Kom godt fra land når du skal ud og sejle
Sommeren er lige om hjørnet, og det kan bl.a. mærkes på det stigende antal borgere, der søger mod vandet og alle de aktiviteter, man kan lave her. Fyns Politi ønsker alle der færdes på eller ved vandet omkring Fyn og øerne en god, sikker og tryg oplevelse, og derfor kommer her et par gode råd.
Fyns Politi har netop gennemført årets første søkontroller i den forgangne uge omkring Sydfyn. Godt 30 fartøjer blev kontrolleret. Fem blev sigtet for at sejle mere end de tilladte fem knob, en blev sigtet for at mangle den lovpligtige ansvarsforsikring og en enkelt sejlende blev sigtet for ikke at have medbragt lovpligtig redningsvest.
I 2021 havde Fyns Politi en række indsatser på vandet omkring Fyn, og dette gentager sig i år. Vi vil også i 2022 være til stede rundt omkring langs de fynske kyster og i havne, ligesom vi vil anvende vores droner – alt sammen for at sikre, at borgere trygt kan opholde sig på og ved vandet.
Det handler om sikkerhed og tryghed
Politikommissær Henrik Strauss der står for Fyns Politis søkontroller fortæller: - Ligesom på land, så har vi fokus på sikkerhed og tryghed, når vi patruljerer på havet, og det er også det vi kigger efter, når vi møder sejlere, surfere og andre borgere der færdes på og ved vandet.
På søkontrollerne kontrollerer politiet bl.a. hastighed, redningsveste, certifikater, forsikring og promille. Husk derfor at kontrollere, at veste til alle ombordværende er godkendte og i god stand – og passer til dem, som skal anvende dem. Her ved sæsonstart minder vi også om, at huske redningsvesten, når I bevæger jer ud på paddleboard eller i kajak.
- I mange tilfælde er det uvidenhed, når de sejlere vi møder ikke overholder loven. Derfor gør vi også rigtig meget ud af at vejlede og få en god dialog med dem vi møder på vores kontroller, siger Henrik Strauss og tilføjer: - Heldigvis møder vi hovedsageligt glade sejlende, der tager hensyn til egen og andres sikkerhed og overholder reglerne, så vi ser frem til endnu en god sæson.
Kan være farligt og dyrt
Og udover at det er farligt at overtræde de gældende regler, er det også dyrt! Bøden for at sejle for hurtigt inden for 300 meter fra kysten eller i de særlige områder omkring Middelfart og Svendborg er 5.000 kr. første gang og 10.000 kroner anden gang.Ud over kontrollerne til søs har Fyns Politi en god dialog med de fynske kommuner og et godt samarbejde med de øvrige politikredse, så myndighederne i fællesskab sikrer de bedste rammer for alle dem, som nyder sommeren på vandet og i havnene.
Sejladsreglementet for Fyns Politi er tilgængeligt på politi.dk
Pressekontakt
Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk