Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

30. oktober 2023 13:05

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. oktober 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 21-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for forsøg på voldtægt af særlig brutal og farlig karakter begået mod en 37-årig kvinde. 

Episoden fandt sted søndag i kvindens lejlighed i Randers, og voldtægtsforsøget var ifølge sigtelsen så voldsomt, at kvinden har været i livsfare. 

Det lykkedes kvinden at komme ud af lejligheden og få fat i en ven, der fik tilkaldt politiet, som kl. 21.25 anholdt den 21-årige mand, der stadig befandt sig i kvindens hjem. 

Kvinden er ikke længere i livsfare og er p.t. ikke indlagt. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Ung kvinde og mand dræbt i færdselsulykke

En 20-årig mand og en 16-årig pige blev tidligt søndag morgen dræbt i en færdselsulykke på Udbyhøjvej i Randers NØ. 

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken ind via 112 søndag kl. 04.39, og der blev både sendt patruljer og ambulancer til adressen, hvor bilen var kørt af vejen og ramt ind i et træ i vejkanten. 

Både den 20-årige fører og den 16-årige passager blev erklæret døde på stedet. De pårørende er underrettet. 

En bilinspektør blev tilkaldt og skal nu forsøge at klarlægge hændelsesforløbet. Derfor ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Anholdt på fersk gerning: Sigtet for at stjæle fra kontor

Søndag morgen klokken 08.16 ringede en kvinde og fortalte, at hun havde set en mistænkelig mand luske rundt med en taske foran en bygning på Hospitalsgade i Randers. Kvinden havde en stærk mistanke om, at den ukendte mand havde begået indbrud. 

En patrulje blev derfor sendt til stedet, og da de kom frem, så betjentene gennem et vindue, at en mand gik rundt inde på et kontor i bygningen. Da han opdagede politiet, løb han ud på gaden, men han blev hurtigt indhentet og anholdt.

I den taske, han havde på sig, var der fire computerskærme og nogle opladere, der var taget fra kontoret, og lige uden for bygningen lå en pose med noget tøj og en taske, som også var blev stjålet fra stedet. 

Den anholdte 45-årige mand blev sigtet for indbrud, og da han havde en mindre mængde amfetamin i lommen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Tricktyve formentligt på spil: Udgav sig for at være fra hjemmepleje

En 89-årig kvinde anmeldte søndag, at hun dagen før var blevet udsat for tricktyveri i sit hjem i Højbjerg. 

Ifølge kvinden havde en fremmed mand og kvinde banket på hendes dør lørdag aften. De havde udgivet sig for at være fra hjemmeplejen og havde virket så overbevisende, at den 89-årige lukkede dem ind. Her havde de holdt hende hen med snak i noget tid, inden de forlod stedet. 

Først dagen efter opdagede den 89-årige, at hun havde fået stjålet en pung og en del tusinde kroner. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og opfordrer til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om ikke at lukke fremmede ind i sit hjem og forholde sig kritisk, hvis eksempelvis ’hjemmeplejen’ pludseligt dukker uanmeldt op.

**

 

Brand i skur

Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 23.37 ud til en brand i et skur ved en bygning på Emmasvej i Brabrand. 

Brandvæsnet fik slukket branden, der nåede at forårsage større skader på skuret, som formentligt har været helt tomt. Ingen personer kom noget til, og branden nåede ikke brede sig yderligere. 

Brandårsagen er endnu ukendt. 

** 

 

Kvinde og mand sigtet for at ville sælge hash

En patrulje i civilt fik søndag kl. 21.35 mistanke til en kvinde og en mand, der sad i en bil i Løgten i Skødstrup, og de besluttede sig derfor at undersøge sagen nærmere. 

Da betjentene kom hen til bilen, kunne de lugte hash, og bilen blev derfor ransaget, og den 21-årige mand og den 25-årig kvinde, der befandt sig i køretøjet, blev sigtet og visiteret. 

Under ransagningen fandt patruljen nogle salgsposer med hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter, og både manden og kvinden blev derfor anholdt, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

 

Færdsel

Søndag kl. 10.12 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Christian X’s Vej i Viby. En 51-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i to biler ført af henholdsvis en 61-årig mand og en 75-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 51-årige kvinde blev sigtet for at have kørt over for rødt. 

Søndag kl. 16.44 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus C. En 28-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 54-årig kvindelig fodgænger. Kvinden pådrog sig nogle skader og blev kørt til behandling på skadestuen. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Søndag kl. 20.26 skete der et færdselsuheld på Kongensbrovej i Aidt ved Thorsø. En 34-årig mand mistede kontrollen over sin bil, der kom ud i rabatten, hvorefter den væltede om på siden. Bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Egevænget i Langå begået søndag d. 29/10 kl. 00.30
På Vibevej i Langå begået mellem lørdag d. 28/10 kl. 08.45 og søndag d. 29/10 kl. 12.00
På Stennehøj Allé i Højbjerg begået lørdag d. 28/10 mellem kl. 21.30 og kl. 23.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

4. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.