Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. marts 2025
Uddrag af døgnrapporten fra torsdag den 13. marts kl. 07.00 til fredag den 14. marts kl. 07.00.
Narko
En kørende patrulje blev torsdag kl. 23.50 på Laksegade i Rønne opmærksom på en 27-årig mand fra Rønne, som satte i løb, da han så politiet. Patruljen fulgte efter manden, som fortsatte sin flugt på trods af, at han blev bedt om at standse. En patruljehund blev sendt efter manden, som derefter opgav sin flugt. Den 27-årige blev visiteret og fundet i besiddelse af MDMA-piller og hash og sigtet efter lovgivning om euforiserende stoffer.
Trafikuheld
Torsdag kl. 18.46 fik Bornholms Politi en melding om, at en personbil havde påkørt et traktor bagfra på Nexøvej i Aakirkeby. Føreren af personbilen, en 82-årig mand fra Aakirkeby, blev efterfølgende kørt med ambulance til kontrol på Akutmodtagelsen. Føreren af traktoren, en 66-årig mand fra Aakirkeby blev sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen, idet traktoren ikke havde påsat en advarselstrekant, som signalerede langsomt kørende køretøj, samt at den ene baglygte ikke virkede.
Færdsel
En 80-årig kvinde fra Nexø fik torsdag formiddag en bøde på 1.500 kr. for at køre bil uden sikkerhedssele, da hun blev stoppet på Paradisvej i Nexø.Derudover blev en 36-årig kvinde fra Rønne stoppet i bil ved Vibegårds Runddel, hvor hun fik en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den 36-årige skal derudover betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden.