Spring til hovedindhold

Forslag

Praktisk information

Få svar på de spørgsmål, vi ofte får om fx ansøgning, krav, SU, bijob, bolig og transport.

Begge politiuddannelserne er SU-berettigede, og du er sikret fastansættelse med pension.

 

Her finder du de spørgsmål, som vi typisk får til politiuddannelserne - om ansøgning, adgangskrav, SU, bolig og transport under uddannelsen og meget mere.

 

Hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os i studievejledningen.

Ansøgning

Du kan søge når som helst, og vi bestræber os på at screene ansøgningerne løbende.

 

Vi opfordrer dig til at være i god tid med at sende ansøgningen. Det vil være en fordel, hvis der viser sig at være forhold, der skal afklares – fx helbredsmæssige forhold, hvor vores personalelæge skal have tid til at indhente yderligere oplysninger og vurdere din helbredsmæssige egnethed.

 

Det er dit ansvar, at alle relevante bilag er uploadet. Du må derfor ikke forvente, at vi gør dig opmærksom på eventuelle mangler.

 

Mangler du at uploade bilag, som er relevante for din ansøgning –fx et eksamensbevis – er det vigtigt, at du i din ansøgning gør os opmærksom på, hvad det er, der mangler, og hvornår du uploader det.

 

Når vi vurderer din ansøgning, fokuserer vi på dine særlige kvalifikationer og menneskelige egenskaber. Blandt andet lægger vi vægt på studiekompetencer, uddannelse, erhvervserfaring, fritidsinteresser og frivilligt arbejde.

 

Læs om fristen for at sende ansøgning

Læs mere om, hvad du skal forberede, inden du ansøger

Når du har sendt din ansøgning, modtager du en mail med bekræftelse på, at vi har modtaget ansøgningen.

 

E-mailen med bekræftelsen er din garanti for, at ansøgningen er gået rigtigt igennem.

 

Efter ansøgningsfristens udløb, og når vi har vurderet samtlige ansøgninger, får du en e-mail med enten en invitation til 1. prøvedag eller et afslag uden prøveforløb.

Regnet fra ansøgningsfristen kan der gå ca. to måneder, før du har været gennem hele optagelsesforløbet. 

 

Prøveforløbet og tidsplaner for aktuelle forløb

I princippet kan du blive ved med at søge lige så mange gange, du vil.

 

Dog er det vigtigt, at du reflekterer over afslaget og bruger den nødvendige tid til at gøre dig så skarp som muligt, inden du søger igen.

 

Når du sender en ny ansøgning, skal det fremgå, hvad du har gjort for at forbedre dig i tiden efter, at du modtog afslaget.

Krav

Politiet har ingen forskole. Vær derfor opmærksom på, at hvis du skal betale for kurser, informationer, opgaver eller andre materialer, er det ikke en del af politiets virksomhed. 

 

Vi har intet krav om, at du skal have gennemført en uddannelse på en forskole, men nogle ansøgere bruger skolerne som en del af deres forberedelse til at søge ind på Politiskolen.

 

Der findes en række uddannelsessteder, som - helt uafhængigt af politiet - tilbyder forberedende kurser med henblik på, at du forbedrer dine kvalifikationer, før du søger optagelse på en af vores politiuddannelser. Det er blandt andet uddannelsessteder, som er tilknyttet VUC, AOF, HF eller Folkehøjskolernes Forening (FFD).

Det kommer an på, hvilken af de to politiuddannelser du vil søge ind på:

 

Politikadet

Du skal være fyldt 18 år, når du starter på uddannelsen.

 

Politibetjent

Jobbet som politibetjent indebærer, at du kommer ud på mange forskellige steder og i situationer, hvor du skal løse mange forskellige typer opgaver og har kontakt med mange forskellige mennesker. Derfor skal du have en vis modenhed. 

 

Du skal være fyldt 20 år, når du sender din ansøgning og gennemgår prøveforløbet, mens du først kan starte på uddannelsen, når du er fyldt 21 år.

Ja, det skal du, uanset hvilken uddannelse du gerne vil starte på.

 

Den politiske aftale om uddannelse og ansættelse af politikadetter er, at politikadetterne i al væsentlighed skal opfylde de samme krav som dem, der gælder for optagelse på basisuddannelsen til politibetjent. Det gælder blandt andet kravet om dansk statsborgerskab.

