Bornholms Politi: uddrag af døgnrapport den 19. februar 2025
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 18. februar kl. 07.00 til onsdag den 19. februar kl. 07.00.
Færdselsuheld
Bornholms Politi fik tirsdag kl. 11.25 en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset mellem Munch Petersens Vej og Øernes Kaj i Rønne. Her blev en taxa, som var i færd med at svinge til venstre ned mod Øernes Kaj, påkørt af en lastbil, der var ved at foretage en overhaling. Taxaen blev ført af en 64-årig mand fra Rønne, og bag rattet i lastbilen sad en 41-årig mand fra Vestermarie. Ingen kom til skade ved uheldet.
Øvrige færdselssager
En 16-årig ung mand fra Midtbornholm blev kl. 13.45 stoppet i Rønne, mens han førte en personbil. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, mens hans far, en 44-årig mand, der var ejer af bilen, blev sigtet for at overlade førerretten til en person, som ikke havde kørekort.Derudover fik en 23-årig kvinde fra Rønne tirsdag aften en bøde på 700 kr. for at køre cykel på Torneværksvej i Rønne uden at have lys.