Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 16. juni 2024
Uddrag af døgnrapporten fra lørdag den 15. juni kl. 7.00 til søndag den 16. juni kl. 7.00.
I Allinge
Uorden
Lørdag morgen sigtede politiet en 21-årig mand fra Sjælland for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at nedtage et midlertidigt vejskilt i Allinge. En civil borger havde tilbageholdt manden, indtil politiet kom til stedet.
Lørdag kl. 20.30 bortviste politiet en beruset 49-årig mand fra Gudhjem fra Cirkuspladsen i Allinge og sigtede ham i samme forbindelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at råbe mv.
Lørdag kl. 21.40 opstod der tumult på Pilen i Allinge. Politiet kom til stede og sigtede en 35-årig mand fra Rønne for overtrædelse af restaurationsloven for bl.a. at kaste øl ud over en anden gæst.
Søndag kl. 01.30 sigtede politiet en 22-årig mand fra Rønne for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have optrådt voldeligt og støjende i Cirkusteltet i Allinge.
Ulovlig droneflyvning
Lørdag kl. 08.55 sigtede politiet en 35-årig mand for overtrædelse af det midlertidige forbud mod droneflyvning over Folkemøde-området i Allinge.
Lørdag kl. 16.50 sigtede politiet en 24-årig mand fra Fyn for overtrædelse af det midlertidige forbud mod droneflyvning over Folkemøde-området i Allinge.
Færdsel
Det har trafikmæssigt været et roligt døgn for politiet i og omkring Allinge. Der var langt færre biler end fredagsdøgnet, og over middag var der primært tale om afgang fra Folkemødet. Politiet har kun udstedt ganske få parkeringsafgifter, mens kommunens p-vagter har udstedt ca. 30.
Politiet har bortfjernet en enkelt bil, der holdt ulovligt parkeret. Køretøjet var i så dårlig stand, at nummerpladerne blev fjernet, inden køretøjet blev bugseret væk.
Lørdag kl. 13.10 sigtede politiet en 64-årig mand fra Allinge for at køre på knallert på Tejnvej ud for Allinge, selvom han var påvirket af alkohol i et omfang, der oversteg den tilladte promille.