 

Politibetjente bliver ansat som tjenestemænd, og du skal have dansk statsborgerskab/indfødsret for at blive tjenestemand.

 

Hvis du har søgt om dansk statsborgerskab, men endnu ikke opnået det, kan du godt sende din ansøgning til os. Men så skal du huske at uploade en kopi af kvitteringen for, at du har søgt om dansk statsborgerskab. Herefter kan du fortsætte i ansættelsesprocessen, men du kan først starte på Politiskolen og blive ansat, når du har opnået dansk statsborgerskab. 

 

Læs mere om, hvordan du søger om dansk statsborgerskab

Vi lægger vægt på, at du er ustraffet. Det er en betingelse for ansættelse i politiet, at du er værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Alle strafbare forhold indgår med stor vægt i vurderingen, og vi ser på forholdets karakter, alder på gerningstidspunktet og, hvor lang tid der er gået siden forholdet. 

 

Du får normalt afslag, hvis du er straffet for berigelseskriminalitet (inklusive butikstyveri), vold, spirituskørsel, overtrædelse af narkotikalovgivningen, overtrædelse af lov om forbud mod doping eller overtrædelse af våbenloven, medmindre konkrete omstændigheder - især din alder på gerningstidspunktet - taler for andet.

 

Du bliver ikke ansat, hvis du aktuelt er sigtet eller tiltalt for et strafbart forhold, som - hvis du findes skyldig - kan have afgørende indflydelse på vores vurdering. Du kan igen søge optagelse, når straffesagen er afgjort. I så fald vil sagen indgå i vores vurdering af din egnethed.

Det er en forudsætning for at blive optaget på en politiuddannelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt. Din sikkerhedsgodkendelse vil blive behandlet som en del af optagelsesforløbet.

 

Sikkerhedsgodkendelsen foretages af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og er en vurdering af din egnethed til at modtage fortrolige oplysninger. Vær opmærksom på, at bekendtskaber og familiemæssige forbindelser med kriminel historik kan have betydning for sikkerhedsgodkendelsen.

 

Derudover forudsættes det, at du bl.a. har en ren, offentlig straffeattest. Læs nærmere om straffeattesten hér.

 

Som sikkerhedsgodkendt forventes det i øvrigt, at du udviser særlig omhu, dømmekraft og loyalitet, og at du er særligt opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information og information af beskyttelsesmæssig interesse.

 

Læs evt. mere i Cirkulære om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt

Brug af anabolske steroider eller lignende ulovlige vækstfremmere er ikke foreneligt med polititjenesten. Hvis du som ansøger bruger eller har brugt anabolske steroider, må du derfor forvente, at du ikke kommer ind på en politiuddannelse. 

 

Dopingstofferne kan kun erhverves illegalt, og de findes i de miljøer, hvor politiet arbejder for at opklare eller forhindre kriminalitet.

 

Desuden er det almindeligt kendt, at brugen af anabolske steroider er farlig for helbredet, og indtagelse medfører risiko for aggressiv adfærd. Der må ikke herske tvivl om, at alle politiforretninger bliver udført af personer, der også i pressede situationer kan bevare ro og selvkontrol.

Både som politikadet og politibetjent skal din fremtoning være i overensstemmelse med politiets værdier. Du skal udstråle professionalisme og kunne begå dig i alle befolkningsgrupper.

 

Politiuniformen er en del af din fremtoning, og du må derfor ikke have tatoveringer, piercinger eller andre særlige symboler, hvis de virker forstyrrende i forhold til det indtryk, som du efterlader hos borgerne, når du er på arbejde. Derfor er det heller ikke tilladt at bære andre beklædningsgenstande end dem, som står i politiets uniformsreglement. Du må derfor ikke bære andre synlige beklædningsgenstande, såsom tørklæde, turban eller kalot.

 

Synlige tatoveringer eller piercinger

Synlige tatoveringer med fx politiske, religiøse, seksuelle eller voldsomme symboler kan virke forstyrrende og dermed udgøre et problem i forhold til at udføre dine politiopgaver. Det samme gælder synlige piercinger, som kan efterlade et indtryk, der ikke er foreneligt med rollen som politikadet eller politibetjent. 

