Bornholms Politi. uddrag af døgnrapporten den 2. december 2024
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 29. november kl. 07.00 til mandag den 2. december kl. 07.00.
Euforiserende stoffer
Fredag kl. 11.30 var politiet til stede på en privatadresse i Hasle, hvor der blev fundet ca. 12 gram amfetamin. En 51-årig kvinde fra Hasle blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Efterladt kuffert
Fredag kl. 11.55 fik Bornholms Politi en anmeldelse fra Bornholms Lufthavn om, at der var blevet efterladt en kuffert på et toilet. Politiet tog ud til lufthavnen, og kufferten blev undersøgt, blandt andet af en af politiets narkohunde. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt ved kufferten, der formentlig var blevet efterladt på grund af forglemmelse.
Tyveri
En 19-årig mand fra Rønne blev lørdag sigtet for at have stjålet en cykel fra hjemmeplejen i Aakirkeby. Den 19-årige blev visiteret og fundet i besiddelse af cykelnøglen samt en ulovlig kniv. Han blev derfor sigtet for brugstyveri samt overtrædelse af knivloven.
Uro
Natten til søndag kl. 00.50 blev Bornholms Politi kaldt ud til et værtshus i Rønne for at bortvise flere uønskede og højtråbende gæster. Da patruljen ankom havde flere af de pågældende personer allerede forladt stedet. Den sidste tilbageværende af de uønskede gæster, en 35-årig mand fra Nexø, forlod stedet, da politiet kom.
Færdsel
Bornholms Politi foretog fredag aften og natten til lørdag målrettet spiritus- og narkokontrol på Vest- og Nordbornholm. Her blev en 18-årig mand fra Rønne sigtet for narkokørsel, og en 61-årig mand fra Rø fik en bøde for at køre 101 km/t, hvor 80 km/t er tilladt.
Lørdag aften og natten til søndag blev der også gennemført målrettet færdselskontrol, denne gang på Midt- og Østbornholm. Det resulterede i en sag om forkert lygteføring, en sag om manglende fastspænding af et barn i autostol samt en sag om kørsel uden førerret. Derudover blev mange bilister standset og kontrolleret for spirituspåvirkning. De fik alle lov at køre videre uden anmærkninger fra politiet.
Derudover blev fire bilister stoppet i Rønne og Aakirkeby i løbet af weekenden for at have tændt tågelyset i klart vejr. De fik hver en bøde på 1.000 kr.
Også fire unge mænd på knallert blev stoppet af politiet i løbet af weekenden i henholdsvis Rønne og Nexø. En 15-årig fik en bøde for at køre uden virksomt stoplys, en 15-årig fik en bøde for at køre knallert uden gyldigt kørekort, og en 16-årig og en 17-årig en bøde hver for at køre to personer på samme knallert.