Uddrag af døgnrapport 1. - 2. maj 2019
Overtrædelse af beredskabsloven, fund af kasseapparat og biltyveri er blandt hændelser i dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Tyverier fra varebiler, flere steder
Onsdag formiddag blev der anmeldt flere tyverier fra varebiler eller forsøg derpå begået natten til onsdag, hvor en eller flere ukendte gerningsmænd er gået efter værktøj fra varebiler tilhørende håndværkervirksomheder.
Anmeldelserne hidrører varebiler parkeret disse steder:
Græsted Stationsvej, Græsted
Østerdalen, Græsted
Østerdalen, Græsted (Forsøg)
Bombakken, Skævinge
Kaj Sommers Vej, Skævinge
Løgelandsvej, Helsinge
Løgelandsvej, Helsinge (Forsøg)
Udadreagerende passager i S-toget
Klokken 09.13 blev en 33-årig kvinde fra Hillerød anholdt på Vibekevej, idet hun, efter at have modtaget en kontrolafgift fra DSB for at have kørt uden billet til Hillerød Station, var udadreagerende og højtråbende samt ytrede diverse skældsord af politiet og DSB’s personale.
Under transporten til detentionen spyttede kvinden den ene politibetjent i ansigtet, ligesom kvinden også spyttede på betjentene ved ankomsten til politistationen, og hun er derfor nu sigtet for vold mod polititjenestemand.
Gåtur blev ubehagelig, Gilleleje
Klokken 11.22 anmeldte en 70-årig kvinde fra lokalområdet, at hun under en gåtur på Sikavej havde bemærket en schæferhund, som hun var gået hen til. Herefter kom ejeren af schæferhunden til og tildelte af indtil videre ukendte årsager anmelderen to-tre knytnæveslag på halsen.
Passager ville ikke identificere sig, Lyngby
Klokken 13.15 kontaktede Movia Nordsjællands Politi og bad om hjælp til at få konstateret identiteten på en passager, der rejste uden billet i bus 300S. En patrulje blev sendt til hjørnet af Lundtoftegårdsvej og Rævehøjvej, hvilket fik munden på gled på den 22-årige mand.
Tyveri af pung, Allerød
Klokken 13.49 anmeldte en 56-årig kvinde fra Allerød, at hun kort forinden havde fået stjålet sin pung fra sin rygsæk under et besøg på Allerød Bibliotek.
Overtrædelse af beredskabsloven, Græsted
Klokken 13.55 var der gang i et større bål på H. Olsens Vænge. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det viste sig at være afbrænding af byggeaffald i forbindelse med nedrivningen af et anneks. Bålet blev hurtigt slukket, og en 30-årig mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Lov om euforiserende stoffer, Frederikssund
I forbindelse med en ransagning af en bil på Kocksvej blev der fundet en mindre mængde kokain fordelt i forskellige poser samt en mindre mængde hash delt op i klumper, hvorfor en 33-årig mand fra København blev sigtet for forholdet.
En 17-årig mand, der ligeledes var i bilen, blev under visitation fundet i besiddelse af en hobbykniv, og da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at være i besiddelse af denne, blev han sigtet for overtrædelse af knivloven.
Fund af kasseapparat, Helsingør
Klokken 15.35 anmeldte en forbipasserende, at hun kunne se et kasseapparat ligge i busken på Strandpromenaden nær naturlegepladsen. En patrulje blev sendt til stedet, og efter kort efterforskning kunne det konstateres, at kasseapparatet stammede fra Café Marina, der havde haft indbrud natten mellem mandag og tirsdag (se gårsdagens døgnrapport). Kasseapparatet blev efter endt sagsbehandling returneret til caféen.
Biltyveri, Humlebæk
Klokken 16.15 anmeldte en bilsælger, at han og en potentiel kunde netop skulle til at køre en prøvetur. Den potentielle kunde nåede dog at stige ind i bilen og køre fra stedet ad Strandvejen i retning mod Nivå, inden sælgeren selv fik sat sig på passagersædet.
Biltyven beskrives som: Mand 25-30 år, 175-180 cm, slank, mellemøstlig af udseende, kort hår, iført mørkt tøj.
Bilen beskrives som: grå Peugeot 206
Færdselsuheld, Kokkedal
Klokken 17.58 stødte to biler sammen i krydset Usserød Kongevej/Egevangen. Part 1, en 73-årig mand fra Nivå, holdt stille i krydset for at svinge til venstre, og idet lysreguleringen blev gul, svingede han til venstre og blev ramt af part 2, en 45-årig kvinde fra Nivå, som kørte sydgående ad Usserød Kongevej. Part 1 blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser. Ved uheldet kom part 1’s passager, en 73-årig kvinde fra Nivå, til skade og blev med ambulance kørt til hospitalet med flere brækkede ribben.
Spirituskørsel, Jægerspris
På Skovnæsvej blev en 46-årig mandlig knallertfører fra Skibby standset af en patrulje klokken 18.45, hvor han blev bedt om at puste i et alkometer. Det viste, at han havde ført knallerten med en promille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Den 46-årige kunne heller ikke fremvise et kørekort, da han ikke havde førerret til knallerten, og det modtog han derfor også en sigtelse for. En blodprøve blev efterfølgende udtaget for at fastslå den eksakte promille.
Spiritus- og narkokørsel, Hillerød
En 24-årig mandlig bilist fra Hillerød blev standset klokken 20.50 på Stutmestervej. Her viste et alkometer, at han var påvirket af alkohol over den tilladte mængde, ligesom et narkometer afslørede, at han også var påvirket af euforiserende stoffer. Den 24-årige blev derfor sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Passageren i bilen, en 28-årig mand fra Hillerød, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han i forbindelse med visitation blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og kokain.
Kørte med narko i blodet og uden førerret, Veksø Sjælland
På Frederikssundsvej blev en 26-årig mandlig bilist fra Ballerup standset klokken 21.22. Et narkometer viste, at han havde kørt bil, selv om han var påvirket af euforiserende stoffer, og han kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han havde fået dette frakendt. Han blev derfor anholdt og sigtet for begge forhold. Efterfølgende blev han kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring narkopåvirkningen.
I besiddelse af narko, Kgs. Lyngby
En patrulje traf klokken 22.20 fire personer i parkeringskælderen under Kinopalæet. Den ene af dem, en 17-årig mand fra lokalområdet, blev fundet besiddelse af en mindre mængde heroin, mens en anden, en 18-årig mand fra Nærum, var i besiddelse af en moderat mængde hash, hvilket de blev sigtet for.
Uro på Old Irish Pub, Hillerød
Klokken 00.02 blev en patrulje sendt til Old Irish Pub på Torvet, idet to gæster ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. De blev ved patruljens ankomst bortvist fra stedet.
Indbrud i forretning, Helsingør
Klokken 04.32 var der indbrud i Creme de la Creme på Stengade. Videoovervågningen viste, at to personer ankom i en Peugeot, muligvis model 3008, og forcerede sig vej ind i butikken ved at smadre en af butikkens ruder. En patrulje kørte til stedet, men gerningsmændene var ikke længere i området. På nuværende tidspunkt er der ingen oplysninger om, hvilke koster gerningsmændene er sluppet af sted med.