 

Både synlige tatoveringer og synlige piercinger indgår som en del af den samlede vurdering i forbindelse med optagelse på Politiskolen og ansættelse i politiet. Det er kun, hvis vi vurderer, at din personlige fremtoning virker forstyrrende i forhold til det indtryk, som du efterlader hos borgerne, at det kan få konsekvenser for, om du bliver tilbudt ansættelse i politiet eller ej.

Ordblindhed er ikke nødvendigvis en hindring for optagelse på politiuddannelserne, dette vil bero på en individuel vurdering. 

 

Særlige forhold, hvis du er ordblind

Der er forskel på det krævede uddannelsesniveau for ansøgere til politikadetuddannelsen og til basisuddannelsen til politibetjent:

 

Politikadet 

Der er ikke noget specifikt krav til din uddannelsesmæssige baggrund.

 

Politibetjent: Gymnasial uddannelse, erhvervsuddannelse, HF-enkeltfag eller lignende

Vi lægger vægt på, at du som ansøger har en uddannelsesmæssig baggrund, der gør dig i stand til at gennemføre politiets basisuddannelse, der er på niveau med erhvervsakademiuddannelserne.

 

Det betyder, at du skal have gennemført en gymnasial uddannelse, en erhvervsuddannelse, HF-enkeltfag med fagene dansk, engelsk og samfundsfag eller en lignende uddannelse for at blive optaget på basisuddannelsen til politibetjent.

 

Lignende uddannelser kunne fx være politikadetuddannelsen, en uddannelse fra Forsvaret, en lederuddannelse inden for detailhandlen eller en international uddannelse.

Uanset hvilken af politiuddannelserne du søger ind på, skal du have gyldigt kørekort til bil. Kørekortet skal kunne anvendes både til manuelt gear og automatgear.

 

Det vil sige, at du ikke kan ansøge, hvis du stadig er i gang med at tage kørekort, eller hvis du kun har kørekort til bil med automatgear. 

 

Hvis du vil søge ind på basisuddannelsen til politibetjent, er det desuden en betingelse, at du er rutineret bilist, da du som led i uddannelsen skal opnå godkendelse til udrykningskørsel. 

 

Frakendelse af førerret, kørselsforbud eller sigtelser/tiltaler

Du kan ikke søge optagelse på nogen af uddannelserne, hvis du ubetinget er frakendt førerretten. 

 

Du kan heller ikke søge ind, hvis du er frakendt førerretten betinget eller er meddelt kørselsforbud, og hvor prøvetiden - normalt tre år fra afgørelsens dato - aktuelt ikke er udløbet. Det skyldes, at du har en forøget risiko for at miste kørekortet i denne periode. Desuden er det praksis, at ansøgere med to gældende klip vil modtage afslag. 

 

Du kan heller ikke søge optagelse, hvis du aktuelt er sigtet eller tiltalt for et forhold, der - hvis du findes skyldig - kan føre til frakendelse af førerretten (betinget eller ubetinget). Du kan søge optagelse igen, når straffesagen er afgjort. Afgørelsen og sagens omstændigheder vil indgå i vores vurdering af din egnethed.

Der er ikke nogen særlig type erhvervserfaring, vi foretrækker, men vi lægger vægt på, at du har erfaring fra en arbejdsplads, hvor du har samarbejdet med andre.

Hvis du søger ind på politikadetuddannelsen er det ikke et krav, at du har aftjent værnepligten, men det er en fordel, hvis den er afklaret.

 

Du skal have afklaret din værnepligt, inden du søger ind på basisuddannelsen til politibetjent. Det vil sige, at du enten har aftjent din værnepligt eller har afklaring på, at du ikke behøver at aftjene den senere, fx fordi du har trukket frinummer.

Nej, men en oplysning om, at du ikke er erklæret "egnet" vil indgå i vores vurdering af dig.
Din højde er ikke afgørende for, om du kan blive optaget på Politiskolen. men vi lægger vægt på, at du har den fysiske og psykiske robusthed, der kræves i jobbet som politikadet og politibetjent.

Du skal være sund og rask for at kunne varetage politijobbet, både som politikadet og politibetjent. 

