Politidirektør: ”Fyns Politi ønsker rigtig god weekend – jeg håber, vi har en klar aftale med fynboerne”.
Fyns Politi minder borgerne om, at weekend og godt vejr kan lokke selv den bedste borger til at slække lidt på afstanden og forsamlingsforbuddet. Men det er vigtig,t at vi alle holder fast i de gode takter og stadig følger myndighedernes regler og anbefalinger.
Fynboerne har i den første fase af coronakrisen opført sig eksemplarisk, og Fyns Politi har i god dialog med borgere og virksomheder rådgivet, vejledt og udvist konduite. Kun i et begrænset omgang er der udstedt bøder. Det har været til enkelte erhverv, grupper og personer, som ikke kan eller vil forstå vores fælles spilleregler.
- Jeg håber, vi stadig har en klar aftale med fynboerne om være ansvarlige, holde afstand og passe godt på hinanden derude – af hensyn til vores udsatte medborgere og for ikke at gamble med den langsomme genåbning af samfundet, som nu er i gang, fortsætter politidirektøren.
Hotspots på vej
Der er overalt på Fyn en række parker, strande, pladser m.v., som er særligt besøgt i det gode vejr. Det medfører til tider mange mennesker tæt samlet på et begrænset areal.
- Det må og skal vi undgå. Fyns Politi vil holde et særligt øje med disse hot-spots i den kommende tid. For selvom langt de fleste kan finde ud af vores fælles spilleregler, kan det blive nødvendigt at bruge bødeblokken flittigere eller udsted opholdsforbud disse steder, såfremt adfærden vurderes at medføre øget smittefare, slutter Arne Gram.
Fyns Politi sender senere i dag fredag mere information ud om håndteringen af særlige Hotspots.
Pressekontakt
Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk