Spring til hovedindhold

Forslag

Kontorelev til Bornholms Politi

Bornholm

Vil du være del af en spændende arbejdsplads?
Bornholms Politi søger 1 kontorelev med speciale i offentlig administration.


Som kontorelev hos Bornholms Politi kan du se frem til et alsidigt og udviklende uddannelsesforløb i en varieret dagligdag:
• Du får et bredt indblik i politiets opgaver og i det administrative set-up, der understøtter hele organisationen.
• Du arbejder sammen med kolleger med vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde - heriblandt uniformerede politiansatte og civilt ansatte medarbejdere.
• Og – ikke mindst – vil din arbejdsindsats være en vigtig understøttelse af politiets kerneopgaver.
• Vi sørger for et velkoordineret elevforløb og skaber rammen for en god og solid uddannelse.
• Du bliver tilknyttet en elevansvarlig, som kan give dig råd og sparring gennem hele forløbet – både hvad angår arbejdspladsen og din individuelle uddannelse.

Arbejdsområder og opgaver som kontorelev
Hos Bornholms Politi kommer du som kontorelev rundt i flere forskellige afdelinger og bliver introduceret til mange forskellige arbejdsområder og arbejdsopgaver.

Blandt andet får du mulighed for at arbejde med generel administrativ sagsbehandling inden for arbejdsområderne:
• Servicecenter
• Anklagemyndigheden
• HR, logistik og økonomi

Hvad forventer vi af dig?
Er du elev hos os, vil erfaring fra andet job, fritidsjob, frivilligt arbejde, elevrådsarbejde el.lign. være en klar fordel. Vi forventer, at du tager ansvar for din egen faglige og personlige udvikling, og engagerer dig i dine arbejdsopgaver.

Jobbet indeholder en del kommunikation, og det er væsentligt, at du formulerer dig klart, præcist og tydeligt både i skrift og tale. Du skal også være komfortabel med at skrive og tale engelsk, hvis og når det bliver aktuelt.

Hverdagen hos Bornholms Politi er præget af tværgående opgaveløsning samt tæt fagligt fællesskab og gensidig sparring. Det skal derfor falde dig let og interessant at samarbejde med andre.

Vi forventer, at du er nysgerrig efter nye opgaver og gør en indsats for at følge med, når der sker forandringer omkring dig. Men også, at du betragter mere rutineprægede opgaver som en vigtig del af hverdagen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Tiltrædelse sker forventeligt pr. den 1. september 2024.

Der indgås en aftale om en 2-årig uddannelsesstilling med en arbejdsuge på 37 timer.
Ud over den praktiske uddannelse er der i alt 15 ugers skolegang inklusive den afsluttende fagprøve.

Du bliver ansat på gældende vilkår for kontorfunktionærer i staten, fastsat mellem Finansministeriet, HK/STAT samt OAO-S Fællesoverenskomsten.

Dit arbejdssted bliver Bornholms Politi, Zahrtmannsvej 44, 3700 Rønne.

Som forudsætning før ansættelse, skal du sikkerhedsgodkendes, og
sikkerhedsgodkendelsen skal kunne opretholdes gennem hele din ansættelse.

Uddannelseskrav:
Du skal inden tiltrædelse have bestået en af følgende:
• EUX med retning kontor
• HHX
• STX, HTX eller HF med et 5 uger merkantilstudent
• HG 2-årig

Er du fyldt 25 år inden grundforløbets start (EUX/EUS), bedes du sende en realkompetencevurdering med din ansøgning.
Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder adgangskravene, bedes du kontakte dit uddannelsessted.

Kontakt og ansøgning

Som ansøgning skal du besvare nedenstående spørgsmål. Din besvarelse må max. fylde en A4 side.

• Hvorfor har du valgt at søge en stilling som kontorelev i Politiet?
• Hvilke personlige kompetencer kan du bringe i spil i forbindelse med dit
uddannelsesforløb?
• Hvilke erfaringer fra skole eller arbejde mener du at kunne drage fordel af i jobbet som kontorelev?
• Hvad er dine forventninger til Politiet som arbejdsplads?

Upload desuden dit CV og eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format og navngivet, så det fremgår, hvilket job du søger.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores
rekrutteringssystem. Søger du flere jobs i politiet, skal du uploade en ansøgning, et CV og dit eksamensbevis for hvert job søger.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Find mere info om politiet generelt på https://politi.dk/, og læs mere om politiets elevuddannelse på https://politi.dk/job-i-politiet/elevuddannelser.

Har du spørgsmål til den konkrete elevstilling, er du velkommen til at kontakte Kontorfuldmægtig i HR Lea Hult på tlf. 41471448 eller mail LHU006@politi.dk eller Stabs-chef Lisbet Kristensen på tlf. 51852675 eller mail LJO007@politi.dk

Ansøgningsfrist: 28. juli 2024
Ansøg