 

Læs om helbredskravene til kommende politikadetter og politibetjente

SU, bolig, transport, bijob og ferie

Ja, begge politiuddannelser er SU-berettigede, og de er ikke omfattet af reglen om dobbeltuddannelse.

 

Politikadetuddannelsen er sidestillet med ungdomsuddannelser, når det gælder SU. Det betyder, at du ikke bruger SU-klip på denne uddannelse, men at den tæller som én af de maksimalt fem ungdomsuddannelser, du kan modtage SU under.

 

Basisuddannelsen til politibetjent er sidestillet med videregående uddannelser, når det gælder SU. Det betyder, at du modtager SU i de perioder, hvor du er på Politiskolen.

Læs mere om SU

 

Vi har ikke indflydelse på, hvilken SU-ydelse eller hvilket SU-lån du kan opnå. Det er et anliggende mellem dig og SU-styrelsen.

 

SU er afhængig af dine individuelle forhold, fx om du er ude- eller hjemmeboende, enlig, om du har børn etc.

 

Læs nærmere om SU og beregn, hvor meget SU du er berettiget til

 

Her er et eksempel på SU og løn pr. 2023 under de tre semestre, som basisuddannelsen omfatter. Bemærk, at det er et eksempel med mange forudsætninger. Fx er det forudsat, at du er udeboende:

 

Basisuddannelsen til politibetjent

 

  • 1. semester (første skoleophold): 11 måneder med en gennemsnitlig månedlig SU for udeboende på 6.589 kr.
  • 2. semester (praktik i en politikreds): 11 måneder med en månedlig løn på ca. 27.000 kr. plus tillæg for arbejde på aftener/nætter og i weekender.
  • 3. semester (sidste skoleophold): 6 måneder med en gennemsnitlig månedlig SU for udeboende på 6.589 kr.

Startlønnen som færdiguddannet er ca. 27.900 kr. plus tillæg for arbejde på aftener/nætter og i weekender.

 

Politikadetuddannelsen

6 måneder med en gennemsnitlig månedlig SU for udeboende på 6.589 kr.

 

Startlønnen som færdiguddannet er ca. 25.500 kr. plus tillæg for arbejde på aftener/nætter og i weekender.

Hvis du har opbrugt dine SU-klip, kan der være mulighed for SU-slutlån og tilskud til transport.

 

Læs mere om SU

Læs mere om tilskud til transport

Nej, vi råder ikke over værelser til studerende. Du vil derfor være stillet som ved andre SU-berettigede uddannelser, hvor der ikke stilles bolig til rådighed.

Politiet betaler ikke for din transport til og fra Politiskolen. Vi betaler heller ikke for transport til og fra praktikstedet på basisuddannelsens 2. semester.

 

Du er i samme situation som andre studerende på en SU-berettiget uddannelse og har mulighed for at få tilskud til transport. 

 

Læs mere om fradrags- og tilskudsmuligheder i forbindelse med SU og transport.

Du kan finde langt de fleste oplysninger under de generelle regler for SU, men du har også mulighed for at kontakte politiets studievejledning på tlf. 4137 3797. Vi er ved telefonen mandag til torsdag mellem 9 og 15 og fredag mellem 9 og 14. Du er også velkommen til at sende os en e-mail til blivpolitibetjent@politi.dk.

Du må gerne have et bijob, men det kræver, at bijobbet er foreneligt med politijobbet.

 

Det er ikke foreneligt med politijobbet at arbejde som taxachauffør, vagtmand, kørelærer eller i andre brancher, der er omfattet af politiets kontrolvirksomhed eller, hvor politiet er godkendelsesmyndighed.

 

Hvis du bliver optaget på Politiskolen, vil du fra første dag være ansat som enten politibetjent på prøve -  og dermed tjenestemand på prøve - eller som politikadet på prøve.

Faste ferieperioder under uddannelsesophold på Politiskolen

Mens man opholder sig på Politiskolen under politikadetuddannelsen, på overbygningsuddannelsen for politikadetter eller på 1. og 3. semester af basisuddannelsen til politibetjent, er der følgende faste ferieperioder:

 

  • Fredagen efter Kristi Himmelfartsdag
  • Sommerferie: uge 28, 29 og 30
  • Jul og nytår og dagene derimellem, dvs fra og med 24. december til og med 1. januar

 

Ferie på basisuddannelsen under 2. semesters praktik skal aftales med politikredsen

Ferie i praktikperioden afhænger af situationen i politikredsen og skal altid aftales med nærmeste leder i dér. 

 

Diverse

Det er både fysisk og psykisk krævende at arbejde som politikadet og politibetjent. Du skal være stærk nok til at varetage jobbet og yde den indsats, som samfundet, borgerne og kollegerne forventer.

 

For din egen skyld er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i alle vores krav og forventninger, før du søger ind på Politiskolen.

Ja, siden 2018 har Politiskolen også haft et uddannelsescenter i Jylland.

 

Politiskolen har to uddannelsescentre i Danmark, det ene i Vejle, og det andet i Brøndbyøster ved København.

Hvis du har en international uddannelse, fx en gymnasial uddannelse fra udlandet, kan du hos Uddannelses- og Forskningsministeriet få vurderet uddannelsen i forhold til uddannelserne i Danmark. Læs mere på www.ufm.dk.

Kurserne kan være tilrettelagt som halvårs- eller helårsforløb eller som komprimerede forløb i løbet af året - fx sommerkurser.

 

Spørg det enkelte uddannelsessted til råds, da det kan svinge meget fra sted til sted, hvor lang tid det tager at gennemføre.

 

Holdene starter typisk i august og på mange uddannelsessteder også i januar. Nogle steder kan man starte på andre tidspunkter, så forhør dig om ansøgningsfrist og konkret holdstart dér, hvor du overvejer at tage HF enkeltfag.

I politijobbet får du en afvekslende hverdag, hvor ikke to dage er ens, og hvor du sammen med dine kolleger sikrer tryghed for borgerne døgnet rundt. Derfor kommer du til at have skiftende arbejdstider, hvor aften- og nattearbejde – både i hverdage, weekender og helligdage – er en del af dit arbejdsliv. Du kommer til at arbejde på tidspunkter, hvor andre har fri. Til gengæld kommer du også til at have fri, når andre er på arbejde. Mange af vores kolleger sætter pris på variationen og den frihed, som de vekslende arbejdstider giver til at dyrke familie og fritidsinteresser.
Politiet har ingen forskole, og vi har ingen krav om, at du skal have gennemført en uddannelse på en forskole. Men nogle ansøgere bruger skolerne som en del af deres forberedelse. Du kan blandt andet tilmelde dig en politiforberedende linje på en af landets højskoler.

Nej. De testopgaver, der er til rådighed her på hjemmesiden, er gratis, og politiet medvirker ikke ved andre testopgaver på internettet. De hjemmesider, som sælger opgaver, er således ikke en del af politiets virksomhed.

Nej, politiet har ikke selv en forskole, men der findes en række uddannelsessteder, der tilbyder forberedende kurser med henblik på, at kommende ansøgere kan forbedre deres kvalifikationer, så de bedre er i stand til at klare en politiuddannelse. Men det er ikke en garanti for optagelse på Politiskolen, at du har gennemført sådan et kursus.

 

Politiet har et samarbejde med følgende politiforberedende kursusudbydere, der alle tilbyder en politilinje af kortere eller længere varighed:

 

  • Viborg Idrætshøjskole
  • Aalborg Sportshøjskole
  • Nordjyllands Idrætshøjskole
  • Vejle Idrætshøjskole
  • Hadsten Højskole
  • Gymnastikhøjskolen i Ollerup
  • Idrætshøjskolen Bosei

 

På skolernes egne hjemmesider kan du læse mere om, hvad samarbejdet indebærer.

 

Andre høj- eller forskoler i Danmark er velkomne til at kontakte politiets studievejledning, hvis de ønsker et formaliseret samarbejde.

 

OBS! Vi holder løbende studie- og træningsarrangementer forskellige steder i landet, hvor du har mulighed for at afprøve dig selv i vores fysiske og skriftlige delprøver samt få en tilbagemelding på netop din præstation. Derudover kan du møde vores rekrutteringsmedarbejdere og studievejledere, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Hold øje med vores arrangementer.