Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

30. september 2020 16:43

Politidirektør om coronasmitte: Kom nu ind i kampen - tag ansvar

Smitten med Covid19 er nu så udbredt i befolkningen, at der ikke længere er tale om isolerede lokale udbrud af sygdommen. Derfor er vi alle nødt til at tage vores del af ansvaret: ”Skal din uansvarlighed medføre alvorlige følger for andre?” Det spørgsmål stiller politidirektør, Arne Gram.

Fyns Politi ændrer nu ved de hotspot, der før sommeren blev oprettet på Fyn. Det sker som følge af den øgede smittespredning, der sker særligt blandt unge. Sundhedsministeren oplyste tirsdag, at 42 procent af de personer, der er testet positive for coronavirus de seneste to uger er mellem 10 og 29 år.

 

Nyt hotspot i Odense

Derfor bliver Gråbrødre Plads i Odense fra fredag den 2. oktober et hotspot, hvor politiet holder ekstra godt øje med, at forsamlingsforbuddet på 50 personer bliver overholdt.

”Vi skal have smittetallet bragt ned. Det er tvingende nødvendigt. Vi ved, at der typisk forsamles mange på Gråbrødre Plads, fordi der ligger mange restauranter og caféer omkring pladsen. Men vi er nødt til at sikre, der ikke forsamles for mange. Vi hjælper derfor ansvarligheden på vej ved at gøre pladsen til et hotspot”, siger politidirektør Arne Gram. 

En af de udfordringer, myndighederne står med, er, at når tallene først viser en smittestigning, så har smitten allerede et par ugers forspring. Derfor skal vi være på forkant.

 

Vågent øje på andet end natteliv

Arne Gram understreger derfor, at det ikke kun er nattelivet, der har politiets fokus. Politiet vil også holde et vågent øje med butikker, private fester samt offentlige arealer for at sikre, at reglerne bliver overholdt. 

”Det nytter jo ikke, hvis vi ikke alle sammen er enige om at overholde reglerne. Det gælder også reglerne for, hvor mange der må være i en butik, og hvor meget afstand der skal holdes. Tager alle ikke deres eget ansvar alvorligt, så kan det medføre alvorlige konsekvenser for andre. Samtidig ved vi jo desværre nu, at coronavirus ikke kun kan være farlig for de sårbare grupper – mange, der har været ramt af sygdommen, slås med slemme senfølger, som har vist sig ikke at kende alder. Så tag nu dit ansvar alvorligt – helt alvorligt”, siger Arne Gram.

 

Stor tak til de fleste

Heldigvis kan politiet konstatere, at de fleste borgere tager deres ansvar seriøst. Der bliver brugt masser af mundbind i den offentlige transport. Mange arbejder hjemme, og det er i øjeblikket tydeligt, at arrangementer bliver aflyst, så unødvendige forsamlinger kan undgås. 

”Til alle jer vil jeg gerne sende en stor tak. I er heldigvis de fleste, og I gør det godt. I overholder reglerne, I holder afstand, og I spritter af. Til resten vil jeg sige: Kom nu ind i kampen. Tænk over, hvilke virkninger dine handlinger kan få”, siger Arne Gram. 

”Jeg ved godt, at reglerne og restriktionerne som følge af coronavirus kan føles som et indgreb i den personlige frihed, og vi er alle helst foruden. Men der er ingen vej uden om lige nu. Vi er nødt til at indstille os på, at der vil gå en rum tid, før vi kan vende tilbage til en normal hverdag”, siger Arne Gram.

 

Hotspot ved Christiansminde Strand nedlægges

Samtidig med, at Gråbrødre Plads i Odense er gjort til hotspot, er hotspottet ved Christiansminde Strand i Svendborg nedlagt, fordi badesæsonen er slut.

 

Fakta - Hotspot i Fyns Politikreds:

Odense: Gråbrødre Plads, Munke Mose, Eventyrhaven, Engen ved Skovsøen

 

 

 


Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

12. maj 2025

Fyns Politi

Dom i sag om kartofler på motorvejsstrækninger

De tiltalte i sagen om kartofler på motorvejen har i dag fået deres dom. Alle fire tiltalte er idømt fængselsstraffe og frakendelses af kørekortet.

9. maj 2025

Fyns Politi

Udslippet i Assens er nu under kontrol og indsatsen afsluttet

Tidligere i dag fandt et udslip af ammoniak sted ved Assens Fjernvarme. Redningsmandskab og øvrige myndigheder har nu kontrol over situationen, og der er ikke længere fare for befolkningen.

9. maj 2025

Fyns Politi

Mand idømt ni måneders fængsel i sag om dyrevelfærd

Den 68-årige mand er fundet skyldig i en lang række overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen – herunder for mishandling af op til ca. 400 grise.