Ingen lovovertrædere undgår sigtelse i Fyns Politi
Hos Fyns Politi ser vi hele tiden på, hvordan vi effektivt kan nedbringe sagsbehandlingstiden, således at borgerne får behandlet deres anmeldelser og retsfølelsen opretholdes. I øjeblikket har vi et ekstra fokus på at få behandlet sager, hvor der allerede er sket sigtelse.
Baggrunden for, at Fyns Politi i øjeblikket har fokus på at behandle sager, hvor der allerede er sket sigtelse, er, at det store antal sigtede-sager udgør en flaskehals og dermed en hindring for den hurtigst mulige behandling af sagerne.
”Vi arbejder på, at borgerne kan få deres sag afgjort så hurtigt som muligt, og derfor er det afgørende, at vi for en kortere periode har fokus på de sager, hvor der ER sket sigtelse og venter med sigtelserne i de sager, som kan tåle at ligge. Det her handler om at effektivisere og komme sagsbunker til livs. Jeg kan forsikre, at der ikke kommer færre sigtelser som følge af strategien her,” siger Lars Bræmhøj.
Han understreger, at der er borgere bag hver eneste af disse sager. Der er sigtede, som venter på, om der rejses tiltale. Der er forurettede, som har et berettiget krav på at se gerningsmanden straffet. Det handler om borgernes retsfølelse.
Der florerer i øjeblikket en mail i medierne, som er sendt internt til en afdeling i Fyns Politi. Flere medier har citeret fra mailen. Indholdet i mailen, der som sagt er en intern mail til medarbejdere i en konkret afdeling, har vist sig at kunne misforstås, fordi der står, at der som udgangspunkt ikke må rejses sigtelse i sager, der er mere end otte dage gamle.
” Når jeg læser mailen, kan jeg godt se, at den er skrevet uklart og det beklager vi. Vi har i ledelsen sørget for at få rettet denne uklarhed internt. Der vil og skal naturligvis ske sigtelse i alle de sager, som vi har grundlag for at rejse en sigtelse i, men der er sager, som godt kan afvente en nærmere afhøring og sigtelse, imens vi til gavn for borgerne har fokus på at nedbringe antallet af sager, hvor der allerede ER sket sigtelse. Jeg skal beklage, at denne misforståelse er opstået”, siger Lars Bræmhøj.
Fyns Politis strategi er at få fjernet den flaskehals, der gennem længere tid er opstået, og som har betydet, at borgerne i nogen tilfælde har måtte vente længe på en afgørelse. Målet er at få skabt et godt udgangspunkt, så borgerne så hurtigt som muligt kan få afgjort deres sager. Det er samtidigt et krav i flerårsaftalen for poltiet og anklagemyndigheden at få nedbragt sagsbehandlingstiden.
”Det er helt klart, at der vil ske sigtelse i forbindelse med enhver lovovertrædelse, når der er grundlag for at rejse en sigtelse,”, siger Lars Bræmhøj.
Pressekontakt
Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk