har opnået fuld stabilitet og styrke i dit knæ (skal dokumenteres via friattest fra din egen læge eller fra hospital)
  • ikke længere har nogle symptomer og begrænsninger i din fysiske formåen

 

Husk at uploade al dokumentation ved alle typer af knæproblemer

Har du været gennem flere operationer (i samme eller begge knæ), eller har forløbet været længerevarende og kompliceret, vil du som oftest have sværere ved at blive helbredsgodkendt, da risikoen for senkomplikationer er stor. Husk, at du skal uploade al dokumentation fra hospital og/eller egen læge.

 

Mindre indgreb i knæet, som for eksempel ”mus” eller småskader i menisken, som ikke har krævet længere genoptræningsforløb (dvs. du har måttet belaste knæet umiddelbart efter operationen), vil normalt ikke være begrænsende i forhold til helbredsgodkendelse. Dog skal du som udgangspunkt altid være fuldstændig fysisk stærk og stabil i dit knæ og uden aflåsningstilfælde eller andre begrænsende symptomer.

 

Problemer med knæskallen (går af led) vil oftest betyde, at du ikke kan helbredsgodkendes. Du skal uploade al journaldokumentation i sådanne tilfælde. Er du blevet opereret for ”løs knæskal”, skal der gå minimum to år, og knæet skal være helt stabilt og uden symptomer, før du kan vurderes egnet til politiuddannelserne.

Generelt

Problemer med maven er meget hyppigt hos operative politifolk. Derfor er sygdomme i mave- og tarmsystemet forud for start på Politiskolen uønsket.

 

Skiftende arbejdstider og arbejdsforholdene gør det nærmest umuligt at følge bestemte diæter og faste spisetider, hvilket ellers er afgørende for at holde symptomer fra de fleste mave- tarmsygdomme i ave. Dermed risikerer du, at din sygdom blusser op eller forværres.

 

Kroniske inflammatoriske tarmsygdomme

Hvis du har en kronisk tarmsygdom som kræver medicinsk behandling, fx colitis ulcerosa eller Crohns sygdom, kan du ikke helbredsgodkendes.

 

Mavesyre/mavesår

Har du – eller har du haft – tilbagevendende og længerevarende symptomer på mavesyre/mavesår, kan du have svært ved at blive helbredsgodkendt.

 

Kortere, enkeltstående episoder – eventuelt med behov for medicin i en kort periode kan oftest godkendes. Husk i givet fald at uploade al dokumentation sammen med din ansøgning.

 

Fedmekirurgi

Du kan ikke helbredsgodkendes, hvis du har fået foretaget fedmekirurgi.

Er du i forebyggende medicinsk behandling, kan du ikke godkendes helbredsmæssigt til uddannelse i politiet.

 

Er du i behandling for anfald, vil den helbredsmæssige vurdering bero på sværhedsgraden og hyppigheden af hovedpine/migræneanfald.

 

HUSK derfor at uploade alle relevante journaloplysninger og øvrige dokumenter fra sygehus eller speciallæge i forbindelse med din ansøgning - inklusive information om, hvilken medicin du tager.

 

Lider du af Hortons hovedpine, kan du ikke helbredsgodkendes.

Da ansættelse i politiet betyder omgang med køretøjer og skydevåben, er enhver form for alkoholmisbrug og aktuel brug af hash (skunk, pot eller lignende) og andre narkotiske stoffer (opioider, LSD, amfetamin, kokain, ecstasy eller lignende) absolut diskvalificerende.

 

Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder helbredskravene, anbefaler vi, at du i din ansøgning uploader alle relevante helbredsoplysninger, som vedrører dit misbrug og eventuelle behandlinger.

Du kan ikke blive politikadet eller politibetjent, hvis du har svære former for psoriasis, eller hvis du har en gigtlidelse, fx leddegigt eller psoriasisgigt.

Arbejdet som politikadet og politibetjent stiller store krav til dit psykiske helbred. Du skal derfor være psykisk rask og robust. 
 
Tidligere psykiske sygdomme - selv efter mange år - øger risikoen for blandt andet såkaldte efterreaktioner, genopblussen af sygdommen samt andre psykiske sygdomme eller symptomer.

 

Er du i tvivl, så upload al dokumentation sammen med din ansøgning

Er du i tvivl, anbefaler vi, at du sender en ansøgning. I ansøgningen uploader du alle relevante journalkopier fra fx egen læge, hospital, psykolog eller psykiater. Så vurderer vi, om du er egnet.

