Status efter dagens fodboldkamp på Brøndby Stadion
Conference League fodboldkampen mellem Brøndby IF og polske Pogoń Szczecin forløb roligt før kampen. Under kampen måtte politiet rykke ind og bistå stadionstewards pga. uro blandt udebanefans og efter kampen måtte aggressive fangrupperinger holdes adskilt.

Den politimæssige indsats blev varetaget af Københavns Vestegns Politi i tæt samarbejde med Københavns Politi og bistået af de sjællandske politikredse, Fyns Politi samt enkelte repræsentanter fra polsk politi.
Før kampen rejste politiet en enkelt sigtelse mod en person for at besidde fyrværkeri.
Under kampen måtte politiet sent i anden halvleg rykke ind på stadion og assistere stadionstewards, fordi udebanefans var begyndt at ødelægge hegn og sæder på udebaneafsnittet. I den forbindelse måtte politiet anvende magt.
Indsatte politistyrker og tjenestehunde fik efter kampen afværget sammenstød og optræk til uroligheder mellem grupperinger af fans, som aktivt søgte konflikt med hinanden. Også her måtte politiet anvende magt.
Omkring kl. 23 forlod de fleste udebanefans stadionområdet i køretøjer, og resten blev fulgt til toget af politiet.
Politiet har foreløbig registreret over 10 episoder, hvor politifolk blev udsat for vold, og to politifolk blev kørt på hospitalet med skader.
En polsk mand blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand.
”Efter kampen forlod langt de fleste tilskuere stadionområdet i god ro og orden. Men visse fangrupperinger blev tilbage, tilsyneladende fordi de ville slås, og dem brugte vi en del kræfter på at holde adskilt,” siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen, Københavns Vestegns Politi.
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk