Spring til hovedindhold

Forslag

Udsendelser

Statistik fra januar 2013 til og med juli 2020 om politiets arbejde med udsendelse af udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.

I 2019 besluttede regeringen at ændre opgavefordelingen mellem Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det medførte, at en lang række opgaver på udlændingeområdet, som politiet tidligere varetog, per 1. august 2020 blev overdraget til udlændingemyndighederne.

 

Frem til 1. august 2020 havde politiet ansvaret for at sikre, at udlændinge uden lovligt ophold udrejser af landet i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes afgørelse.

 

Fra 1. august 2020 overgik denne opgave til Hjemrejsestyrelsen, hvilket følger af den kongelige resolution af 10. september 2019. Det er således en myndighedsopgave for Hjemrejsestyrelsen at sikre, at udlændinge uden lovligt ophold udrejser af landet i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes afgørelse.

 

I forbindelse med udsendelsesarbejdet afklarer Hjemrejsestyrelsen, hvorvidt en udlænding vil medvirke til sin udsendelse. Såfremt Hjemrejsestyrelsen vurderer, at en udlænding ikke vil medvirke til sin udsendelse, og at udsendelsen derfor skal ske ved politiets deltagelse og eventuelle magtanvendelse, eller såfremt der foreligger omstændigheder, der gør, at udsendelsen alene kan gennemføres med politiets bistand, anmoder Hjemrejsestyrelsen politiet om bistand til en ledsaget udsendelse.

 

Nedenfor ses politiets statistiske oplysninger om antallet af udsendte udlændinge uden lovligt ophold i perioden fra januar 2013 til og med juli 2020.

 

For statistik om antallet af udsendte udlændinge uden lovligt ophold i perioden fra 1. august 2020 og frem henviser vi til Hjemrejsestyrelsen.

Sådan læser du udsendelsesstatistikken

Når en udlænding har fået endeligt afslag på asyl, skal vedkommende udrejse af Danmark inden udløbet af den udrejsefrist, som er fastsat i afgørelsen. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen.

 

En asylansøger, der har fået endeligt afslag på asyl og afventer udrejse, er i aktuel udsendelsesposition.

Kategoriseringen i fastlåst, begrænset udsendelsesmulighed og ingen væsentlige udfordringer er ment som et overordnet og generelt instrument til at skabe sig et overblik over den aktuelle udsendelsessituation.

 

At udsendelsessituationen betegnes som fastlåst henviser således til, at det generelt ikke er muligt at foretage tvangsmæssig udsendelse til de pågældende lande.

 

Der vil dog være tilfælde, hvor udlændingen er i besiddelse af fx et pas eller andre identifikationsdokumenter, hvor en tvangsmæssig udsendelse alligevel vil være mulig.

 

På samme måde vil der under kategorien Ingen væsentlig udfordringer i en konkret sag kunne opstå en fastlåst situation, hvor Danmark ikke vil have mulighed for at tvangsudsende.

 

Fastlåst

Det er som udgangspunkt ikke muligt at tvangsudsende udlændinge til det pågældende land, fordi hjemlandet ikke ønsker at samarbejde herom.

 

Begrænset udsendelsesmulighed

Udsendelser foregår ikke regelmæssigt, og der kræves typisk en større myndighedsindsats. Der kan her være tale om udsendelse til lande, hvor der er en længere sagsbehandlingstid, og gennemførelse af udsendelsen derfor går langsomt.

 

Der kan endvidere være tale om lande, hvortil kun bestemte grupper af afviste asylansøgere kan udsendes.

 

Ingen væsentlige udfordringer

Der gennemføres løbende eller regelmæssigt tvangsmæssige udsendelser, eller der er tale om udsendelse til lande, hvortil der er en forventning om, at der kan ske udsendelse, uanset at der ikke er eller kun er begrænsede konkrete erfaringer med udsendelse til det pågældende land.

 

Det bemærkes, at der i det samlede antal afviste asylansøgere i udsendelsesposition indgår et mindre antal personer på tålt ophold, som i sagens natur ikke kan udsendes tvangsmæssigt.

 

Endvidere står et mindre antal personer i udsendelsesposition til et EU-land, i hvilken forbindelse der som regel ikke er udsendelsesvanskeligheder.

 

Det bemærkes, at et mindre antal udlændinge står i udsendelsesposition til hjemlandet. Flygtningenævnet træffer som regel en hjemlandsafgørelse, når der er tvivl om pågældende udlændings nationalitet.

 

Det er derfor som udgangspunkt forbundet med betydelige vanskeligheder at udsende udlændinge med hjemlandsafgørelser, da det er svært at fastlægge de pågældendes identitet.

 

Hjemlandsafgørelser, personer, som for nylig er kommet i udsendelsesposition til lande, der endnu ikke er vurderet i forhold til aktuel status for udsendelsesmulighederne, samt lande, der af andre grunde mangler kategorisering i forhold til status, er samlet i øvrig-kategorien under aktuel status for udsendelser.

 

Israel dækker i Rigspolitiets opgørelse over personer i udsendelsesposition og i politiets sagsstyringssystem (POLSAS) over den anerkendte stat Israel og de palæstinensiske selvstyreområder Vestbredden og Gazastriben.

 

POLSAS er rent teknisk indrettet på en sådan måde, at der i forbindelse med oprettelse af en udsendelsessag og efterfølgende journalisering ikke kan ske registrering af Vestbredden og Gazastriben i landekoden, som statistik vedrørende personer i udsendelsesposition dannes på baggrund af.

 

I de konkrete udsendelsessager vil det dog fremgå, hvorvidt der er tale om en udsendelse til fx Israel eller de palæstinensiske områder Vestbredden eller Gazastriben.

Ledsaget udsendelse

Omfatter de tilfælde, hvor politipersonalet ledsager udlændingen ud af landet typisk med fly enten helt til hjemlandet eller til en transitdestination.

 

Udsendelsen vil typisk være tvangsmæssig, men kan også være frivillig, således at ledsagelsen er begrundet i et ønske fra udlændingen, flyselskabet eller et eventuelt transitland.

 

Påset udsendelse

Omfatter de tilfælde, hvor politipersonalet påser udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller på et skib. Påsete udsendelser vil typisk være tvangsmæssige, men kan også være frivillige.

 

Selv udrejst

Omfatter de tilfælde, hvor der er tilvejebragt sikre oplysninger om, at udlændingen er udrejst.

Afslag på asylbehandling

Personer, der har fået afslag på at få realitetsbehandlet deres asylansøgning.

 

Afviste asylansøgere

Personer, der har fået endeligt afslag på deres asylansøgning og evt. afslag på humanitært ophold.

 

Dublin

Personer, der har søgt asyl i Danmark, men som kan udsendes i medfør af Dublin-forordningen, og personer, der ikke har søgt asyl i Danmark, men som er tilbageforhandlet i medfør af Dublin-forordningen som asylansøgere i det pågældende land.

 

Præasyl: Frafald

Personer, der har frafaldet deres asylansøgning inden realitetsbehandling/endelig afgørelse.

 

Ulovligt ophold

Personer, der ikke har lovligt ophold i Danmark.

 

EU-borgere

Personer, der er statsborgere i et andet EU/EØS-land, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet.

 

Det bemærkes, at politiet også overfører en mindre gruppe udlændinge til afsoning i hjemlandet. Denne kategori er ikke medtaget i opgørelsen over udsendte persongrupper.

Ved afviste/nægtet indrejse forstås udlændinge, der er blevet nægtet indrejse, fordi det i forbindelse med en kontrol på en ydre Schengen-grænse, fx Københavns Lufthavn eller i forbindelse med den midlertidige stikprøvevise grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, er blevet konstateret, at de ikke opfylder betingelserne for indrejse i medfør af udlændingelovens § 28.

 

Opgørelsen dækker over antallet af afvisninger i Københavns politikreds og fra Syd- og Sønderjyllands og Sydsjælland og Lolland-Falsters politikredse.

Det bemærkes, at denne status på udsendelse af udlændinge fra Danmark er baseret på træk fra Politiets Sagsstyringssystem (POLSAS).

 

Opgørelserne er derfor behæftet med en vis usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem, ligesom tallene ikke er endelige, hvorfor der kan forekomme efterregistreringer.