Du skal være rask og stærk i din ryg. 
 
Har du tidligere haft diskusprolaps, gigtlidelser eller andre problemer med ryggen/lænden, vil din egnethed afhænge af, hvordan du har det i dag, dit genoptræningsforløb, dit funktionsniveau med mere.
 
Husk at uploade alle relevante journaloplysninger fra hospital eller speciallæge i forbindelse med din ansøgning.

Hvis din skulder har været gået af led – én eller flere gange – uden der har været et hårdt traume mod skulderen, vil du kun i særlige tilfælde kunne helbredsgodkendes. Det kræver, at du har fået foretaget en stabiliserende operation i skulderen, og at du kan dokumentere, at din skulder har kunnet holde til fysisk belastning.
 
Forudsætningen er, at du i forbindelse med din ansøgning medsender lægelig dokumentation for følgende:

 

  • Operationen og genoptræningen har været ukompliceret.
  • Du har opnået et vedvarende højt fysisk funktionsniveau.
  • Skulderfunktionen har været god og stabil i mindst to år efter operationen.
  • En lægeundersøgelse finder normale forhold i skulderen og veludviklet muskulatur med god styrke omkring skulderen.

Har du en stofskiftesygdom (sygdomme i skjoldbrusk-kirtlen) kan det være svært at blive helbredsgodkendt:

 

Nedsat stofskifte

Stofskiftet skal have været stabilt på den samme tabletbehandling i minimum ét år. Desuden vil årsagen til sygdommen også have indflydelse på, om du kan helbredsgodkendes. Dette vil altid bero på en individuel vurdering.

 

Du skal uploade relevante journaler fra din læge, samt en aktuel status på sygdom og medicin (fra din egen læge eller hospital).

 

Forhøjet stofskifte

Du kan ikke helbredsgodkendes, hvis du har forhøjet stofskifte.

 

Andre sygdomme med behov for hormon- eller hormonlignende medicin

Du vil som udgangspunkt ikke kunne helbredsgodkendes, hvis du har en sygdom med behov for hormon- eller hormonlignende medicin.

Det er vigtigt, at du har normalt syn, og du skal kunne arbejde som politikadet eller politibetjent uden at bruge briller.

 

Det betyder i praksis, at vi accepterer følgende:

 

  1. dit syn uden korrektion er mindst 0,5 på det bedste øje og mindst 0,25 på det dårligste øje, eller
  2. du har anvendt bløde kontaktlinser i mindst tre måneder før tidspunktet for ansøgningen, og du kan korrigere til normalt syn. Korrektionen skal dog være mindre end -7 (mellem 0 og -7) for nærsynede og +5 (mellem 0 og +5) for langsynede.

Hvis du bruger kontaktlinser eller briller, skal du uploade en synsattest sammen med din ansøgning.Her finder du synsattesten.

 

Bygningsfejl

Har du bygningsfejl, skal du sammen med din ansøgning uploade aktuel dokumentation (fx optikererklæring) for, at du opfylder synskravene til optagelse på politiuddannelserne.

 

Dovent øje

Har du – eller har du haft – dovent øje, skal du sammen med din ansøgning uploade aktuel dokumentation (fx optikererklæring) for, at du opfylder synskravene til optagelse på politiuddannelserne.

 

Skelen

Skeler du, også selv om det er sjældent (fx ved træthed), skal du sammen med din ansøgning uploade aktuel dokumentation og udtalelse fra en øjenlæge.

 

Farvesyn

Du skal have normalt farvesyn (eller som minimum være ”farvesikker”) for at være helbredsmæssigt egnet til jobbet, både som politikadet og politibetjent.

 

Årsagen er, at det er en nødvendig del af politiarbejdet (og retssystemet), at du kan notere dig og videregive faktiske oplysninger, fx om påklædning, hårfarve, øjenfarve, rødmen, lakafsmitning eller blodstænk, og du skal kunne modtage og handle på baggrund af disse oplysninger.

 

For at teste dit farvesyn gennemfører vi farvesynstesten Ishihara i forbindelse med optagelsesforløbet.

 

Du må ikke bruge briller eller kontaktlinser med farvefilterfunktion i forbindelse med testen. Anvendelse af filterglas i briller eller kontaktlinser kan give nogle farvesvage/farveblinde personer mulighed for bedre at se Ishiharas tavler, men evnen til at skelne farver forbedres ikke.

 

Såfremt du ikke består Ishiharatesten, kan du via øjenlæge få foretaget en ny farvesynsundersøgelse. Hvis undersøgelsen konkluderer, at du har et normalt farvesyn, bedes du uploade undersøgelsens resultat i din ansøgningsprofil.

 

Kan du heller ikke bestå Ishiharas farvetest hos din egen læge eller hos en øjenlæge, har du mulighed for at få dit farvesyn testet ved en såkaldt CAD-test eller Lanternetest. Kan du bestå en af disse tests, er du ”farvesikker”, og dermed opfylder du farvesynskravene til optagelse på Politiskolen.

 

Der udføres tests i København og Aarhus på

 

  • Flyvemedicin CPH, Kastrup. Telefon: 7370 9898
  • Aarhus Universitetshospital, Øjenafdelingen. Hospitalets hovedtelefon: 7845 0000.

 

Du skal selv booke tid, og du betaler selv udgifterne til testen. Svaret på testen (bestået eller ikke bestået) skal du efterfølgende uploade til din ansøgningsprofil.

 

Vær opmærksom på, at jo flere fejl du har i Ishiharas farvetest, jo mindre er sandsynligheden for, at du kan bestå Lanternetesten og/eller CAD-testen.

 

Læsebriller

Har du behov for at anvende læsebriller, skal du uploade resultatet af en aktuel synsundersøgelse hos optiker eller øjenlæge.

 

Natteblindhed

Hvis du er natteblind, er du ikke helbredsmæssigt egnet til jobbet som politikadet eller politibetjent.

 

Synsoperation (laseroperation, implantation af linser)

Hvis du har fået foretaget synskorrigerende operation (laseroperation), vil du kun være helbredsmæssigt egnet, hvis dit syn inden operationen krævede en korrektion på mindre end -7 (mellem 0 og -7) for nærsynede og +5 (mellem 0 og +5) for langsynede.

 

Vær opmærksom på, at du tidligst kan søge ind på politiuddannelsen tre måneder efter sidste kontrol hos den opererende øjenlæge. Du skal uploade øjenlægens journaloplysninger som bilag til din ansøgning.

 

Hvis du er opereret med implantation af linser, vil du som udgangspunkt ikke være helbredsmæssigt egnet til et politijob, heller ikke selv om du opfylder synskravene.

 

Øjensygdomme

Har du, eller har du haft, øjensygdomme, fx regnbuehindebetændelse, grøn stær, grå stær eller nethindeløsning, vil du ikke være helbredsmæssigt egnet som politikadet eller politibetjent.

 

Selv om øjensygdommen er velbehandlet, vil der være risiko for genopblussen og komplikationer, hvilket kan medføre problemer med synet.

Det er et ufravigeligt krav, at du har normal hørelse på begge ører uden brug af høreapparat.

 

Du skal være i stand til præcist at opfatte og handle på baggrund af input via hørelsen. Det gælder fx mundtlige oplysninger fra kolleger og borgere på alle steder og under vanskelige omstændigheder, blandt andet over radioen, på gaden eller i bilen under udrykning.

 

Der er risiko for, at politiarbejdet vil forværre din hørenedsættelse på grund af de støjgener, som man erfaringsmæssigt udsættes for, blandt andet fyrværkeri, skud og udrykningssignaler.

 

Hvis du har – eller har haft – en ørelidelse og vil søge ind på politiuddannelserne, skal du uploade lægelig dokumentation sammen med resultatet af en aktuel høreundersøgelse (audiogram).

Arbejdet som politikadet og politibetjent består både af meget stillesiddende arbejde og arbejde, hvor du i perioder skal stå op i lang tid. 

 

Det kan derfor være et problem, hvis du lider af åreknuder i benene.

 

Har du åreknuder – eller er du tidligere opereret for dette – skal du således uploade alle relevante journaler. Det vil derefter bero på en individuel vurdering, om du er helbredsmæssigt egnet.

Hvis du har – eller har haft – sygdomme eller skader, der ikke er nævnt her på hjemmesiden, skal du uploade alle relevante journaler og dokumenter i forbindelse med din ansøgning. Det vil derefter bero på en individuel afklaring og vurdering, om du er helbredsmæssigt egnet. 

 

Er du i tvivl, eller har du spørgsmål til dette, er du velkommen til at ringe til vores studietelefon på 4515 2610.